Sus Foldager På grund af tåge kan julemaden ikke indtages, før fyrskibet er fundet. Skibslægen indleder julefesten med klaverspil, selvom klaveret ikke er stemt endnu. Fra dækket bimler og bamler det til advarsel for de andre skibe i det tågede vejr. Skibslægen får tid til at studere de belgiske damer, mens skibets egne skruebrækkere lodser kul i et lockout-ramt Antwerpen. Læs de øvrige afsnit her.
3.
Det bliver juleaften, da ”Manchuria” befinder sig midt på Nordsøen i dyb taage på vej til Kina. Julemiddagen kan ikke afholdes, før de har fundet fyrskibet, så de er sikre på ikke at støde på grund. Men så kan skibslægen også indlede festen med klaverspil:
”Juleaften ombord”
”Ingen Gaasesteg, før Fyrskibet er fundet” raaber Kaptainen ned. Taagen bliver dybere og dybere, Lodsen ved Ingenting, og vi alle studerede Søkort og speidede ud i Horizonten efter det ulykkelige Fyrskib – ”Victoria!! Endelig Klk 9 Aften passere vi det og først da gik vi til Bords.
Festen indlededes med, at jeg spillede Overturen til Elverhøj, medens Skibsklokken ude fra Bakken ringede Julen ind, skønt dens Bestemmelse var at advare andre Skibe. Resultatet var nemlig blevet, at vi maatte kaste Anker midt i rum Sø. Ja saa sendte vi Alle en varm Hilsen og Tanke til dem ”derhjemme” Alle enige om at man kunde tænke sig at bedre Sted at holde Juul paa end Nordsøen.
”Manchuria” anløber havnen i Antwerpen 1. juledag. Undervejs opad floden mod havnen har skibslægen talt 3 dampere og 1 sejlskib, der er gået på grund, hvoraf det ene var sunket.
I Antwerpen skal de have lastet 3500 tons kul på skibet. Arbejdet på havnen er ramt af arbejdsnedlæggelser og opholdet i Antwerpen bliver derfor længere end planlagt. Arbejderbevægelsen var ved at etablere sig i disse år og strejker var et centralt middel til at gøre opmærksom på arbejdernes funktioner. Arbejdsgiverne svarede igen med lockouts. Skibslægen oplever den store lockout og den fagpolitiske aktivitet i havnen, der forsinker lastningen af kul. Deres egne folk må laste og være “skruebrækkere”, hvorfor de må tage deres forholdsregler, når de færdes på havnen:
2. Brev (dag 6)
Onsdagen 26-12-1900Antwerpen naaede vi Klk. 2½ Eftermiddag. Smuk og tiltalende fra Søsiden. – Snavset, leret, naar man spadserer igjennem den. Manchuria ligger ved Quaien midt i Byen i en ”Frihavn”, men hvad er det?? Tomt for Arbejdere, ingen Lodsning, der imod en Vrimmel af Soldater. Aarsagen var en stor Lock=out for alle Havnearbejdere – og Belgierne ere som bekjendt et livligt Folkefærd. Inde i Gaderne og udenfor Frihavns Plankeværket vrimler det med lediggaaende Arbejdere der hvert Øjeblik samles i store Klynger og diskuterer Stillingen. Hver gang vi gaa i Land ledsages vi af Soldater; og Uniformer banlyst saa snart vi forlade Skibet. Vi skal nemlig have 1500 Tons Kul med og Lodsningen sker nu ved egne Folk; og det er naturligvis ikke velset.
Arne Fabers søn har beskrevet sin far, som en person der interesserer sig meget for mennesker. Det er tydeligt i dagbogen, hvor der er mange beskrivelser af de mennesker skibslægen møder undervejs:
Belgierinderne ere slet ikke ilde, man mærker man nærmer sig Frankrig, høje, mørkøjede, med Haar som de forstaa at sætte (ingen Cleo de Meroder), bøjet Næse, og de forstaa at klæde sig, men smører sig nederdrægtigt.
De unge Piger og Drenge ere voxne i 12-13 Aars Alderen. De fleste mindre bemidlede Kvinder gaa barhovede, rimeligvis for at vise deres smukke Haar. Electriske Sporvogne sér man ikke en af i Byen, lutter ”grimme snavsede énhestede Vogne med en gyslig “Tuden i Horn” i stedetfor Klokker.
Der var også kvinder med til søs. Det skete at officererne har taget deres familie med om bord. Derfor er der også i ”Lægebog for Søfarende” 1892(1) et tillæg om fødsler, kvindesygdomme og sygdomme hos pattebørn. På togtet til Kina er der også hustruer om bord. I Antwerpen, hvor ventetiden bliver lang sender Kaptajnen og styrmanden bud efter deres koner. Imidlertid har de kun fået 1000 tons kul indenbords på grund af strejkeforholdene, hvorfor de muligvis forlader Antwerpen for at få kullene andet steds, inden konerne når at komme frem. Arne Faber skriver på den 12. rejsedag:
3die Brev
Antwerpen 1-1-1901
… Jeg er nærmest ligeglad, jeg har efterhaanden faaet nok af Antwerpen, med dens snavsede Gader og daarlige Brolægning og Regnvej hver anden Dag, Kastanieristerere paa Gadehjørnerne og kæmpemæssige Honningkager i hvert 3die Vindue og Vogne trukket af magre Hunde – naa – jeg mener nu ikke alt hvad jeg siger….
Reference:
(1) Hornemanns Lægebog for søfarende, indeholdende vejledning til en forbedret sundheds- og sygepleje i handelsskibe, Autoriseret af Indenrigsministeriet til Brug for Skibe paa længere Rejser. Syvende oplag, gennemset og til dels omarbejdet, af H.A. Breuning-Storm, Dr. Med., Overlæge i Søværnet. København, Forlagt af V. Pio’s Boghandel. 1892.
