”The 6 non-naturals” og deres videre veje

I en tidligere blogpost viste jeg at betegnelsen går tilbage til den antikke græske læge Galen (129- ca.216), og jeg antydede hvordan Galens tankegang bag det mærkelige navn gav mening og kunne videreføres i middelalderens monotheisme. (Betegnelsen kom på latin til at hedde: “sex non naturales”).
Galens livsværk har i de sidste 30 år været genstand for et væld af udgivelser, og flere er på vej. Dels omvurderes hans indsats fra blot at være en Hippokrateskommentator, og dels kommer nye tekster til, men indtil videre er standardudgaven de 22 bind med græsk tekst og paralleloversættelse til latin som lægen K.G. Kühn redigerede og kommenterede i 1821-1833.
Galen var så produktiv at hans forfatterskab er det mest omfangsrige vi har bevaret fra antikken, til trods for at ca. halvdelen af publikationerne er gået tabt.
Allerede mens han levede, gik store dele af hans bibliotek tabt ved en brand ved Fredstemplet i Rom i år 192, men han var slået stærkt igennem i det store romerske rige, og kopier af hans skrifter fandt vej til Konstantinopel/Byzants hvor de konsulteredes og kopieredes respektfuldt i århundreder, og ligeledes til biblioteket i Alexandria hvor dygtige lærde sammenfattede dem til en form som desværre ikke er bevaret på græsk, men kun i oversættelser til latin, syrisk, hebræisk og arabisk.
I midten af det 9.årh. samlede den kristne syriske læge i Baghdad, Hunain ibn Ishaq, alle de Galenskrifter han kunne opspore, udvalgte de bedst overleverede og oversatte dem til syrisk og siden arabisk. Med sin oversættelsesbedrift skabte han et fagsprog som kunne gengive Galens græske lægesprog.
De arabiske læger tog Galen til sig og videreudviklede og systematiserede lægekunsten. Dette gælder især Avicennas Canon fra omkring år 1000.
Mange af de nye tekster som i vore dage føjes til Galens værk, er oversættelser af filosofiske tekster som nu kun er bevaret på arabisk.
Men da vestlige læger (i Salerno og Toledo) i det 11.årh. ønskede at udvide den traditionelle latinske tekstsamling Articella ved at genoversætte Galen fra de arabiske oversættelser, og da det samme skete i det 13.årh. (i Paris og Montpellier), blev resultatet ofte en forvanskning af Galen.
Derfor betød Byzants’ fald i 1453 en mulighed for at vende tilbage til den oprindelige Galen.
Da græske flygtninge fra Byzants søgte tilflugt omkring Ravenna, bragte de nemlig håndskrifter med sig som de kunne få penge for. Interesserede læger opkøbte dem og begyndte at oversætte dem direkte fra græsk til latin.
Dermed fik Galen omsider sin renæssance, og den første trykte samlede udgave med græske typer udkom i 1525. Den bekostelige investering betalte sig dog ikke, for der var ikke mange som kunne læse græsk, men et væld af nye oversættelser til latin fulgte.
I mange universitetsuddannede lægers verden blev Galen detroniseret i 1543, da Vesalius publicerede sin kritik af hans anatomiske viden, men i den øvrige lægeverden blev Galen brugt og misbrugt til midt i det 19.årh.
Læren om ”non-naturals” er stadig gyldig.
I vore dage kunne man måske kalde dem ”de 6 områder for ikke-nedarvede helbredspåvirkninger”.