mama (Vi har inviteret lektor Claus Emmeche, Center for Naturfilosofi, Københavns Universitet, at publicere noterne til sit inlæg ved præsentationen af Lone Franks nye bog Mit smukke genom. Historier fra genetikkens overdrev (Gyldendal, 2010) på Medicinsk Museion fredag den 24. september).
Jeg vil først sige at det har været en fornøjelse. Bogen er elementært godt skrevet, og der er ingen tvivl om at Lone Frank hører til toppen af videnskabsjournalistikken ikke bare i Danmark, hun er på internationalt niveau. Men det er også videnskabsjournalistik i en genre, der er svær at overføre på områder som fx astronomi eller højenergifysik på CERN, for bogens genre er videnskabsjournalistik krydset med kropslig gonzojournalistik. Som titlen siger, og som vi netop har hørt, handler det om Lones eget genom – i første omgang er dét det centrale omdrejningspunkt, og det kan man jo godt sige, wow!, det er modigt gjort, og det gør helt klart bogen mere spændende, fordi vi også bliver taget med på forfatterens egen rejse efter sin biologiske identitet – der er faktisk lidt ”Sporløs” (jr. TV-udsendelsen) over bogen, selvom du et sted (så vidt jeg husker) deler ud af din skepsis overfor den TV-serie.
Og det er ikke bare Lones gener, læseren skal kende, det er sgu hele Lone, for budskabet er jo (tvivlsomt vil jeg mene, og det mener Lone vel i grunden også), at kender du dine gener, jammen så kender du dig selv – i al fald engang i fremtiden, når videnskaben får fundet funktionen af de resterende 90 % af vores gener vi endnu ikke kender funktionen af.
Men det er ikke bare generne. Vi får en del mere at vide end dét: Om Lones baggrund, hendes far og mor, om deres sygdomme, tragedier, den vanskelige opvækst, hendes åbenhjertigt vedgåede asociale tendenser (så åbenhjertigt at man som læser fristes til at protestere, ”kom nu, så er det vel heller ikke værre!”), og hendes depressioner – Lone Frank har bestemt ikke malet et skønprotræt af sig selv — med mindre det hele – eller halve – er fiktion, at fortælleren Lone i bogen er en anden end den virkelige Lone. Men selvom det selvfølgelig netop er sådan – pr. semiotisk definition (udsigeren i teksten er en anden end tekstproducenten, ”jeg er en anden”) – er der jo ingen antydninger af Poul Behrendtske ’dobbeltkontrakter’ at læse noget sted. Og selvom Lone Frank selvfølgelig godt bagefter kunne gå ud at sige, at bogens videnskab er en virkelighedsberetning, men bogens hovedperson er en fiktion, så er dén genreblanding nok lidt for avanceret for videnskabsjournalistikken endnu, så jeg vælger at tro, at der ikke kommer den afsløring. Der er ingen dobbeltkontrakt, der er ingen tilsigtet forvirring af læseren om fortælleren Lone Franks egentlige identitet. Det er historier fra genetikkens overdrev, men ikke fra Lone Franks overdrev. Vi skal tro, at Lone er ærlig, at når hun beskriver, at hun får foretaget test for om hun bærer BRCA-gener for brystkræft, hun er i risikogruppen får vi at vide, og hun har diarré hele weekenen mens hun venter på resultaterne, og vi hører om Lones lettelse, når det viser sig at hun ikke har de dårlige gener, ”Det er som en ballon, der letter”, som der står (s. 123), og når vi får alle de ting at vide, så er det den ægte vare, må vi tro.
Man vil altid kunne spørge: Virker alt det genetiske, bogen handler om, ikke meget reduktionistisk? Jo, det er gør det da, DNAistisk, genocentrisk og meget andet slemt. Men er den nye genetik, den genomiske – eller dens overdrev, den kommercialiserede facebook-genetik, reduktionistisk? Ja, det er den helt klart og det kan også læses ud af Lone Franks bog.
Men hvad så med Lone selv – og det med identiteten – er hun, eller det menneskesyn, der kommer tiludtryk i bogen, reduktionistisk? (Og kan man have en genetisk disposition for at være reduktionist?) Ja, …. og så alligevel ikke. Hun er erklæret materialist, men det sjove ved bogens stil er, at hun går så langt med at udstille de bizarre sider af den nye genetik og den desperate søgen efter sine biologiske rødder, (inkl. den frustration enkeltindividet løber ind i når det ikke lykkes, og hendes søgen munder ud i en mere diffus følelse af slægtskab med menneskeheden som sådan) at man fornemmer alle vrangsiderne ved hele genomprojektet.
