Nanna Gerdes 
I det ene hjørne i Det Kgl. Frederiks Hospitals Apotek på Medicinsk Museion knejser en 63 cm høj grågrøn bemalet beholder af tin på en rektangulær sokkel. Det er en smuk beholder, som næppe undgår den besøgendes blik.
Med store bløde guldbogstaver på sort baggrund toner Christian d. 5’s monogram frem omgivet af en båndkartouche med guldindskriften THERIACA ANDROMACHI.
Der er tale om lægemidlet Theriak, der hævdes, at være komponeret af Andromachus den ældre, der var græker og livlæge for Kejser Nero (58 – 68 e.kr.), heraf den omtalte inskription THERIACA ANDROMACHI
Men hvad er lægemidlet Theriak og hvorfor denne præsentation?
Theriak er det ældste sammensatte lægemiddel, der kendes i dag. Det var i brug helt op til 1700- tallet og kunne stadig fås på danske apoteker i begyndelsen af 1900 – tallet.
Oprindeligt var Theriak lægemidlet mod dyregift, hvilket også afspejles i navnet. Theriak er således afledt af det græske ord theriakos, der betyder ”virksom mod dyregift”, der igen er afledt af therion, der betyder ”vilddyr”. Sidenhen blev Theriak også opfattet som universalmidlet mod alle smitsomme sygdomme.
Som lægelig universalmiddel bestod Theriak af en lang række ingredienser, hvilket var kutyme for datidens lægemidler. Det bestod af 66 bestanddele både af mineralsk, vegetabilsk og animalsk herkomst, hvoraf de mest nævneværdige nok er hugorme, bævergejl, lakridsekstrakt, kanel, aloe, myrra, safran, renset honning, madeira og ikke mindst opium, der nok var det mest virksomme af alle stoffer. Dog må kombinationen af disse stoffer nok mere have haft en berusende virkning end en helbredende..
At Theriak har spillet en stor rolle i lægevidenskab og farmaci er den omtalte beholder på Medicinsk Museion, der i øvrigt er en tro kopi af en beholder fra 1600 tallet, der opbevares på Svaneapoteket i Ålborg, et vidnesbyrd om.
Udover symbolværdien på Theriak’s betydning gennem tiden, er beholderen en fin repræsentant for et stykke tidligt museumshistorie, der ligger bag dannelsen af den nuværende omfangsrige farmacihistoriske samling, der i dag befinder sig i Medicinsk Museion.
Beholderen er med sit genstandsregistreringsnummer ”26” en af de første genstande, der i 1889 blev en del af Medicinsk Museions Farmacihistoriske samling. Beholderen kommer til i en tid, hvor en omfattende indsamling af genstande fandt sted, og sidenhen blev til Medicinsk Museions farmacihistoriske samling.
Med sin omtalte status som vidnesbyrd på Theriaks store betydning gennem tiden og som en repræsentant for et stykke museumshistorie på Medicinsk Museion er vigtigheden af beholderens fortsatte eksistens af betydning.
Således har beholderen af tin været under konservatorens skånsomme hænder. Der er foretaget en nænsom vådrensning med vatpinde/klude fugtet i demineraliseret vand mod støv- og smudspartikler, hvis indhold af mulige skadelige forurenende partikler kan medføre en nedbrydning af materialet Desuden har støv- og smudspartiklerne bidraget til et kedeligt gråligt, fejlagtigt visuelt indtryk af beholderen, således at dens oprindelige udseende ikke kommer til sin ret.
Beholderens omtalte bemalede overflade har virket som en beskyttelse mod nedbrydning af tinnet, men ikke afværget en afrensningsproces. Hakker og ridser i den bemalede overflade har lettet tilgangen for smuds- og støvpartikler, hvis indhold af kondenseret vand med et muligt indhold af svovlholdige og andre forurenende partikler, såsom klorid bl.a. fra afsætning af håndsved, fremmer nedbrydningsaccelerationen under den bemalede overflade. Dette til trods for, at tins frie overflade ligesom mange andre metaller, såsom sølv, hurtigt overtrækkes af et usynligt mørkt oxidlag, som i en ren og tør atmosfære virker beskyttende mod reaktioner mellem metallet og omgivelserne. Alligevel blev laget i dette tilfælde gennembrudt, hvilket viser sig som ujævnheder i form af små bobler under den bemalede overflade. En nedbrydningsfaktor, som helst skal undgås og holdes i skak ved gentagne vedligeholdelser og korrekte opbevaringsforhold, som er rene, tørre med en temperatur omkring 20 °C.
Afslutningsvis skal det nævnes, at opbevaring af tin i kolde omgivelser under 12 °C vil fremme den værste nedbrydningsfaktor for tin, den såkaldte tinpest. Ved tilstedeværelsen af tinpest sker en omdannelse af tins struktur fra metallisk form til en struktur, hvor tin under en volumenforøgelse begynder at drysse i form af gråligt pulver. Heldigvis er tinpest et sjældent problem, idet andre faktorer gør sig gældende. I den forbindelse skal det bl.a. afsluttende kort bemærkes, at tins legering med metallerne bly eller antimon virker hæmmende mod tinpest.
