David Peter Floerli Joergensen Vandet er giftigt!
Plakat med råd mod kolera fra London 1866. Anbefalingen lyder på, at vand skal koges før det drikkes for at undgå kolerasmitte – ny viden, der blev tilgængelig, da John Snow i 1854 påviste, at Kolera smitter igennem inficeret drikkevand. Broadsheet: Cholera and Water, 1866. Foto: Welcome Collection
KOLERA I KØBENHAVN
Fra patient nul til over 6000 dødsfald
Den 11. juni 1853 bliver en tømrerlærling nødt til at gå hjem fra arbejde på grund af voldsomt opkast og diarré. Dagen efter er han så syg, at han bliver indlagt på Søetatens Hospital i Nyboder. Den unge mand overlever, men tre dage senere dør en 56-årig arbejdsmand med de samme symptomer. De to syge spreder sygdommen til øvrige patienter på hospitalet, og derfra går det stærkt. I løbet af de næste 12 dage dør yderligere otte. 12 dage efter den første patient bliver indlagt, bestemmes sygdommen til at være Den Asiatiske Cholera, men dér har den allerede spredt sig. Epidemien raser henover sommeren og dør ud senere på året. Koleraepidemien ender med at koste 6688 mennesker livet. Epicentret var København, hvor omkring 5000 døde som følge af epidemien, svarende til 3.75% af byens befolkning. [i] Det er dermed den mest dødelige epidemi, der har ramt København siden det sidste pestudbrud i 1711.
Flaske på Medicinsk Museion med indskriften ”Tarmekskretion fra patient med fremskreden kolera, okt. 1853.” Den hvide indhold i flasken er afføring fra en anonym kolerapatient. Den eneste yderligere oplysning om patienten er indskriften ”blev rask”. Foto: Nicolai Howalt. Courtesy of Medical Museion & Martin Asbæk Gallery
VIBRIO CHOLERAE
I dag ved vi, at sygdommen kolera skyldes bakterien Vibrio Cholerae. Bakterien blev opdaget af Robert Koch i 1883, og der var derfor ingen der kendte til kolerabakterien i 1853, da epidemien ramte Danmark. Kolera angriber tyndtarmen, forårsager dér kraftig diarré og opkastning. Derfor er det som oftest dehydrering, der slår kolerapatienter ihjel. Ofte inden for få dage. Kolerabakterien lever i udgangspunktet i stillestående vand og smitter gennem inficeret drikkevand eller fødevarer.
Dette var dog ukendt viden for københavnerne, da koleraen ramte i 1853. Det var først året efter, at den engelske læge John Snow påviste en sammenhæng mellem vand og kolera i Londonbydelen Soho. Soho var oprindelig bygget som en bydel for det bedre borgerskab i 1700-tallet, men i midten af 1800-tallet havde Soho udviklet sig til være en bydel, der primært var beboet af emigranter fra Europa.
Snow troede ikke på, at den i samtiden udbredte lægelige antagelse om at kolera skulle smitte gennem forurenet luft (i datidens lægetermer miasma) kunne være korrekt. Snow mente derimod, at kolera smittede igennem inficeret drikkevand. Det havde han allerede beskrevet i 1849 i bogen On the mode of Communication of Cholera. Da koleraen brød i ud i Soho i 1854, valgte Snow at undersøge sin tese ved minutiøst at gennemgå, hvad kolerapatienterne havde tilfælles. Snow kom frem til, at fællesnævneren for patienterne var, at de havde drukket vand fra den samme vandpumpe i Broad Street. Her Snows egne ord:
“As soon as I became acquainted with the situation and extent of this irruption of cholera, I suspected some contamination of the water of the much frequented street-pump in Broad Street… … Further inquiry, however showed me that there was no other circumstance or agent in common to the circumscribed locality in which this sudden increase of cholera occurred, and not extending beyond it, except the water of the above mentioned pump.”[ii]
Den engelske læge John Snow, der i 1854 påviste at kolera smitter gennem vandet. En stor opdagelse, der for alvor satte gang i sanitære projekter over hele verden. Foto: Welcome Collection (CC BY 4.0)
EN LÆKKET VANDPUMPE
John Snow påviste dermed, at koleraudbruddet var forbundet med en vandpumpe i Broad Street (i dag Broadwick Street), hvorfra alle de koleraramte havde taget deres vand. Luften var altså ikke giftig, det var vandet derimod!
Omkring 90 cm fra vandpumpen i Broad Street blev der senere opdaget en spildevandstank med en lækage. Årsagen til kolerasmitten var dermed, at spildevandet med afføring fra en eller flere kolerasyge var løbet sammen med drikkevandsforsyningen.
EN LUNKEN ÅLESUPPE
Lad os vende blikket tilbage til København. I starten af 1850erne var drikkevandet i hovedstaden af en virkelig ringe kvalitet. Borgerne kaldte vandet for ”En lunken ålesuppe”.[iii] Vandet var urenset overfladevand fra søerne omkring København. Der eksisterede intet underjordisk kloaksystem. Borgerne forrettede deres nødtørft i utætte latriner i baggårdene. Afføringsvandet sivede ofte ned til de utætte vandrør, der løb i byens undergrund. Der var altså gode betingelser for at koleraen kunne bryde ud i 1853.
Efter John Snows opdagelse af forurenet vands betydning for kolerasmitten, blev der sat gang i store sanitære projekter mange steder, herunder også København.
Det underjordiske kloaksystem blev påbegyndt i 1857 for at undgå nedsivning af spildevand til drikkevandsrørene. I dag løber der to typer vand i undergrunden, drikkevand og spildevand – i separate rør. Det første vandrensningsanlæg blev taget i brug i 1859, sådan at drikkevandet kunne forbedres. Og voldene omkring København blev sløjfet i 1857 for at sprede befolkningen ud over et større område.
Koleraepidemien satte dermed gang i en stor udvidelse af Københavns byareal og lagde grundstenen for nutidens kloaksystem og vandforsyning. Dette har heldigvis gjort, at byen ikke er blevet ramt af en koleraepidemi siden.
[i] Gerda Bonderup: Kolera i 1800-tallet – med særligt henblik på Danmark. Tidsskrift for forskning i Sygdom og Samfund årgang 5, nr. 8 2008, side 44
[ii] John R. Goldsmith: Environmental Epidemiology. CRC Press 2019, side 41
[iii] Jakob Eberhardt: Verdenshistoriens Største Epidemier, FADL’s Forlag 2016, side 91