Okay, hvem er så Lone? Er hun sine gener? Det er hun selv for antireduktionistisk til at acceptere, og hatten af for det. Et sted skriver hun, at hun mere opfatter sig selv som en organisme. Og det er jo i høj grad noget biologisk. Lone Frank ved godt, at også den term har en reduktionistisk klang, – folk forbinder det med mikrober og orme og den slags – men så meget biologisme vedgår hun. Men i din søgning efter dine organismiske rødder — som har kostet dig (eller måske Gyldendal) en del dollars (til de forskellige genom-virksomheder som deCODE), en del tid, og altså også en del organiske ting som blod, sved og tårer (eller hvad det nu var) — ender som sagt i lidt af en fuser, du står ikke med rødderne, men med denneher muligvis feel-good fornemmelse af at være beslægtet med Adam, Eva, og menneskeslægten. Det er måske en fornemmelse der kan opnås bare ved at læse Darwin. (Og rent bio-logisk, som ethvert barn ved er det jo også sådan, at jo længere vi går tilbage, jo flere tip-tip-tip-tip osv.-oldeforældre får vi at forholde os til – så var resultatet givet på forhånd? Hvor dybe rødder er rod nok?).
Nuvel, men hvad er der sket med organismen Lone i hele processen? Hun blev under sin søgning en forbrugergenetiker, et produkt af kommercialiseringen af genetisk viden, en del af et verdensomspændende marked, inkluderende det farmako-industrielle kompleks (som jeg tror at min ærede med-kommentator her, Oluf Borbye Pedersen ved mere om end jeg), Lone er blevet en genomnørd, ja faktisk lidt af en cyborg. – Hvordan det? Jo, for vi er faktisk mere end en organisme hver især, for som krop[i] er vi en sanselig, materiel men også åndelig del af et menneskeligt fælleskab, vores tanker, som vi tror er vore egne, er dybt dialogiske – tanker er tegn, der taler sammen – sproget er ligeså socialt i sin rod som kultur og menneske, og mennesket Lone – og alle os andre – er som kulturvæsener cyborgs!
Dette (populært sagt) universalhistoriske faktum får imidlertid sin særlige form i en teknovidenskabelig civilisation, for dér er vores krop altid allerede en cyberkrop (en til dels videnskabelig-teknologisk styret krop), afhængige som vi er fra vugge til krukke af den moderne lægevidenskabs velsignelser.[ii] Men først når samme lægevidenskab og biomedicin udvikler sig fra, som ypperste formål at have lindring af lidelse og helbredelse fra sygdom, til at have forbedret livskvalitet eller ‘et bedre liv’, og dermed en anden og bedre krop, ses det, at genom-kendskab er første stop på vejen til en stadig styring og overvågning af kroppen, som teknologisk nykonstruktion. Cyberkroppen fremtræder biopolitisk som en krop, der kun kan opretholdes så længe navlestrengen ikke kappes til den bestandige biomedicinske overvågning, dvs. cyberkroppen er i en vist forstand en permanent dopet krop.
Til sidst vil jeg bare lykønske Lone med bogen og sin nye (cyberkropslige) identitet, og sige, at jeg forudser, at Lones næste bog vil handle mere om det her, om den post-genome æra i biologien og de udfordringer, som kroppens biokompleksitet og indgroethed i forskellige kulturer udgør, og at hun stilistisk vil udvide gonzojournalist–videnskabsmand hybriden til at omfatte en tredje smuk ting, nemlig skønlitteraturens indirekte meddelelser om, at vi aldrig kommer til at kende os selv fuldt ud. Og hvem ved, måske vil vi som læsere igen blive fascinerede, forvirrede, forført og nu også forvandlede.
C.E.
[i] Claus Emmeche (2007): “A biosemiotic note on organisms, animals, machines, cyborgs, and the quasi-autonomy of robots”, Pragmatics & Cognition 15(3): 455-483 (pdf)
[ii] Claus Emmeche (2002): “Kroppens kaput som organisme”, s. 121-156 og 238-239 i: Gert Balling, red.: Homo sapiens 2.0. Når teknologien kryber ind under huden. København: Gads forlag.
