Sus Foldager Skibslægen sejler i Atlanten og skal pludselig tage sig af en syg kineser om bord. Hele besætningen kan følge med i lægeundersøgelsen, når kineseren f.eks. lægger sig i stilling til temperaturmåling. Der er gang i kreativiteten for at få tiden til at gå under den lange sejlads. Læs de øvrige afsnit her.
7.
Damperen ”Manchuria” sejler for fuld kraft ned i den spanske sø, Atlanterhavet vest for Frankrig, Spanien og Portugal, med skibslægen Arne Faber om bord. I sine dagbogsnotater beskriver han sit liv om bord efter 27 dages togt.
Om morgenen bliver han som oftest vækket af kaptajnen eller en anden officer:
10-1-1901
OP! Dokter! Højt til Loftet, vidt til Væggen og Restauration i Kjælderen”! Hvad kan De forlange mere?” Og op foer jeg – 7½ Morgen. Solen endnu ikke oppe, 8 miles borte skimtede vi Normandiets Kyst. Skibet svingede mere og mere Syd paa; og staar nu for fuld Kraft ned i spanske Sø, men Vejret er foreløbig elskværdigt. – Solen er nu fremme og jeg har en Times tid siddet ude på Dækket og røget min Morgenpibe.
Efter smult vande i den nordligste del af den spanske sø, kommer de ind i en storm. På den 30. dag beskriver skibslægen igen Atlanterhavet som ”elskværdigt”, skønt ”skibet ruller så det står efter”. Han står og betragter klipperne ved Portugals kyst og forestiller sig tidligere tiders søslag med admiral Nelson, da der kommer en kæmpe skylle ind over skibet. Han fortrækker hurtigt til sin kahyt, hvor han bruger højre hånd til at skrive brev med og den venstre til at holde i bordkanten. Samme aften, d. 13. januar 1901, bliver der holdt russisk nytårsaften med and til middagen, og skibslægen roser generelt maden om bord. Hvordan den øvrige besætnings mad har været, melder historien ikke noget om. Ofte havde den menige besætning og officererne hver sin kok.
Efter 33 dage bliver besætningsmedlemmerne mere og mere kreative for at få tiden til at gå. Der opstår også lægeligt arbejde, som skibslægen må tage sig af. En kineser er syg. Han har ikke spist mad (schov-shov). Her slår den hidtidige kommunikationsform, hvor man løfter et øjenbryn for at få en drink, ikke til længere. Besætningens soveforhold er med mange mennesker i samme rum, således at mange får fornøjelsen af at overvære den lægelige undersøgelse:
6. Brev Middelhavet 17-1-1901.
Livet ombord! –
”Dokter! Skal vi se at faa lukket det skylight”! – for nu spuler vi! Jeg vaagnede op Klk. 7 Morgen og saa mig forvirret omkring – og opdager Styrmandens Ansigt visende sig gjennem Loftsventilen. I det samme – puh – en Pjadsk Vand lige i Ansigtet. – Op foer jeg – og i Klæderne. 2 Æg og en Kop The – og med Snadden i Munden stiller jeg saa hos Kaptainen for at hente ham til vor sædvanlige Morgentur – op og ned af Dækket – takt faste Slag! – 1-2, 1-2. Vi begynde med Langelinje, gaar ind gjennem Byen, ud forbi Frihedsstøtten, Vesterbro og Frederiksberg Allé, paa vejen nikker jeg op til No. 25, og ender saa ved Runddelen ”Saa Dokter! Nu skal vi ind hos Josti og have os en Morgenbitter”! Og saa gaa vi hjem igjen. – Saa kommer A-hu løbende (en af Kineserne) – Uh! Dokter! Sich man! No schov-shov to day”! Jeg hen i Kinerserhulen forude og finder Manden i sin Køje, ”mangasaki – turn – udon – chiwa – puh-hu-O!” klager han. – Jeg opgiver ham som haabløs (som menneske betragtet) og faar fat i en af de engelsktalende Kinesere, der kan tjene som Tolk. Efter at have udspurgt ham, kommer jeg med Thermometret. Han tror det er en Kniv og farer forfærdet op; det lykkes dog til sidst at gjøre ham mine Hensigter begribelige; og til stor Grin for alle Kineserne lægger han sig i Stilling, – naa! Næste Dag spiser han 3 Pund Ris og et Pund Kød og alt er ”all right” igjen. Saa kommer en lille Arbejdstime for at forøge mine engelske Kundskaber, – men Solen skinner, jeg maa ned efter min cykle for at samle Appetit til ”Tiffin” og jeg cykler saa ½ Times Tid rundt i Skibet. Engang imellem bevirker jo Skibets Gyngen, at cyklen vil en anden Vej end jeg – og jeg føjer den naturligvis.
Besætningen fortsætter med at finde på underholdende udfordringer, og da det bliver skibslægen for meget, truer han med at bruge sin magt i form af amerikansk olie, der virker afførende. Han forsøger også at forberede sig fagligt til de sygdomme, der findes under de kommende himmelstrøg, men han har vist lidt svært ved at koncentrere sig med al den leben, der er omkring ham. Om bord på “Manchuria” omtaler officererne deres måltider som ”Tiffin”:
Ved Tiffin er der en ulykkelig Sjæl der rejser Spørgsmaalet: Den Ptolemæiske Læresætningen. Ingen kan Beviset, og der opstaar en større Diskussion. Efter bordet gaar jeg rundt i Kamrene, og overalt finder jeg Officererne siddende og regne Mathematik for at finde ”ptolemæses – men forgæves – Kaptainen bander og paastaar han bliver ”blød”; Styrmanden foreslaar, vi paa Rejsen skal lægge til ved Athen for at spørge ”Ptolemæus” selv – og jeg som Læge maa til sidst nedlægge det strængeste Forbud mod, at Nogen beskjæftiger sig med det Emne, med Trussel om, at jeg vil komme amerikansk Olie i Suppen til Middag – Saa ned til Klaveret, men afbrydes midt i ”Drot og Marsk” af 3die Styrmand der foreslaar en ”Skak”. Klokken er imidlertid blevet 3 og jeg lukker mig inde et Par Timer for at læse om Pest, Malaria og ægyptisk Øjensygdom, hvis jeg da ikke bliver afbrudt af Maskinmesteren, der vil have mig med ned i Maskinen for at inspicere – eller afbrudt af Maagerne, der i store Skarer flokkes om Skibet – for at samle op hvad der falder udenbords – eller af Delfinerne, der danse foran Skibet. Og inden man ved et Ord af det er Klokken blevet syv og alle Officererne samles hyggeligt om Middagsbordet og bagefter til en Passiar, hvor Styrmanden fortæller haarrejsende ”Historier” fra Kongo, og Maskinmesteren endnu værre dito fra Amerika. – Og vi skilles og gaa hver til Sit for paa langs i Køjen at tilbringe endnu en Læsetime før Bølgernes Kluk mod Skibssiden luller en i en blid Slummer. –
