SPYT FORBUDT!

Bakterier bor i spyt og kan smitte med sygdom. I dag ved vi det godt. Men i starten af 1900-tallet lærte store oplysningskampagner mod tuberkulose os at holde på mundvandet og synke spytklatten.

Host i ærmet! Husk at vaske hænder! Hold lige en hånd for, når du nyser! Rådene er børnelærdom. Vi er opflaskede med, at snot, slim og spyt smitter, og at vi helst skal holde det inden for svælgets fire vægge. Skulle nogen have glemt det, så har COVID-19 været en huskekage bagt på en klæg dej af afstandskrav og håndsprit.

I dag har vi lært, at vi alle er potentielle smittekilder. Et host kan sende millioner af mikrober fra mig til dig, et nys kan bære på bunkevis af bakterier. Og for det meste opfører vi os derefter. Men den lektie lærte vi først for alvor i bakteriologiens guldalder i slutningen af det 19. århundrede. Derefter blev den for alvor indprentet med store oplysningskampagner mod spredning af tuberkulose nogle årtier senere. Efter at bakterierne dukkede op i mikroskopglasset, tog kampagnerne nemlig et seriøst livtag med blandt andet de offentlige udgydelser af mundvand og gik til angreb på én af tuberkulosebakteriens foretrukne gemmesteder: Spytklatten.

Tuberkulosekampagnerne lærte os at lade være med at spytte på gader og stræder. Vi fik øjnene op for, at spyt kan smitte, ja, at vi alle sammen faktisk går rundt og kan smitte. På den måde er kampagnerne et eksempel på, hvordan epidemier ændrer os; vores omgangsformer og syn på hinanden. Og så er de en interessant påmindelse om, at vores samfund måske lige nu også er under forandring.

En dræber af dimensioner
I Medicinsk Museions udstilling Det Indsamlede Menneske er der en montre fyldt med knogler. Midt i montren står en torso og hælder lidt til den ene side. En mørk masse har trukket ribbenene sammen. Det er lungehinden, der har lagt sig som en fortykket lim og forkrøblet brystkassen. Torsoen stammer fra et menneske med lungetuberkulose; en sygdom, der skyldes bakterien M. Tuberculosis, og som i tilfælde af lungetuberkulose angriber lungevævet. Tuberkulose er en smitsom sygdom, der for eksempel spredes, når en smittet person nyser, hoster, taler – eller spytter.

Torsoens ejermand er ét ud af en ufatteligt lang række mennesker, der i tidens løb er bukket under for tuberkulose. I dag kan den bekæmpes med antibiotika, men på verdensplan dør stadig over en million mennesker af tuberkulose hvert år.

Selvom der er fundet spor af tuberkulose i 5000 år gamle egyptiske mumier, så var det i 1800-tallet, at tuberkulosen for alvor kom på dagsordenen i Vesten. Folk rykkede tættere sammen i de snart trange byer. Hygiejnen var til at overse. Det var fede tider for en hårdfør bakterie, der kan overleve selv i indtørret spyt. Men det var også mod århundredets slutning, at enkeltpersoner, fagfolk og foreninger mange steder i Europa for alvor tog kampen op.

Gulve svømmende af spyt
”Man kan ikke komme ind i nogen Kupé uden straks at finde Gulvet svømmende i Spyt”, kunne man læse i Stubbekøbing Avis i 1896. Det var Rigsdagsmedlem Bluhme, der i en Rigsdagsdebat ville ”den fæle danske Last at spytte alle Vegne” til livs. [i]

Spytteriet nåede op på højeste politiske niveau, men rakte langt ud over politiske debatter. Spytklatten blev en folkesag. Private foreninger over hele Europa gik i gang med et omfattende oplysningsarbejde: ”Do not spit!” og ”Nicht auf den Fussboden Spucken!” formanede plakater fra husmure. I Danmark kunne man fra 1913 stoppe op på fortovet og se de nye, hvide emaljeskilte med det røde lorrainkors på gadehjørner og murværk: ”Spyt ikke på Fortovet!”.

