mama Den 2 september 2009 hoppede undertegnede (i selskab med Medicinsk Museions Jeppe Hørning) på et tog vestpå for at opleve teaterstykket Robottens anatomi. Stykket blev opført af Center for Kunst og Videnskab i Odense (SDU). På centeret beskæftiger de sig med forskningsformidling og da vi gør det samme her på Medicinsk Museion tænkte jeg, at der var mulighed for at lære noget nyt. På instituttets hjemmeside kan man læse, at: “Robottens Anatomi foregår i Det Moderne Anatomiske Teater, i krydsfeltet mellem drøm og virkelighed, teater og forelæsning. Her spejles den menneskelige eksistens i den nyeste viden om robotteknologi og kunstigt liv.”
Det skulle vise sig at være en absolut rigtig beskrivelse.
På Center for Kunst og Videnskab benytter de sig af skuespillet og den dramatiske genre i formidlingen af den nyeste forskning, og selv om jeg har få, for ikke at sige ingen, forudsætninger for at bedømme de mere dramatiske virkemidler eller kvaliteten af skuespillet, er jeg levende interesserede i forskningsformidling og det var mit udgangspunkt. Jeg blev ikke skuffet.
Da jeg hørte at teaterstykket forgik i et moderne anatomisk teater blev jeg ikke mindre nysgerrig. Centralt placeret i hjertet af det kongelige kirurgiske akademi som huser vores udstillinger her på Medicinsk Museion, har vi netop et anatomisk teater der tidligere blev brugt til dissektioner af afdøde mennesker. Det var derfor med en hvis spænding at jeg så frem til at opleve, hvordan teaterstykkets titel, Robottens Anatomi, skulle kædes sammen med brugen af et anatomisk teater. Robottens anatomi. Skulle vi overvære en dissektion af robotter?
Scenografien var for så vidt enkel, nærmest minimalistisk, hvilket gav rummet en rå følelse. Nærmest nøgen. Som publikum sidder man bænket rundt om selv “scenen”, det vil sige rundt om midten af det anatomiske teater. Placeret i rækkerne sidder en grøn blok med resumerer af to forelæsninger. Disse er på mellem 20 og 40 linjer (at forskerne har formået at fatte sig så kort er nærmest et formidlingsmæssig mirakel i sig selv). Rundt blandt publikum går reproduktioner af den menneskelige hjerne og hjerte. En finurlig henvisning til det anatomiske teaters historiske funktion, dissektionen af lig.
Da lyset i salen dæmpes mødes vi med et potpourri af filmklip fra populærkulturens verden. “Bladerunner”, “I, Robot” og andre film, minder os om, at robotter og grænselandet mellem menneske og robot, er noget der længe har fascineret os mennesker. Scenen er sat.
Og ind træder ingen ringere end Thomas Bartholin! Igennem aftenens fungerer han som den store toastmaster der guider os igennem aftenens forskere og præsenterer aftenens program og han er samtidig en medspiller i det stykke som binder aftenen sammen. Men hvad er det der skal ske denne september aften?
“Formålet er at dissekerer os selv og vores forhold til robotter!”, proklamerer ham. På sokratiske vis indleder Bartholin en dialog (med sig selv) om et centralt tema; hvad gør et menneske til et menneske? Er det evnen til at interagerer socialt? Evnen til at bruge redskaber? Er det fornuften? Nej, nej og nej.
MEN, mennesket kan overskride kroppens begrænsninger.
Det er clouet til en aften der kommer vidt omkring i tematikken. Spekulationer over grænsen mellem robot og mennesker bindes sammen af historien om Maria og Jeff Lentz, der sammen har skabt androiden Ekko for at undersøge menneske-robot relationen. Men hvordan undersøger man denne relation, samtidig med at man bevarer den højt besungne videnskabelige objektivitet? Et dilemma der sætter fokus på videnskabens vanskelige skillelinje mellem objekt og subjekt og relationen derimellem. Stykkets store styrke er at overvejelserne over forholdet mellem robot og menneske ikke kun fremstår som teoretisk abstraktion, men tværtimod bliver specifikt og personligt i samspillet mellem Maria og Jeff/Ekko. Her er det ikke; Show, don’t tell, det er både Show og tell. Det er kraftfuldt, nærværende og helt igennem godt.
Stykkets særegne blanding af miniforelæsninger og skuespil fungerer desuden fantastisk godt. Det er ikke uden grund at jeg bruger begrebet miniforelæsninger idet aftenens tre forelæsninger er ganske korte, ca. fem minutter hver. Det er både godt og skidt. På den positive side tvinger det forskerne til at fatte sig i korthed, på den negative side, er der pointer der går tabt, fordi det ganske simpelt går for hurtigt. Derfor bør forelæsningerne ses som inspiration til videre fordybelse og med det for øje, fungerer de ganske udmærket. Undertegnede fik taget gode noter.
Fra de helt specifikke forskningsområder, eksempelvis præsenterer Ph.D. studerende Andreas Lyder arbejdet med den polymorfe robot Odin, over teorien om “The uncanny valley”, til glimt fra robottens kulturhistorie, (eksempelvis den japanske kunstner Hananuma Masakichi der lavede en nøjagtig kopi af sig selv), kommer vi langt omkring i tematikken om menneske og robot.
For langt?
Nej. Stykket vil meget og kan meget, hvilket gør at det på intet tidspunkt føles for overvældende. Det er ambitiøst men ikke for ambitiøst.
For undertegnede fungerede stykket som en øjenåbner til et forskningsfelt jeg næsten ikke kender noget til. Inspirerende helt vejen igennem gav det lyst til at dykke dybere ned i forskningsfeltet. Med andre ord: en stor formidlingsmæssig succes.
—
Teaterstykket spillede fra den 2/9/09 til den 12/9/09, men forhåbentligt kommer det meget mere i samme genre.
Forestillingen er instrueret af Bent Nørgaard med manuskript af Michael Valeur. For øvrige medvirkende til opsætningen se her.
Robottens anatomi – teaterstykke og forskningsformidling på SDU.
Den 2 september 2009 hoppede undertegnede (i selskab med Medicinsk Museions Jeppe Hørning) på et tog vestpå for at opleve teaterstykket Robottens anatomi. Stykket blev opført af Center for Kunst og Videnskab i Odense (SDU). På centeret beskæftiger de sig med forskningsformidling og da vi gør det samme her på Medicinsk Museion tænkte jeg, at […]
