Sus Foldager “Manchuria” flygter fra en brandstorm ved Tyrkiets kyst for derefter stille og andægtigt at anløbe Port Said ved mundingen til Suezkanalen. Et øjeblik efter er dækket omdannet til en farverig markedsplads. Før skibslægen ved et ord af det, er han at finde i en droske afsted til Araberbyen.
11.
Efter 58 dages togt skriver skibslægen Arne Faber om sejladsen gennem Dardanellerne, som de skal igennem på vej fra Europa til deres næste destination i Asien. Dardanellerne er det smalle stræde mellem Europa og Asien i det nordvestlige Tyrkiet. Det er 61 km langt og kun 1 km bredt på det smalleste sted, så det er meget strømfyldt. Da Dardanellerne samtidig er den eneste vinteråbne sejlrute til et enormt område i Rusland, Ukraine, Rumænien m.m. så er det også stærkt trafikeret og sejladsen er vanskelig (1). Det gør det ikke bedre, at damperen “Manchuria” også løber ind i en storm, som rusker i takkellagen, som er skibets rig: master, bomme, tovværk m.m.
… – men lad os forlade disse Egne, fare tværs over Marmarahavet og skynde os ind i Bugten ved Chanaik . – Og nu ligger vi her sammen med 15 andre store Dampere – af alle Nationaliteter – foruden hele den ”tyrkiske Musik” – jeg mener Flaade – under en Brandstorm. – Hylende og hvinende kommer Vinden rutchende nedad Bjerskraaningerne, styrter sig ud i Dardanellerne som den pisker i et Skum og hæver i toppende Braadsøer, der spiller i det gulgrønne – ryster Skibsskroget, saa det knager i alle sammenføjninger, rusker i Takkellagen og farer ned gjennem Luftventilerne med skingrende Fløjt og Hvin. – Og Stormen fører Hagl, Sne og Regn med sig hvilke i Spandevis strømmer hen ad Dækket. – En Nat og en halv Dag varer det ved; under et lille Ophold i Vejret, flygter vi fra Bugten, styrer ud gennem Dardanellerne og efter et Par Timers Forløb ere vi ude i det mest smilende Solskin. – Disse pludseligt opstaaende Storme skal være ret hyppige hernede mellem Tyrkiet og Lilleasien, men ere som Regel meget locale saa man kan tidt flygte fra dem. –
På togtets 65. dag anløber ”Manchuria” Port Said ved mundingen af Suezkanalen. Det store skib glider stille gennem vandet, solen står op og havnen vågner. Den diametrale modsætning til det netop forladte russiske bureaukrati viser sig for skibslægen:
11. brev Det røde Hav. 17-2-1901
En morgen tidlig stod vi ind i Port Saids Havn. Da jeg Klk 5 Morgen tørnede ud, var det Nat endnu, den tyrkiske Halvmaane stod paa Himlen og sammen med en enkelt Planet og de utallige Stjerner forøgede den Følelse af ærbødig stille Forventning, man kommer i ved at nærme sig et fremmed Land. – Søen var rolig, og stille gled ”Manchuria” gjennem Vandet mellem en dobbelt Række af røde og grønne Lysbøjer der markerede Indløbet. – Inde fra Havnen hørte man en i Styrke stadigt tiltagende Støj af Menneskestemmer og Raab, af Ankerkjættinger der rausede ud, af Kultønder, der tømte sit Indhold i Laster, af Spil, der arbejdede med tunge Vægte. – Stille gled ”Mauchuria” gjennem Vandet – forbi Lesseps ranke Statue med den udstrakte Haand mod Suez. – Men nu! En Lysstribe viser sig i Sydøst, som ved et Trylleslag forsvinder Stjernerne, og med Sydens bratte Overgang, skifter det i et Øjeblik om til den klareste Dag – og badet i Sol ligger Port Said udbredt for os i gule og røde varme Farver. – Ankeret falder – og i et Nu er Skibet omgivet af Masser af smaa Baade og op af Skibssiderne kravler og entrer Jøder og Kristne, Tyrkere og Grækere, Arabere og Ægyptere i et Mylder; i et Øjeblik er Dækket omdannet til et Marked, røde saftige Oranger og Reliquer fra Jerusalem ”Rosenkranse af Perler” Mosaikarbejder og brogede Tøjer – Der raabes og skriges og forlanges svimlende Priser for strax efter at slaa af til ¼-delen; De fylde ens Lommer med vellugtende Sæber og Toiletgjenstande, med Amuletter af uægte Stene og sværge ved ”Allah” og ”Muhamed” at de ruinere sig selv ved at sælge det. – Henne agter er der en Akrobat der slaar Saltomortaler og op fra Vandet lyder flerstemmige Sange til Guitar og Mandolinledsagelse. –
Vi faa fat i en Baad og ro i land; den samme Scene gentager sig. Gaderne er et eneste stort Marked. – Butikkerne, overbyggede med Søjlerækker af Træværk har alle Vinduer og Døre aabne; Kjøbmændene haler én hen til Disken, Førere og Dragere river Pakkerne ud af Hænderne paa én, Hunde og Faar løbe om éns Ben og mindst 20 nøgne Drenge danser en vild Runddans om os, forvildede Skikkelser. – Inden vi véd et Ord af det sidder vi i en Droske og afsted gaar det forbi Kaffehuse, hvor fez, turban og skjorteklædte Mænd sidde med deres lange Piber, forbi Smede, Skræddere og Skomagere, hvis hele Virksomhed foregaar paa Gaden, – forbi stærkt tilhyllede, sortøjede kokette Kvindeskikkelser – og naar endelig ud i Araberbyen. –
Nej! Sikken en Forandring! Midt i en Sandørken en Mængde Træhuse paa 2-3. Stokværker og helt omgivne af søjlebærende Altaner, lange, snevre, snavsede Gader – og saa en Vrimmel af Børn i alle Aldre, splitternøgne – flokkede sig om Vognen, kobberbrune over hele Kroppen, sorthaarede og sortøjede, frække i Miner og Lader, dansende Mavedans eller staaende paa Hovedet.-