Der blev opstillet spytbakker på offentlige steder, nogle foreninger uddelte spyttekrus, man kunne harke ned i. Spyt-forbudt-plakater hængtes op i togkupéer, på restauranter og venteværelser. I Københavns Sundhedsvedtægt fremgår det endda, at det blev forbudt at spytte på fortovet i 1918. [ii]

Det så ud til at virke. I hvert fald berettede en ældre læge fra en togrejse allerede omkring år 1900, at der før i tiden lå ”en Sø af Spyt” foran de tobaksrygende bønder. Men at det nu vist var ”en sjælden Undtagelse at se en Spytteklat på gulvet.”[iii] Var det mon tidsånden, der var en anden, gættede lægen? Eller var det nærmere forbudsplakaterne i kupéerne? En hakker i toget var i hvert fald blevet upopulær.

Sygdom under mikroskop
En del af årsagen gemmer sig i et laboratorium i Berlin i slutningen af 1800-tallet. Her opdagede lægen og bakteriologen Robert Koch i 1882 tuberkulosebakterien, og man fandt endegyldigt ud af, hvad der spredte sygdommen.

De små, dødbringende klatter, der tonede frem i mikroskopglasset, gjorde op med en lang diskussion om, hvordan sygdom spreder sig. Var det Guds straf over en syndig menneskehed, da pesten ramte? Spredte kolera sig i luften, så man måtte brænde svovl og enebær for at rense den ud? Åbenbart var det altså mikroskopiske, umælende væsner, der kunne få menneskekroppe til at kollapse på samlebånd. Væsner der tilmed bor i os og på os, bliver fragtet rundt af os og spredt gennem os.

For tuberkulosebakteriens vedkommende sværmede den især i den tuberkuløses spyt. Her kunne den overleve selv efter spytklatten var tørret ind og kunne sprede sig ved at blive hvirvlet op i gadestøvet. Spytteriet var altså oplagt at gå i kødet på.

Anti-spytte-kampagnerne var dog langtfra enkeltstående. De var et led i en større oplysningsindsats, der informerede om, hvordan tuberkulose spredtes, og hvad man kunne gøre for at forhindre det. Der blev bygget sanatorier, hvor tuberkuløse blev indlagt til pleje og hvile, og senere fulgte store folkeundersøgelser og smitteopsporinger.

Meget fra kampen mod tuberkulose kender vi godt i dag: Store oplysningskampagner, designet mod at ændre vores adfærd, og foreninger til bekæmpelse af enkelte sygdomme er to eksempler på nogle af de ting, der har rødder i tuberkulosebekæmpelsen.

Epidemier ændrer os
Tuberkulosen var med til at ændre måden, mennesket opførte sig på. Gennem verdenshistorien har epidemi efter epidemi gjort det. Og mon ikke, at den vi står i nu også vil det. Spørgsmålet er: Hvordan? Bliver det ligeså unaturligt for os at give et håndtryk til en fremmed, som det blev for en tobaksrygende togpassager at spytte på gulvet?

Tyg lige på dén, næste gang du sender en spytklat afsted – eller lader være.

[i]Citeret efter Klaus Larsen: ”Smitstof”, 2014

[ii]Stubbekøbing Avis, 8. december 1896, tilgået via Mediastream

[iii]Blomquist, 2020

Referencer:

Larsen, Klaus: Smitstof, 2014

Varberg, Jeanette og Duedahl, Poul: Den fjerde rytter – 10.000 års epidemihistorie, 2020

Blomquist, Helle: ”Kampen mod tuberkulose” i Historiske Meddelelser om København, 2000

Larsen, Klaus og Jacobsen, Kurt: Ve og velfærd, 2007

Lungeforeningen: Lunge.dk