Skibslægens togt til Kina 1900-1901 (14)

Skibslægen har oplevet et strålende Singapore og damperen “Manchuria” sejler videre mod nord langs Kinas østkyst. Læs om, hvordan klimaet ændres betragteligt, og skibslægen oplever forskel på besætningsmedlemmernes modstandskraft i dette afsnit af føljetonen.

14.

Skibslægen Arne Fabers togt har nu varet i 85 dage, og de er ved at være klar til at forlade Singapore. Skibslægen har bl.a. været i den botaniske have, og han har for første gang spist ”paa tropisk”: ”Da jeg kom ind til Bordet ledte man næsten forgjæves efter sin Kuvert. – Hele Bordet var et Bjerg af Frugter”. Den kogte guldfisk, der blev serveret, smagte dog dårligt, og skibslægen lå ”Lig den næste Dag”.

Han fortæller om en aften i Singapore:

Dette foto ligger i skibslægens samling af billeder fra togtet, uden oplysninger i øvrigt. Da det er velkendt, at højtrangerende kinesiske kvinder synliggjorde, at de ikke lavede legemligt arbejde ved at få så lange negle, må vi tro, at fotoet er fra Kina. Disse rige kvinder bar futteraler af sølv eller guld over neglene, så de så lidt mere appetitlige ud.

Skønt der ingen Fest var, havde jeg nærmest Indtryk af en Illuminationsaften i Tivoli. Alle de blaa Huse stærkt oplyste med store og smaaa kinesiske Lygter i alle mulige Farver. Alle de Handlende var ved smaa Borde med Lamper ude paa Gaden, raabte og skreg paa de forbigaaende og spiste Frugt og drak The dertil. – Oppe i Husene hørte man Sang og Spil, og i Vinduerne sad gamle magre Kinesere og røg paa deres Opiumspiber. Igjennem Gaderne foer ustandeseligt Tusinder af Richcha’er med Lygter ved Siderne, og Malayere og Hinduer og Kinesere i deres maleriske Dragter, eller uden dem, spadserende, og løb og gik og raabte og snakkede – og midt i det hele kjørte vi afsted, prisgivet vor ”Rickkamand”, der kun kunde Malayisk, og som vi korresponderede med ved at stikke ham med en Stok i Ryggen og gjøre pantomimiske Fagter.

Men nu sejler ”Manchuria” igen og fortsætter mod nord langs hele Kinas østlige kyst. Skibslægen gør sig betragtninger over det voldsomme klimaskift og besætningens helbredstilstand. Temperaturen er gået fra 28 grader Celsius til -4 grader Celsius, hvilket medfører at kaptajnens kone har fået blærebetændelse, kineserne går for tyndt påklædt, knivene ruster og ganen trænger ikke længere til at fugtes:

14de Brev
”Det gule Hav”, Marts 1901.
Vi forlade Singapore – for om 1½ Maaned at vende tilbage igen – og styrede ind i China søen mellem de Masser af smaa Øer.
Foruden et smukt Indtryk medtog vi fra Singapore endel mosquitos. Morgenen efter Afreisen vaagnede jeg med Arme og Ben højrøde af Bid og disses Resultater. – Naa! – efterhaanden fik vi jaget endel af disse Gæster ud i China-søen, Resten døde af Kulde. – Thi det er nemlig blevet koldt (-circa 4 gr) vi har jo daglig bevæget os mod Nord og for længst har vi overskredet Vendekredsen. Fra den Dag vi forlod Singapore (10/3 – 1½ gr.n.B) til i dag (20/3 – 35 gr. n B) – altsaa 10 Dage – har vi skiftet fra 22½ gr. R – til 4 gr R – og vor Klædedragt har i Løbet af disse faa Dage gjennemgaaet den største Forandring: fra ”Ingenting” til Pels. Forandringen har bl.a. bevirket at Fru Schønning fik blærebetændelse og endel af de tyndt påklædte Chinesere gaa omkring med Bronchitis. Russermandskabet taaler bedre den Slags. Der er ikke meget, der bider på dem. Jeg mærker det bl.a. med Medicin. Under et halvt Vandglasfuldt amerikansk Olie nytter det overhovedet ikke at give dem. En anden Forandring har Stedvexlen bevirket. Før Singapore var Luften knastør, Alt skrumpede ind, Dørene fyldte ikke ud i karmene, Tobakken smuldrende. Her i Chinasøen o.s.v. er Luften derimod mættet med Fugtighed. – Ingen Skuffe kan lukkes mere, Knivene ruster i Ens Lomme, Cigarerne kan ikke brænde og – Ganen trænger ikke til at fugtes. – Men ogsaa dette faar en Ende efterhaanden som vi gaar mod Nord.