Sus Foldager “Manchuria” sejler meget roligt i “Den Spanske Sø”, men der opstår en uhyggelig tåge, der vækker skibslægen midt om natten. Skibet lægger til ved togtets sidste udenlandske destination, le Havre. Skibslægen nyder stranden og badegæsterne i Trouville.
28.
På togtets 157. dag sejler damperen ”Manchuria” nord på langs den spanske vestkyst. Skibslæge Arne Faber skriver i sin dagbog, at Atlanterhavet er som en stor landevej, og uafbrudt møder de masser af nord- og sydgående handelsskibe foruden 10 russiske panserskibe, som de kipper flag for. Der bliver elskværdigt hilst tilbage. Kort efter sejlede 10 hvaler forbi. Skibslægen finder nu skibets blide bevægelser behagelige, og han nyder solskinnet, selvom temperaturen ikke længere er til ”Longchair” på dækket. De får brevduer om bord, og nattesøvnen bliver ødelagt af uhyggelige tågehorn:
23de Brev. 29-6-1901
Cap Quessant.
Det er vist noget af en Røverhistorie med Spanskesø’s Frygtelighed. I alt fald har vi baade i Januar og nu i Juni haft det bedste Vejr af Værden. – Midt ude i Spanskesøen kom 6 Brevduer flyvende og satte sig paa Rælingen; vi lavde en Snare og fangede to for at læse Navn og Nummer, som saa naturligvis indberettes paa rette Sted. Efter at have hvilet sig et par Timer og faaet nogen Føde fløj Duerne atter deres Vej.- Vi vare da 60 danske Mile fra nærmeste Land. – Maaske de er fra et Skib; det er meget almindeligt at de store Post-amerikabaade fra Tyskland, England og Frankrig hver Dag i Søen sende en Due afsted for at fortælle Rhederiet at Alt er ”all right”. –
Intet er saa uhyggeligt paa Søen som Taagen. – I nat Klk 3 vækkedes vi af Taagehornet, der for hvert Minut sendte sine vældige Hyl udover Søen. Skjønt maanen var paa Himlen kunde vi ikke sé 2 Alen frem. Skibet gik ned til 4 Miles Fart. – Uafbrudt hørte man gjennem Taagen Hornene fra andre Skibe; snart fjærnere, snart nærmere; Retningen er vanskelig at bestemme. Man har hele tiden Følelsen af, at det er Nødraab og venter hvert Øjeblik at sé et Skib foran Boven.
Kanalen skal ogsaa være et af de værste Steder for Taage, næst efter New Fundlandsbankerne. –
Aften 30-6-1901
Tågen vedvarer nu på 18. time. I store uformelige Søjler kommer den trækkende hen over Søen, entrer Skibet og lægger sig klamt og koldt omkring En; ustanselig tuder Dampsirenen for langt inde fra Taagemassen at besvares af klagende Hyl, som man anstrænger sig for at opfatte; ustanselig gaar Skibstelegrafen – ”halv Kraft”, ”sagte Fart”, ”stop”, ”halv Fart”, ”sagte Fart”, ”stop”. Lodlinjen kastes ud for at faa Kjending af Stedet, – og atter gaar det langsomt fremad. Echoet fra Sirenen kastes tilbage fra den kompagte Taagevæg og slynges fra alle Sider ned gjennem ens Luftventil, saa man maa sidde med Bomuld i Ørene; Skibet ryster og knager ved den evige Forandring af Maskinkraften, og Fugtigheden driver ned af Dør og Vindu.-
Efter 15 dages sejlads fra Marseille lægger ”Manchuria” endelig til i le Havre, og skibslægen tager straks til Trouville og oplever mangfoldigheden og badelivet:
Nordsøen 4-7-1901
Vi naaede saa endelig le Havre den 1ste Juli om Aftenen og opankrede paa Rheden til Klk 8, da de store Bassinporte aabnedes, hvilket sker de 2 Gange om Dagen, da Vandet i Kanalen staar ligesaa højt som i Bassin’erne.
Min første Gjerning næste Morgen var at sejle over Seinen med en Dampbaad til det lige overfor liggende ”Trouville”. – Saison’en var desværre ikke rigtig begyndt, men der var nok at se endda.
Opad skovbevoxede Skrænter laa der i mindst ½ Mils Udstrækning, et Mylder af smukke Villaer, der ned mod Stranden samlede sig til en hel lille By, og her concentrerede hele Badelivet sig. – 20-30 store Hoteller og Guderne maa vide, hvor mange Restauranter, Beværtninger Cafféer, amerikaner-bar’er, Conditorier o.s.v. –
Foto: Skibslægens samling fra togtet.
Her er noget for enhver Smag. – Her Plads for den tyske Skolelærertype, som sparer sammen hele Aaret og som giver 5 Øre i Drikkepenge – Plads for Millionærdatteren der rejser over Atlanterhavet for at søge Navneforandring. – Her er smaa hyggelige Skovdale, hvor de franske Marquiser ved en Duel kan afgjøre deres mellemværende med Pariserjournalisterne. – Her er Spillebanken hvor man kan tabe en Formue, hvis man har nogen. – Her kan man sé Charlotte Wiehe og Sara Bernhard og høre den fortræffeligste Musik.-
Men alt dette var dog intet, hvis der ikke var den Strandbred. – I en Udstrækning 6. Gange saa bred som Gillelejes – glider det gulhvide Sand jævnt over i Havet, der ved sin Ebbe og Flod bevirker, at Vandet altid er passende haardt. For Øjeblikket er Børnene de dominerende, Børn i Kniplinger og Børn i Bomuldskjoler tykke, fede Boller og smaa blegsottige, artige Børn med Snotnæser og raffinerede arrige Unger. Alle barbenede leve de et rent Eldoradoliv her. – De kan hverken blive kjørt over eller falde ned fra 3die Sal, de kan bygge Fæstninger og fange Søstjærner og lege Begravelse. – Kun naar Floden kommer, strømmer ængstlige Ammer og Mødre til for at de kjære Smaa ikke skal blive et Bytte for Hundestejlerne eller den Hval, der engang imellem forvilder sig hertil Kysten.
