Den danske digter Morten Søndergaard har skrevet digtet VI RUS i respons til Corona-krisen. Digtet er skrevet tidligt i krisen, hvor frygten var størst og nedlukningen af verden i gang. Det beskriver omvæltningen og angsten; hvordan de rytmer, der normalt dikterer vores daglige liv og samfundsmæssige relationer med ét slag bliver sat ud af kraft og sat i et nyt lys.

Digtet bevæger sig fra flagermus i flugt til børsen i Wall Street, over indkøbsvaner, kindkys, rus og den grundlæggende dobbeltrettede indsigt, som pandemien byder os: Vi fornemmer først, hvor meget vi er i verden, når den berøring bliver farlig – ’Vi er i berøring med verden/Vi får verden på os hele tiden’, som der står i digtet. Kindkysset er en gestus, der gennem berøringen siger, vi er her sammen; en lille kontakt, der også er en social kontrakt. Men virussen omskriver kontrakten med giftigt blæk, og gør kontakten dødbringende.

Digtet peger på den grundlæggende sårbarhed, som forbindelserne åbner os for; ’At vi er væsner som lige nu trækker vejret: Forbindelsen af alt med lunger.’ Lungerne hiver verden ind og holder livet i gang. Intet menneske er en ø, som John Donne skrev i 1624, alle er også en del af fastlandet. Men med det følger også en udsathed, for virussen er også i den luft, vi deler. Så isolationen efterlader os, som det hedder i digtet, både ’udenfor og midt i det hele’.

Digtets afslutning afspejler det tidspunkt, det er skrevet på – i starten af pandemien, det øjeblik hvor isolationen træder i kraft – og efterlader læseren alene med den frygtsomme side af forbundetheden, med isolationen i udsigt. De sidste linjer lyder:

”Rundt om i husene
ligger menneskene
og stirrer ud i luften
som de
ikke tør ånde.”

Men ånde skal vi. Der er ikke noget liv uden luft, der findes ikke nogen fuldstændigt isoleret eksistens. Så det er en af pandemiens store (ud)fordring:  Hvordan skal vi leve med sårbarheden, sammen?
Digtet kan læses i sin fulde længde her.

Det er mørkningstimen, jeg står i dalens flimrende lys
og ud af skovbrynet kommer to flagermus flyvende.

De kredser om hinanden, som et dansende rygte
om at det er flagermus solgt på et marked i Wuhan
som er kilden til udbruddet af Covid-19.

Flagermus er et viltert og smukt dyr på samme tid.
Blødt og fuld af betydning bebor
den området mellem naturen og kulturen.
Deres flaksende kasteknive roterer frem
og tilbage over den usynlige grænse.

Naturen viser tænder.
Dracula er blevet drakonisk.
Der kommer ingen Batman og redder verden.

Nogen hoster efter at have spist en flagermus i Kina
børserne krakker i Wall Street
og naturen smiler.

Den smiler med blottede tænder
og smilet koger op i menneskenes blod.
Den suger deres bevægelser
den suger deres kys
og sender dem angst
og fattigdom
og død i stedet.

Den sender smitte ind mellem menneskene
så de må holde sig halvanden meter fra hinanden.

Verden er en anden.
Verden er forandret.

Vi vil aldrig glemme det vi står midt i nu.
Verden er ny og nu.

Vi.
Inde i ordet virus står ordet »vi«.
Os.
Også̊
sproget er nyt og fyldt af nye ord:
Patient 0
Superspreder
Inkubation.
Karantæne. Pandemi.

Vi kan dem allerede.
Som mundbind og håndsprit, det ligger lige på tungen.

Som barn var jeg dybt fascineret af ordet Undtagelsestilstand.
Barndomlandets klare billeder
af mund- og klovsyge epidemier, afspærringstape ind til zoner
ingen måtte krydse. Som i filmen af
Lars von Trier og Niels Vørsel, Epidemic fra 1987,
historien om pestlægen som bragte smitten fra hus til hus.

Pest er et ord som hører middelalderen til.

Smitte, spedalskhed, miasma, overføre, videregive, inficere
alle de ord som løber fra mund til mund,
fra update til update.

Vi er i berøring med verden.
Vi får verden på os hele tiden.

Vi er i den.
Vi er den.

Vi. Rus.
Os.

Jeg lander i Pisa
og straks bliver jeg skudt
i panden af to kvindelige aliens
iført hvide rumdragter.

