Sus Foldager Skibslægen forlader alle de russiske plager og ankommer til et smukt Japan. Alt er dog ikke lutter idyl: orkan, regn i søjler og en meget lang frokost, som man mister hukommelsen af! Men der er også skønne dansende Geishaer.
17.
Skibslægen Arne Faber har nu været godt 3 måneder til søs. På damperen “Manchuria” har han sejlet 15.558 sømil, som er det samme som 28.813 km. De har brugt ca. 102 kg kul pr. km, så der er foregået nogle lastninger undervejs!
Han har sejlet fra København gennem Nordsøen til Antwerpen, gennem Den Engelske Kanal til Atlanterhavet langs kysten mod syd til Gibraltar Strædet mod øst gennem Middelhavet mellem de græske øer Andros og Euboea til Dardanellerne gennem Marmarahavet til kysten ved Istanbul, derfra gennem Bosporus Strædet til Sortehavet og besøgt Noworossijsk og Gelendzhik og så mod nordvest til Odessa. Derfra sejledes atter tilbage gennem Bosporus og Marmarehavet og nu mod syd langs Lilleasiens kyst til Port Said, gennem Suez Kanalen til Det Røde Hav og gennem “Djævelens Mund” (Bab-al-Mandab strædet) til Det Indiske Ocean og mod øst under Sri Lankas kyst, nord om Sumatra og derefter mod Syd gennem Malakkastrædet til Singapore. Herfra gik det til Dalian i Kina, syd om Korea og nord om Japan til Vladivostok, som er rejsens længste destination. Herefter går turen mod hjemstavnen!
Skibslægen finder ikke Vladivostok grinagtig i længden, så det passer ham fint, da de i april 1901 afsejler fra havnen og styrer mod den japanske kyst. Skibslægen skriver i sin dagbog:
Naa! Wladiwostok er ikke saa forfærdelig grinagtig i Længden; efter at have været til five o’clock Te hos Yarnetskys familie, til Middag i ”Store Nordiske”, besøgt Musæet, og russisk Kirke, hvor Paasken indvarsledes – forlod vi Byen nedsænket i Taage, der foruden Støv og russiske Politisoldater er en af Wladiwostoks Plager. –
Vi stilede op til den berygtede Ø Sachalin med sine 10.000 Forbrydere, vinkede Farvel til Østasiatisk Comp.s andet Skib ”Korea”, der kom et Par Dage før vi gik, kastede et sidste blik paa de smukke Bjærge, hvor Risbøgen saa smaat begyndte at brunes – og styrede ud i Japanesisk Hav, med Skibet beredt til at indtage sin Last hjemefter. – Skibet har været godt 3 maaneder i Søen, har løbet c. 15.558 Kvartmil og brugt for 47.000 Kroner Kul ɔ: c. 2941 tons Kul. –
Skibslægen vil rigtig gerne se Japan, men et frygteligt uvejr falder over dem. Besætningen, i hvert fald officererne, er gode til at finde på underholdning, og det gør de også i ventetiden ved dette uvejr. Formentlig har skibslægen lavet en lille skrivefejl i dateringen af sit dagbogsnotat, da det passer bedre, hvis der stod d. 17. april:
Japan 27 April 1901. Moji – Schimonoseki
For Somme er Japan kun et Navn, for min Ven Yarnetsky var den næst efter Honolulu – Paradiset paa Jorden. For mig, der kun fik Lov til at kigge indenfor Porten, er den desværre kun ”en Anelse”. – Vi kom sejlende ned gjennem Japanhavet og naaede det Øparti, der dannede Indsejlingen til Schimonoseki, da Mørke, Regn og Blæst overfaldt os; hele Natten maatte vi holde den gaaende i rum Sø, da man daarlig i Mørke kan sejle ind imellem Øerne, idet Strømmen her løber sine 6-7 miles. Under stigende Blæst naaede vi næste Dag op til Byen – og næppe havde vi kastet Anker før Stormen brød løs. Lodsen havde halvvejs lovet os en ”Taifun” (Hvirvelstorm), men vi slap med en vældig Orkan. – Skønt vi laa næppe 300 Alen fra Land, saae vi det saa godt som ikke i 2 Dage. Regnen strømmede, nej øsede – nej styrtede ned i tykke Vandsøjler, pidskede Havet, der i en kogende Malstrøm hvirvledes rundt, medens Vinden larmende ruskede i Takkellagen. – Gang paa Gang maatte de fire paa Ankrene for at faa dem til at holde og stadigt maatte Maskinen holde Dampen oppe, for det Tilfælde at Ankrene skulle slippe. I øvrigt var der intet at gjøre andet end at forholde sig passiv. Vi trak Skodderne for Vinduerne i Salonen, satte japanesiske Ballon’er om alle de elektriske Lamper – og holdt Fest. –”
Endelig kom de i land, og den anelse, skibslægen fik at se af Japan, beskriver han meget smukt med regn af frugttræernes blomster, skråninger med røde Kameliablomster og små tempelhuse. “Det straalede og smilte i alle farver”. Markerne lignede små havebede og “japaneserindernes” pragtfuldt ordnede sorte hår er gennemstukket af en blomst. “Et og toetagers Dukkehuse af Træ eller Ler begrænsede gaderne”, der er befolkede af en vrimmel af små sortøjede Japanerbørn, der stolprer afsted i klapsandaler. Skibslægen nåede et besøg i et tehus, hvor han havde en Geisha til bords, og dagen efter trak den japanske frokost ud til midnat:
Fotoet er retoucheret, og formentlig købt af skibslægen.
Om Aftenen gik vi i ”Thehus”! Ved Indgangen maatte vi tage Skoene af og bleve saa førte ind i en for Møbler ganske tom Stue, bleve anbragte paa Puder paa det maattebeklædte Gulv, iført ”Chimoni” (Japanerserdragt, og hver med sin Dame (”Gejsha”) tilbords, sad vi omkring Fyrfad og Stegepande, hvor den højst mærkværdige Middag blev tillavet. – 1) tynd The af ubestemmelig Smag, 2) en Ret tillavet af samtlige Landets Urter, hvori Æg, 3) stegte Kyllinger, slagtede lige før Maaltidet 4) halskradsende Carry med Ris og Svampe 5) syltede Rodstængler af rent ud modbydelig Smag 6) lækre Mandariner. – Alt sammen spist ved Hjælp af 2 Pinde medens ens nydelige 16-18 aarige Borddame a: Gulvdame med de mandelformede lidt skraa Øjne og røde sminkede Læber sad og morede sig kosteligt over éns kejtede Forsøg paa at spise blødkogte Æg med en Pind. – Mellem hver Ret røg vi af smaa Sølvpiber, som vi tændte ved Gløder i smaa askefyldte Leerkrukker. – Efter maaltidet blev Gulvet ryddet; Mandoliner og Githarer kom frem og under Ledsagelse af en meget monoton, men ikke ilde Musik, samt 3 stemmig Sang dansedes parvis af Geishaerne deres berømte, pikante, yndefulde ”Yankidans”. – Det var fuldstændig som at se Børn lege; med en saadan Begeistring gik de op i Dandsen og de morede sig mindst ligesaa godt som vi gjorde. – –
Næste dag var jeg til en højst mærkværdig Frokost i en japanesisk Restaurant, men da denne trak ud til 12½ Nat, husker jeg ikke saa meget af den, som jeg ellers ville have gjort. –
