mama Klemt inde mellem et bilværksted og en In-and-Out burger restaurant (”the best burger on the West Coast”) på Venice Boulevard i Culver City – en af de mindre flatterende af de mange byer som udgør ‘Greater Los Angeles’ – ligger The Museum of Jurassic Technology. På en gang mærkeligt, skræmmende og nuttet. Fyldt med pudsige ting, der går langt ud over grænsen for, hvad man normalt vil kunne opleve i museumsudstillinger. Ikke så lidt uhyggeligt inde i hjørnerummene, hvor man ikke kan høre gadelydene mere. Og samtidigt lillebitte og hjemmehyggeligt, den diametrale modsætning til Science Museum’s flashede, ‘splash’-ede og plasticfyldte Wellcome Wing.
Vi besøgte MJT sidste tirsdag eftermiddag, uvidende om at det kun var åbent torsdag-søndag. En krattende pigestemme i højtaleren bad os om at komme tilbage. Vi sagde (med vores mest klagende stemme), at det var ærgeligt, for vi var kommet ”all the way from Copenhagen, Denmark, a small country north of Germany” for at se herligheden, og at vi kun var i byen denne dag. En sød, ung medarbejder, kunsthistoriestuderende ved University of Southern California kom ud i selskab med museumsdirektøren David Wilsons hund, ’Sascha’, besigtede os, forbarmede sig over os, og lukkede os ind i mørket. Hun tændte for alle installationerne, og gav os lov til at vandre rundt uforstyrrede i to timer, imens hun beredvilligt besvarede på spørgsmål og lavede te til os i testuen på første sal.
Museet er svært at beskrive. Det er lidt installationskunst, en del avanceret joke, lidt galskab, ikke så lidt museums- og kulturhistorie blandet med pudsige anekdoter og mærkelige fortællinger – alt forbundet med en overivrig og hyperaktiv fantasi og en åbenbar ægte kærlighed for det obskure, det mærkelige, det afvigende og det forunderlige. Der er installationer baseret på Athaneus Kirchers teori om alt fra sfærernes sang til babeltårnets umulighed. Der er breve skrevet af mere eller mindre skøre personager indsendt igennem en årrække til et amerikansk astronomisk observatorium (og i øvrigt er udgivet under titlen ’No One May Ever Have The Same Knowledge Again’). Der er en længere installation om videnskabsmanden Sonneabend (?) og hans forglemmelsesteori, der fletter sig sammen med historien om en operasangerinde. Der er et helt rum med folkemedicinsk overtro, en lille særudstilling af genstande indsamlet fra ’trailer parks’ og meget, meget mere. Den suverænt mestrede scenografi vækker mistanken om at flere gode installationskunstnere må stå bag.
Hele herligheden fylder vel ikke mere end omkring 100 kvadratmeter, men historierne er så finurlige og installationerne så dramaturgisk vellykkede, at der er masser at fordybe sig i, forundres af og tænke videre over. En af attraktionerne er en skulptur af Fedtmule skåret ud af et menneskehår, pænt bemalet og rimeligt vellignende – og selvfølgelig kun synligt under en lup. På første sal (som er den senest etablerede del af museet) hersker en ren David Lynch-stemning (vi turde dårligt gå derop) – tykke gulvtæpper, tunge velourgardiner trukket for ikke-eksisterende døråbninger og en minimal belysning skaber en lydløs verden, uigennemsigtbar og dyster. For enden ligger imidlertid den yndige testue med en rislende fontæne og sølvsamovar, hvor gæster kan få serveret en forfriskning ovenpå den intensive oplevelse.
Det er måske ikke noget man kan kopiere direkte over til vore kommende udstillinger. Men det lokker ideer frem. Det vækker nysgerrighed. Det vækker spørgsmål. The Museum of Jurassic Technology er et ’must-see’ for alle, der er det mindste interesseret i museer og museologi, og som alligevel er i Los Angeles-området. De har 6000 besøgende om året, men burde have det tidobbelte!
Adam, Camilla og Thomas
The Museum of Jurassic Technology
Klemt inde mellem et bilværksted og en In-and-Out burger restaurant (”the best burger on the West Coast”) på Venice Boulevard i Culver City – en af de mindre flatterende af de mange byer som udgør ‘Greater Los Angeles’ – ligger The Museum of Jurassic Technology. På en gang mærkeligt, skræmmende og nuttet. Fyldt med pudsige […]