De vil måle min temperatur
den er tilsyneladende normal nok
til at jeg bliver lukket ind i det lukkede land.

Nogen har spist en flagermus i Kina
og den lille bløde, lodne krop ændrede verden.

Dette er ikke verdens ende, men måske
er det på tide, at give den tilbage til flagermusene.

Jeg kører ned til min lokale bar for at drikke en kop kaffe.
Gulvet er stribet op med tape så alle kan holde sig
halvanden meter fra hinanden.

Uden for Supermarkedet står folk i en lang uhyggelig kø
med masker og handsker og ser tomt ned i deres telefoner.

Der lukkes femogtyve ind ad gangen
i Supermarkedet, du har ti minutter.

Tøm en legetøjsbutik på ti minutter
var præmien i Anders And-bladet fra Ota Solgryn da jeg var barn.
Nu er det et dekret fra det omgivende samfund.

Hvad er et samfund?

Lige består det omgivende samfund af røde zoner
og dødstal og minimale interaktioner
små skred i mødet imellem menneskene.

Hvem har du tillid til?
Hvem er du?
Hvor kommer du fra?
Hvor skal du hen?

En ny sms tikker ind fra Udenrigsministeriet:
»Hvis du befinder dig her og der
så må du bare se at tage benene på nakken:
Kom hjem«

Men hvor er hjem?

I mørkningstimens usynlige smitte
brænder solen ud på himlen og landskabet
er en anakronistisk tekst
smuk, ophidsende og urovækkende.

Supermarkedet er tomt.

Indkøbsvognene er forvandlet til måleenhed:
Pr. dekret skal du holde dig en indkøbsvogn væk fra din næste.
Den næste.

Menneske forskanser sig i husene
med dåsemad og spagetti og frysepizzaer nok til flere år.

Som i Pesten i Bergamo
som i Den røde døds maske
som i Pesten af Camus
som i Dekameron.

Kom, lad os læse verdens pesttekster.

Jeg går ad skråningens smitteveje
i mørkningstimen og jeg skal
pr. dekret have tilladelse til at gå tur.
Der kommer Citrondamen, godaften.
Hun sidder inde i sin bil. Hun er
bange kan man høre på hendes stemme, virkeligt bange.
Hun er i farezonen, hun er 81,
præcis gennemsnitsdødsalderen for Covid-19 i Italien.

Jeg siger, at hun skal ringe
hvis hun har brug for noget næste gang
jeg skal ned i supermarkedet.

Supermarkedet!
Det er ikke længere ret super.

Mit billede af grundkapitalismen er en ung pige
som svinger om sig med Prada-shoppingposer
på strøget i Milano.

Nu svinger hun shoppingposerne vildt omkring sig i en cirkel
på halvanden meter for at holde alle andre væk.

Nu er solen i sit dybe hjørne.

Månen er her også̊. Månen er fuld
og nøjagtigt lige så stor som solen.
Når Solen går ned så står Månen op.
Det er ikke underligt
at man har troet at der var en sammenhæng:
Lige store men slet ikke lige store.

Alt er tegn i sol og måne og rygter og halve sandheder.

Alle jeg møder taler om virus.
Vi giver ikke hånd.
Vi giver smil og sparker til hinandens sko.

Vi konfronteres med vores mindste bevægelser
konfronteret med at vi er de levende
de stadigvæk levende.

At vi er væsner som lige nu trækker vejret:
Forbindelsen af alt med lunger.

Mens jeg går på stien som fører gennem olivenlunden
tænker jeg på de italienske og franske kindkys
to eller tre, nogle gange fire kys.
Nu gives der ikke kindkys mere.
Kyssenes kemiske laboratorier
ligger øde hen, neonlysene er slukket
og langt væk høres kun lyden af sirener og klokker.

Solen går ned som et kindkys til havet derude.
Natten løber vild i nyheder
som tikker vildere og vildere ind.

Hastigheden af døde og smittede
stiger i hele landet.

Landet lukkes ned.

Jeg kan ikke bevæge mig
ikke flytte mig mere.

Jeg må pr. dekret blive
hvor jeg er.

Udenfor
og midt i det hele.

Rundt om i husene
ligger menneskene
og stirrer ud i luften
som de
ikke tør ånde.

VI RUS af Morten Søndergaard. Digtet udkom i sin helhed i Dagbladet Information 13. marts 2020.

VI RUS er bragt med venlig tilladelse af digteren