Sundhed og museer i 2.0

En aktuel diskussion for tiden handler om brugerinddragelse i sundhedssystemet. Man taler ligefrem om en ‘patient 2.0’ på linie med et ‘web 2.0’ eller ‘museum 2.0’  som et udtryk for det fokus på brugerinddragelse, brugerdreven innovation og brug af nye teknologiske muligheder til at skabe fællesskaber, som er blevet et mantra i mange forskellige sammenhænge.
På mange måder synes 2.0-tanken at være positiv: Det er en bevægelse væk fra en énvejskommunikation fra sundhedspersonale-patient eller museumsformidler-publikum og hen mod en mere dialogisk form, hvor ‘brugeren’ (af sundhedssystemet eller museet) inddrages og bliver medskaber og medansvarlig for sin egen sundheds-/museums-oplevelse. Sat på spidsen kan man måske formulere det som en bevægelse væk fra en tanke om en autoritativ opdragerstemme hen mod hvad man kan kalde et fokus på brugerens ‘personlige udvikling’. Det er individet, der er i fokus, og ikke institutionen.
Men denne ’empowerment’ af individet har også nogle potentielle negative konsekvenser. Særligt fordi det risikerer at skjule, at sundhedssystemet/museet har nogle interesser i at styre retningen af individets udvikling. Brugeren skal inddrages, ja, men til hvad? Og i hvis interesse?
Iben Charlotte Aamann havde i sidste weekend en artikel i Dagbladet Information med titlen “Sundhed skal styre“, hvor hun analyserer Danmarks Radios serie “By på skrump” ud fra et magtperspektiv. Artiklen i sin helhed er et skarpt og interessant indspark i en debat om individualiseringen af sundhedsfremme, som også patient 2.0 problematikken kredser om. Som Aamann skriver: “(…) nutidens adfærdsregulering virker gennem selvteknologier, hvor individet ledes til selvledelse via det, der ofte betegnes ‘personlig udvikling“.
I hendes perspektiv bliver dette problematisk fordi den ‘blide, normaliserende disciplinering’, som foregår i programmets ‘hjælp’ til overvægtige borgere ‘tager form som omsorg og støtte’, men netop fordi det fremstår som en hjælp til selvudvikling bliver magtudøvelsen (i programmet udført af en psykolog, en diætist og en kendt sundhedsguru) usynlig, hvilket umuliggør kritik.
“By på skrump” er ifølge Aamann “et godt eksempel på, at den enkeltes livsstil er et nøglebegreb i tidens sundhedsfremme-diskurs, mens spørgsmålet om levevilkår er tilsidesat. Det genererer en blindhed over for de strukturelle forhold, der belaster folkesundheden og den enkeltes livskvalitet. Symptomatisk er det således også, at Forebyggelseskommissionen, der tidligere på året fremlagde sine 52 anbefalinger, eksplicit var pålagt at vægte den enkeltes personlige ansvar. (…) Ud over at man fra politisk side dermed unddrager sig at iværksætte gennemgribende strukturelle forbedringer (…) er det bekymrende, at vægtningen af det personlige ansvar akkompagneret af fordringen om at udvikle sig personligt medfører øget risiko for at marginalisere bestemte borgere.”
Flere citater kunne fremdrages, men læs hellere artiklen selv. Artiklens kritiske vinkel på den stigende vægtning af personligt ansvar i sundhedsfremme har også vægt i forhold til en bredere diskussion af patient 2.0 tanken, som eksempelvis Finn Olesen beskæftiger sig med. Det er en diskussion, hvor der som nævnt også kan fremhæves positive aspekter – det handler i høj grad om graden af refleksion over egen magtposition og viljen til at tage patienten alvorligt.
I forhold til museum 2.0-tanken maner kritikken i mine øjne til refleksion over (mindst) to ting:
For det første, at selv hvis et museum ønsker en større grad af kommunikation, interaktivitet og inddragelse af deres publikum, så er der stadig institutionelle mål og rammer – og implicitte eller eksplicitte didaktiske formål med udstillinger! – som kommer til at styre interaktionen. En museumsinstitution eller museumsinspektør  er en magtudøver i kraft af sin autoritet og sit valg af medie, og der er grænser for, hvor meget og i hvilken retning, publikum kan være medskabere af en udstilling, et community, eller andet. Muligvis vide grænser, men grænser, det nok er værd at reflektere over for sin egen og publikums skyld.
For det andet, at alle publikum måske ikke altid har lyst til at blive inddraget – og at et fokus på inddragelse også kan placere mere traditionelle museumsgæster i en fremmedgjort eller marginaliseret position. Ligesom museum 2.0 er nyt for museerne er det også nyt for en del publikum, så et fokus på museum 2.0 praksisser vil også henvende sig til nogle publikummer og ikke andre. Så, kort sat op: Hvilke didaktiske intentioner har museet, hvor går grænsen for brugerinddragelse og til hvem henvender museet sig?