Skibslægens togt til Kina 1900-1901 (19)

Shanghai er opdelt i forskellige nationer, og det vrimler med opvartende “kineserboys” i hjemmene hos skibslægens bekendte. Aner man en smule forargelse hos skibslægen? – eller er det nærmere betagelse?

19.

Skibslægen Arne Faber er i april 1901 netop ankommet til Shanghai, hvor han oplever en by delt ind i kolonier af forskellige nationer, hvor man skal have tilladelse til at køre fra en koloni til en anden. Han skriver i sin dagbog på togtets 108. dag: 

Hele den europaiske Del er delt i ”settlements”: Bydele for hver sin Nation, den franske, den engelske o.s.v. Hver Bydel har sine Love og Vedtægter. – Højst underholdende er en Kjoretur gjennem ”Bund”en (Havnepromenaden), gjennem de forskjellige settlements ɔ: I Kineserbydelen med hele dens typiske Liv, sér man de høje slanke Hinduer som Politibetjente og for hver nyt ”settlements” komme nye Politiuniformer frem, engelske, tydske, franske o.s.v. Særlig Tilladelse skal man så have for at kjøre i en anden Nations Bydel. – En meget stor Garnison af frivillige Soldater, delte efter Nationer, beherske Byen og uden Rivninger indbyrdes går det naturligvis ikke af – 

Der hersker ikke meget lighed mellem folkene her i Shanghai. Som skibslæge og europæer introduceres Arne Faber til den velstående del af befolkningen, der åbenbart også må stå deres lidelser igennem. Under sit ophold i Shanghai er skibslægen ofte sammen med direktør Berner og/eller hans kone. Direktør Berner er direktør for ”Store Nordiske”, Det Store Nordiske Telegraf-Selskab, og er bosiddende i Shanghai. Direktør Berners søn er sangsforeningskammerat til skibslægen, der skriver videre om Shanghai:

Langs Promenaden sér man en uafbrudt Række af elegante Kjøretøjer med Kineserkusk og Tjener og et Indhold af imponerende pragtfuldt klædte Damer, hvis eneste daglige Arbejde bestaa i at drikke Eftermiddagsthe hos hinanden og gjore Selskaber. – Efter Sigende efter hvad man sér rører de sig bogstavelig ikke til noget i Huset. – Vover de sig ud i Kjøkkenet bliver Kinerserkokkene fornærmet; Vogn holde de fleste, saa Pokker skulde gaae; og en Støveklud i Haanden er utænkelig. – Skal Husets Herre i Middagsselskab (hvad de skal mindst 4-5 Gange om Ugen) ligger alt Tøjet fremme lige til at stikke i med Knapper i Manchetskjorten og Parfüme paa Lommetørklædet – alt besorget af ”Boy’erne”; skal Husets 16 aarige Datter op om Morgenen, strax en ”Kineseramme” ved Siden til at trække hende Strømper paa og flette hendes Haar. – Skal Huset have Selskab, fortæller Fruen Kineseren, der opvarter ved Bordet at der kommer saa og saa mange den og den Dag – og saa er hendes Arbejde forbi. – Og saa ere disse Tjenestefolk Specialister – Beder man sin ”boy” tage éns Støvler ud at pudse dem, kunde det ikke falde ham ind at tage dem, men gaar ned i Kjælderen og henter Kineserstøvlepudseren der saa maa op at hente Støvlerne; tager Familjen ud paa Landet en Dag for at drikke Kaffe i det Gønne, bliver den medfølgende ”boy” høist fornærmet, hvis Kokken ikke ogsaa skal med, hvem skulde ellers koge Vandet til Kaffen. –

Denne min Fremstilling kommer vist nok ikke langt paa Siden af Sandheden. –
Direktør Berners for Stor Nordiske 4 voxne Personer har 8 Tjenestefolk (koster 130 dollar (240 Kroner) om Maaneden. Kaptain Suenson ”Kobbeldamperen” har de 12 Tjenestefolk da de boede herude o.s.v.; et ungt Menneske som er noget paa et Kontor ”nøjes i Reglen med 2.
Selskabslivet er efter Alles Sigende en Lidelse. – Overalt (selv til daglig) spises Middag Klk. 8 Aften og er 3 Mennesker samlede, strax ”smoking” eller Kjole – og der er altid Selskab i Shanhay; en Dame (Frue) fortalte mig at hun i Saisonen var nødt at holde sig hjemme en gang om Ugen – for saa skulde hun selv have Selskab. –