mama Fostre og kropsdele i formalin er uden tvivl blandt de mest spektakulære og kontroversielle genstande på Medicinsk Museion. Disse præparate er en konstant kilde til fascination, men også gys og gru, hos museets besøgende. Og hele spørgsmålet om man på den måde kan udstille menneskekroppe er til løbende debat.
Det samme kan man sige om Wilhelm Freddies værker, som for øjeblikket kan ses i udstillingen: “Stik gaflen i øjet!” på Statens Museum for Kunst. Freddie skabte i flere årtier forargelse på grund af sine værker, der udforskede kroppen og seksualiteten uden hensyn til normer og moral. Men de sammensatte og fordrejede kroppe, han skabte billeder af, trækker nu som før tilskuere.
Derfor er det også interessant, at der er en tidlig sammenhæng mellem anatomiske præparater og Wilhelm Freddies surrealisme. Freddie, med det borgerlige navn Frederik Vilhelm Christian Carlsen, var søn af Wilhelm Carlsen, der i 1910 blev ansat som laboratoriemester ved Institut for almindelig Patologi på Rigshospitalet. I journalisten Palle Schmidts portrætbog, baseret på samtaler med Freddie, kan man læse følgende om kunstnerens tidlige år:
“Fragmenter af mennesker i sprit, indvolde og fostre i glas, blev en del af hans opvækst. Hele denne verden af rariteter, dette kabinet af mærkværdigheder, kunne simpelthen ikke undgå at sætte fantasien i gang. Og da han glemte, at tingene var sære, fandt han ud af, de var smukke. En hidtil ukendt verden, hvor det fuldkomne trivedes side om side med det ufuldkomne, åbenbaredes.”
I sin biografi om Freddie beretter Rolf Læssøe, at “endnu i 1995 talte Freddie under vore samtaler om det ‘andet, uforklarlige’, som præparaterne havde åbnet hans øjne for, og som han forbandt med ‘magi og trolddom’ – begreber, som han til stadighed anvendte om sin kunst”.
Selv beskrev Freddie langtidsvirkningerne af hans møde med præparaterne på følgende måde:
“Til mine tidligste oplevelser hører synet af et lyseblåt barnefoster, som jeg så på Universitetets Institut for almindelig Patologi, hvor jeg har henlevet mine barne- og tidlige ungdomsår. Dette billede står prentet i min bevidsthed og fremkalder altid hos mig følelsen af at stå på et plan, hvor det gådefulde liv og død fornemmes som et lille blyjhagl, jeg har slugt, og som har sat sig fast. Blyhaglet får ofte skikkelse af en sfinks, en kvinde med dyrekrop, som har en tydelig maskulin karakter”.
Som et kuriosum kan nævnes, at Carl Julius Salomonsen, professore ved Institut for almindelig patologi og dermed Wilhlem Freddies fars chef, i 1920′erne kastede sig ud i en kamp mod surrealisme og kubisme, som han så som udtryk for den hidtil upåagtede sindslidelse “dysmorfisme”, dvs. kærlighed til det misdannede. Han havde måske mere ret, end han troede.
