Nanna Gerdes Af Sven Erik Hansen og Nanna Gerdes
Står der med maskinskrevne bogstaver på den gullige etikette til hørende et skelet tæt pakket i en plastikbakke på en hylde i magasinet. Spændende og tragisk tænker jeg på samme tid. Skelettet kommer straks med på konserveringsværkstedet til afrensning og dokumentation.
Skelettet er et ud af de flere hundrede knoglepræparater fra Universitetets Patologisk-Anatomiske Institut (UPAI), som i det seneste 1 ½ år har været gennem konservator Annika Normann og mine hænder i forbindelse med udstillingen: Det Indsamlede Menneske (Link).
Selv efter åbningen af udstillingen fortsætter arbejdet med knoglematerialet. Arbejdsprocessen bag knoglepræparaterne, samt samlingens historie kan læses i min tidligere blog: “Så mange knogler – Så mange sygdomshistorier” (Link)
Når jeg som konservator sidder med genstande bliver alle detaljer nærstuderet og vurderet nøje inden konserveringsmæssige tiltag. På den måde kommer jeg meget tæt på hver eneste lille detalje.
Gennemgangen af skelettet viser, at de manglende dele er kraniet, højre arm, samt enkelte tå- og håndknogleender. Det er de basale dele for fuldendelsen af skelettet. Jeg vælger derfor at gøre et forsøg på at fnde disse.
Højre arm bliver fundet efter nogle ugers søgning i magasinet. Ved nærmere studier af skelettets og armens bindevævsrester og knoglestruktur bliver tilhørsforholdet bekræftet.
Senere gennemgår jeg den gamle protokol for UPAI ved at søge på genstandens oprindelige nr: 8261 e. Her fremgår det, at kraniet eksisterede på daværende tidspunkt, men under et andet nummer end selve skelettets nummer. Dog udelukker jeg ikke på forhånd, at genstanden er gået tabt, men antager, at det stadig er et sted i samlingen
Idet de fleste kranier fra samlingen er renset og dokumenteret, vælger jeg først at søge det nye nummer i REGIN (Kulturstyrelsens system til registrering af genstande), men forgæves. Min sidste mulighed er nu rækken af kranier med ulæselige etiketter, som har fået plads på en hylde på mit værksted. Disse bliver taget ned et efter et og sammenholdt med skelettet.
Her er der til min store glæde match. Et mindre kranie passer til skelettet, dog med manglende underkæbe. I min bunke af kæber uden tilhørsforhold finder jeg en lille kæbe, men der er en vis usikkerhed, om den passer. Dens tilhørsforhold kræver i skrivende stund yderligere undersøgelser for endelig tilhørsforholdsbekræftelse.
Som konservator er det en stor glæde og ikke mindst fantastisk, at kunne fuldende en genstand, og i dette tilfælde skelettet af den 16 årige kvindelige – på den tid såkaldte idiot. Dette er en oplevelse, som jeg som konservator ikke får så tit, men jeg har oplevet jubel – følelsen et par gange med UPAI – samlingen i andre sammenhænge. Dog var den størst i dette tilfælde.
Ydermere viser de nærmere studier af skelettet, at det præsenterer flere deformiteter, som viser, at den unge kvinde gennem sit liv har haft talrige skavanker som følge af sin sygdom Osteomalaci.
Tragisk, men også utrolig fascinerende at erfare, at den unge kvinde formåede at blive 16 år. For at få tilfredsstillet min nysgerighed om sygdommen og øge min viden om disses knoglers udseende på baggrund af sygdommen, tager jeg fat i gæsteforsker på Medicinsk Museion og fhv. overlæge: Sven Erik Hansen.
Gennem Sven Erik Hansens lægefaglige betragtninger af skelettet får jeg en spændende udredning omkring skelettets sygdomstegn og disses udvikling, hvilket giver mig et klart billede af den stakkels kvindes liv.
Sven Erik Hansen skriver følgende om ”Skelettet af en kvindelig Idiot på 16 Aar”.
”Skelet af kvindelig Idiot paa 16 Aar. Størstedelen af Knoglerne stærkt angrebet af Osteomalaci” står der på etiketten. Præparatet er antageligt over 100 år gammelt. På det tidspunkt var ordet ”idiot” den officielle betegnelse for den højeste grad af nedsat hjernefunktion. ”Osteomalaci” betyder blødhed af knogler.
Når spædbørn angribes af sygdommen kaldes den ”rachitis” eller ”engelsk syge.” Fra ca. 1650 til ca. 1920 var engelsk syge meget udbredt hos spædbørn i Nordeuropas storbyer. Børn af fattige forældre blev især ramt pga. ensidig kost og mangel på sollys. Når børnene begyndte at løbe ud mildnedes eller helbredtes sygdommen i sommerhalvåret.
Sygdommen skyldes mangel på D-vitamin, som man normalt får gennem kosten, især fiskeolier f.eks. torske-levertran eller ved at sollysets ultraviolette stråler fremkalder dannelse af D-vitamin i huden.
D-vitamin er nødvendigt for at barnet både kan absorbere calcium, ”kalk,” fra tarmen og indbygge den absorberede kalk i knoglerne. Hvis der mangler D-vitamin bliver knoglernes vækst-zoner hævede, og knoglerne bliver bløde og deformeres, især i enderne ved leddene, ved selv en ganske ringe belastning, eller blot ved musklernes normale træk på knoglerne.
Egentlige knoglebrud kan opstå. Mangel på D-vitamin bevirker også at muskelkraften bliver svag. I udtalte tilfælde er der for lidt calcium cirkulerende i blodet. Dette bevirker at krampetærsklen nedsættes, og epilepsi-lignende anfald opstår. Det forekom ret hyppigt og kaldtes ”tetania” eller ”spasmofili.” Gentagne anfald kunne medføre blivende hjerneskade.
Omkring 1915 til 1925 fik man klarlagt D-vitaminets eksistens og virkemåde, og behandling med torskelevetran og/eller UV-lys kunne nu hindre udvikling af engelsk syge.
Hos vores stakkels pige er øvre ende af begge overarmsknogler deformerede. Der er følger efter brud midt på venstre overarmsknogle og på begge spoleben. Højre håndled er deformt, vinklet 90 grader.
Bækkenet er deformeret idet begge lårbenshoveder er presset dybt ind i hofteskålene, og venstre side af bækkenet er trykket fladt. Begge lårbenshalse er sunket ned som følge af kroppens vægt. Der er følger efter brud i nedre ende af begge lårbensknogler. Begge fodled er stærkt deformerede.
Der synes at være øget dannelse af bindevæv omkring leddene, såkaldte kontrakturer, som har bevirket stærkt nedsat bevægelighed i leddene i en sammenbøjet stilling.
Utroligt at hun har kunnet leve i 16 år.
