Skibslægens togt til Kina 1900-1901 (13)

Pludselig er der én, der tager skibslægen om livet og dækket bliver omdannet til en markedsplads. Der er valnøddebrune Malayere, citrongule kinesere og splitternøgne sortebrune hinduer, der sætter liv og helbred på spil for at transportere skibslægen. Læs næste afsnit i føljetonen. 

13.

Under en varm sejlads om bord på damperen ”Mancuria”, hvor ”varmen står dirrende mellem de utallige palmeøer og små holme” ned gennem Malaccastrædet mellem Sumatra og Malaysia, er skibslægen Arne Faber på vej til Singapore og strædet snævrer sig mere og mere ind:

..indtil det pludselig ved en Svingning aabner sig for Singapores pragtfulde havn. Og strax er Skibet omgivet af Masser af Baade. – En lille Sølvmynt kastes i Vandet og efter den styrter sig paa Hovedet et brunt Legeme, for strax efter at komme op igjen med Mynten i Munden. –

I 29 gr. Celsius og på togtets 79. dag sidder skibslægen og skriver om sit ophold i Singapore. Han betages af nye naturoplevelser, nye kulturer og overraskes af mennesker, der bare gør ting uden at spørge først. Som tidligere på togtet ser vi ham være interesseret i både natur, kultur og menneskenes forskelligheder og livsvilkår, men beskrivelsen af dem er ikke altid lige charmerende for dem. Han skriver fra 7 grader nordlig bredde i 29 grader celsius: 

13de Brev – “Chinasøen” 7gr n.B 23. gr.R

Badet i Sol laa Singapore da vi den 7de Marts opankrede paa Rheden. I en Halvcirkel strakte Byen sig rundt om Bugten, med sine hvide og blaa Huse glittrende i Solen, terrasseformet herfra hævede sig Bagindiens tætbevoxede Bjerge. Bag os mod Syd og Vest strakte Sumatra sig, og mod Syd og Øst lukkedes Bugten af et Utal af smaa paradisiske Øer. – Intet Under at man var højtidelig stemt!! Pludselig er der én der tager mig om Livet. Jeg vender mig om og opdager en valdnøddebrun nøgen Malayer: What is the matter? Spørger jeg. Kakamantumoya – siger han. All right! Svarer jeg – og saa forstod jeg, at han var i Færd med at tage Maal til Tropetøj. – Esabatu! Er der én der raaber og stikker mig en Seddel i Haanden. En citrongul Kineser staar foran mig. Jeg tager Sedlen, der er en Anbefaling fra en dansk Kaptain, og læser: ”Denne slyngel har vasket mit tøj, der manglede kun 3 stykker; han snyder ikke mere end de andre”.- ovb. Jensen. – All rhigt siger jeg og giver ham alt mit Vasketøj i Hovedet. –”Singaluki nankinjako” raaber saa en sortebrun Hindu – og i et Nu er hele Pladsen foran mig lavet om til et Marked. Kakitøj og hvide Sko, Silkesjaler og pyjamas (Natdragter) Rubiner og Diamanter, Bananer og Lemoner, Koralstokke og Blæksprutter – og hvad ved jeg. – Jeg laaser min Dør omhyggeligt af, jumper ned i en ”Sampan” (malazisk Baad og ror i Land. –  De hvide Huse skær i Øjnene, da jeg sætter Foden i Land, og man trykker sin Tropehat dybt ned i Panden, – men maa hurtig have den op igjen, da man pludselig opdager sig omringet af 10-12 smaa Kjøretoier, tohjulede Gigge trukne af kraftige, splitternøgne (dog Livbælte) Hinduer, der er Intet Andet for end at give sig én af dem i Vold, og afsted gaar det i stærk Fart (de løbe vist nok deres 1½ Mil i Timen) op igjennem Byen, hvorhen er der Ingen der interesserer sig for, blot afsted. – Singapore er en mærkelig By. – Mondænt Liv og det mest primitive lever Side om Side. – Langs Havnen er det europæiske Kvarter med Hoteller Butikker o.s.v.; men blot 2 Gader op i Byen er man inde i det reneste Kineserliv, der saa godt som leves under aaben Himmel baade Nat og Dag; men Temperaturen er ogsaa i den koldeste Tid 20-24 gr. R. – Alle Husene er himmelblaa, med Altaner og fremspringende Overbygninger; kikker man ind af de altid aabentstaaende Dobbeltdøre, sér man det mest uforfalskede Familjeliv udfolde sig. – Paa Dørtrinet sidder en Moder og ”lusser” sit Favoritbarn, ved det ene Vindue sidder Faderen og udfører sin metier, ved det andet slaas et Par af Ungerne, hvoraf der mindst er 10 til hver Familie – og midt paa Gulvet sidder der 10-12 splitternøgne Skikkelser paa Hug omkring et Bord og jager deres lange Pinde ned i det fælles Ris og kjødfad. Engang imellem farer 2 af dem op, og giver sig til at skjælde hinanden ud, men sjælden eller aldrig ser man Kinesere slaas. – Gadelivet præges af ”Richschauerne”, de omtalte tohjulede Vogne – I tusindevis rulle de gjennem Gaderne (der er overhovedet ingen Folk, der gaa hernede) for den latterlige Betaling af 35 Øre pr Time. – Jeg havde én en Dag i 3 Timer, i det jeg bad ham kjøre ”ud af Landet til” – og paa nær ½ Time løb Manden uafbrudt, jeg forsøgte at faa ham til at hvile sig; men han ville ikke og var endda ikke fjærneste forpustet eller træt. – Et usundt Liv er det naturligvis; ved den Masse af Støv fra Vejen de indaande. Der fortælles ogsaa at de ikke holde ud mere end 3 a 4 Aar; og at Halvdelen af dem dø af Brystsyge. – Herlige Skikkelser ser man mellem Hinduerne. Huden brun og glat, høje kraftige Legemer, med store, aabne, ovale Øjne og et pragtfuldt Tandsæt, jeg forsøgte at fotografere en af dem; men det blev kun en sørgelig Karikatur. – Kineserne ere gjennemgaaende ”grimme” de Fattige blandt dem magre, skidengule, smaa: – de mere velhavende fede bleggule Fuldmaaneansigter og en lasket doven Krop: – men maaske forandrer mit Syn sig ved nærmere Bekjendtskab. –