Skibslægens togt til Kina 1900-1901 (25)

Skibslægen sidder til bords med tusindben, slanger og edderkopper, da han fejrer pinsen på “Det Indiske Ocean”. Han bliver uvenner med sin abekat, men sundhedstilstanden er som sædvanligt upåklagelig.

25.

I Malaysia var regntiden begyndt, da skibslægen Arne Faber afsejlede fra øen Penang om bord på damperen ”Manchuria”. Med kurs mod vest, syd om Indien, opleves det omskiftelige vejr, hvor det herligste solskin i løbet af 5 min. forandres til en styrtregn, hvor himmel og hav står i ét. Den stærke blæst bevirker, at det regner både opad, nedad og vandret. En time efter er det blikstille, blå himmel og smilende sol. Skibslægen skriver i sin dagbog, hvordan officererne fejrer pinsen 1901 om bord, men han bliver gnaven, da han lærer en ny sømandstradition at kende: 

Pintsen ombord fejredes naturligvis. Klk. 4 om Morgenen vækkede Styrmanden mig for at jeg skulle sé den traditionelle Soldans fra Frederiksbergbakke (ɔ: ”Skibsbakken” forude), men desværre! Solen sov blideligt – heldigvis! Da jeg som Følge deraf hurtigst muligt krøb i Seng igjen. Efter en blød Formiddag begav vi os til det højst fantastisk indisk-japanesisk-kinesisk udstyrede Middagsbord. – Alle Kahyttens elektriske Lamper skjulte i japanesiske Lygter; kinesiske Vægdekorationer – med Motiver fra Folke og Fugleliv. – Paa Bordet stode 3 af ”Frugtbarhedens” Guder i Træ og Porcellain, og i Mangel af Blomster slyngede sig om Couverterne Tusindben, Hugorme, Edderkopper, Øgler og Slanger – (i Attraps!) Paa Væggen krøb Masser af levenede Kakkellakker og rundt i Luften svirrede Cobrabillerne. Champagnen var fortræffelig og Røgen fra Cigarerne slyngede sig i muntre Svingninger rundt om éns Næse. – Henne forude dansede Matroserne til Musik af Horn og Harmonika, medens de 5 Abekatte stode paa Hovedet af Begejstring og ved Pianoet sang og spillede Mrs. Owen (en Englænderinde) engelske Soldatersange og amerikanske Negersange, medens 2 røde og en gul Papagøje gjorde deres Bedste for at bringe Harmonie i det Hele, ved høje Skrig. –

En Dag tog jeg ”Messingjens” (min Abekat, der selvfølgelig af mine Omgivelser er døbt om og kaldes ”lille Arne”) med op i foreste Mast for at lære den at klatre; neppe er jeg naaet op til øverste trin i Vantet, før jeg mærker Stigen ryster under mig. – Jeg sér ned og opdager en af Matroserne i fuld Fart op efter mig; og kommen op begynder han at surre mig fast til Vantet; jeg bliver gnaven og giver ham min Abekat lige i Hovedet, men faar saa at vide at det er en gammel Sømandstradition overfor Alle som første Gang gaaer i Formasten; det kostede mig 2 Flasker Portvin og min Abekats Venskab. –

Efter en vel lang rejse kom der endelig land i sigte. Afrikas Horn, viste sig snart med sfinksagtige bjergformationer mod en luende rødviolet aftenhimmel. Samme aften svingede de ind i Rødehavet, og den afkølende effekt af Monsunen forsvinder. Skibslægen har heldigvis sit kammer i vindsiden, men sveden hagler ned. Han skriver:

                                                                                                                                                 Juni 1901           Røde Hav
Og nu er vi i Rødehavet. Temperaturen, som i indiske Ocean var taalelig paa Grund af Monsunen, steg jævnt som vi gik mod Nord og er nu her i det berygtede røde Hav naaet til 37 °C (29 °R) (Legemets Temperatur) i Kamrene paa Læsiden, heldigvis har jeg Luvard paa min Side, hvor der kun er 25-26 °. Nætterne tilbringes snart paa Sofaen snart i Longchair, snart i Stretcher paa Dækket. – Delfinerne Haane os paa det Frygteligste; midt om Dagen i den stærkeste Solhede – springer de indtil 2-3 Alen op over Havets Overflade – og blot vi løfter Øjenbrynene for at følge en forbigaaende Damper, hagler Sveden i Spandevis ned af os. – Men alligevel er Varmen dejlig, og godt er det, vi stadig gaaer mod Sommer; Overgangen bliver derved ikke saa brat som hvis man fra 29 gr.s Varme skulle hjem at løbe paa Ski. –
Alt vel ombord! Sundhedstilstanden upaaklagelig. –

Skibslægen har som oftest oplyst om en upåklagelig sundhedstilstand om bord. Man kan undre sig lidt, når både tidligere og senere tiders sømænd i dagbøger og interviews f.eks. har omtalt kønssygdomme som et stort problem. Men dagbogen består af breve til skibslægens forældre. Måske var det ikke passende at skrive alle medicinske tilfælde til dem?

I ”Lægebog for Søfarende” 1892 er der et afsnit: ”Den Sømandsstanden egne Letsindighed og Ligegyldighed for at bevare Sundheden”, hvor der står:
”[…] — Letsindighed, Sorgløshed og Ligegyldighed for sit eget Velvære ere Matrosens Hovedfejl, og som en Følge af disse hæfter der 3 store Onder ved Standen, nemlig Drikfældighed, stærkt udviklet Sanselighed (Forplantelsesdrift) og Mangel paa Sans for personlig Renlighed.”

I afsnittet om ”Sanselighed” står der: ”b. Overdreven Sanselighed efter en lang nødtvungen Afholdenhed kan være skadelig, fordi enhver Svækkelse, navnlig i et varmt Klima, har Betydning, men især paa Grund af de ofte efterfølgende veneriske Sygdomme, der hos Sømanden ere farligere, fordi Sølivet ofte medfører, at Sygd. bliver slet behandlet eller i lang Tid overlades til sig selv. Den Letsindighed, hvormed Matrosen udsætter sig for denne Sygdom og trodser den, efter at han er bleven smittet, er ofte utrolig; […]”