Sømandstatovering på udstilling

Medicinsk Museion rummer jo ganske mange humane præparater i form af kranier, skeletter, børnefostre i glasbeholdere, patologiske organer mm, men sjældent har jeg oplevet så mange væmmelsesudbrud som i forbindelse med fremvisningen af tatoveringen på udstillingen 6 ting og sager. Jeg har undret mig lidt over, hvad det skyldes, ikke mindst i lyset af vores øvrige samlinger, men måske er det netop det meget velbevarede livagtige stykke hud med kunst på, der ser ud som om, det lige er blevet fjernet fra en arm, der gør udslaget. Derudover er tatoveringsudsmykning nok noget, som de fleste kan relatere sig til i dag, i modsætning til den tid som præparatet stammer fra. Det er nok også derfor, at den har udgjort en del af den patologiske præparatsamling fra 1898, da tatoveringen har været anset som lidt af en kuriøs raritet på den tid.
Den berømte danske forfatter og storyteller Karen Blixen (1885-1962) har blandt andet også udtalt følgende om denne sjældnere kunstart:
”Jeg sætter min lid til tatoveringskunsten. Da jeg, for min brodersøns skyld, søgte nærmere oplysning om dens udøvere, viste det sig at være et mystisk laug: En art frimureri. Deres vigtigste klientel er sømænd og konger, folk, som vel endnu den dag i dag maa have sans for ritual.”
Til trods for at tatoveringsudsmykningen fra omkring 1800-tallet og et pænt stykke op i 1900-tallet navnlig har været forbeholdt særlige befolkningsgrupper herhjemme (konger og sømænd), er tatoveringen en af de ældste kunstformer, som kan dateres ca. 5000 år tilbage i tiden. Der er mange bud på, hvilke betydninger folk har lagt i tatoveringerne gennem tiderne. Nogle har signaleret en særlig status for de personer, som bar dem, såsom hos slaver og kriminelle i det gamle Grækenland, eller de har haft en magisk eller religiøs betydning.
I det sydlige Sibirien i Altaibjergene har man blandt andet, som følge af permafrosten, kunnet finde 2400 år velbevarede mumier med tatoveringer af forskellige fabeldyr som griffer, drager og andre magiske figurer. Dermed også sagt at de tatoverede motiver i høj grad afspejler den tid, og den kultur, de er frembragt i – og vores flotte sømandstatovering på udstillingen er ingen undtagelse. Den letpåklædte kvinde med dannebrogsflaget ved sin side må nemlig siges at være et temmelig markant udtryk for 1800-tallets opblomstrende nationalisme i Danmark og i det øvrige Europa. Jeg tror i hvert fald, at det er de færreste, der lige ville vælge dannebrog som motiv på armen i vore dage, hvor det at kunne fremvise en tatovering et eller andet sted på kroppen, næsten er gået hen og blevet mere reglen end undtagelsen.