Kirsten Jungersen Den græske læge Galen, som levede i 2. årh. e.Kr., og som fik en stor position i Rom som kejser Marcus Aurelius’ livlæge, har ufortjent fået et temmelig dårligt eftermæle i modsætning til sin meget ældre forgænger Hippokrates (5. årh. f.Kr.), som han ellers selv beundrede.
Man kan ikke lide Galens måde at promovere sig selv på, hans skrifter er for mange og for lange, og de bærer præg af hans samtids smag for retorik i værste forstand. Men det mest graverende er nok, at hans medicinske lære fik et alt for langt liv, så den endte med at repræsentere den sidste indædte modstand mod de metoder, som fra 1800-tallet har gjort lægekunst til videnskab.
Ganske vist plejer man at kalde denne sene brug af antik lægekunst for hippokratisk medicin, men den er snarere den videreudvikling af Hippokrates, som Galen udarbejdede.
Hvis man dykker ned i Galens græske skrifter og deres oversættelse til latin (ofte via arabisk), som var den udgave, de senere læger læste, kan man derimod ikke undgå at blive imponeret over Galens idealer m.h.t. lægekunsten, hans færdigheder, konsekvens og indsigt.
Der udkommer for tiden mange glimrende engelske oversættelser af Galen, og flere er på vej, men man citerer ham stadig efter Kühns græsk-latinske udgave fra 1819-1833, som også er den, jeg her oversætter fra (Lægekunsten/Ars Medica/Téchne Iatriké, kap. 23, Kühn Vol. I, p. 365).
Galen om de seks ikke naturnødvendige årsager til sygdom og sundhed:
”Nogle af disse årsager er sundhedsbefordrende, andre sygdomsforvoldende, andre igen ingen af delene: lad mig først tale om de sundhedsbefordrende.
Af dem er nogle forebyggende og nogle helbredende, men de forebyggende kommer før de helbredende både i tid og vigtighed, så jeg vil begynde med de forebyggende.
Da den sunde krop ikke er én slags, men flere, som tidligere forklaret, vil det forebyggende være individuelt for hver af dem, fordi enhver årsag optræder i forhold til noget. Lad os derfor nu tage udgangspunkt i legemets optimale tilstand og overveje, hvad der er sundhedsbefordrende årsager for den. Vejledning i at finde dem giver selve sagens natur os.
Hvis kroppen nemlig ikke blev udsat for noget og ikke forandrede sig, ville den ypperste tilstand forblive konstant. Der ville så ikke være brug for nogen lægekunst til at tage vare på den. Men da kroppen ændrer sig, svækkes og nedbrydes, og ikke bevarer den tilstand, den oprindelig havde, har den i tilsvarende grad behov for omsorg. Lige så mange måder, den kan ændres på, lige så mange forskellige slags hjælpemuligheder, d.v.s. forebyggende årsager, vil den have. Det fremgår af det nyligt sagte, at de vil være af en korrigerende karakter.
Men da korrektioner finder sted lidt efter lidt, førend den store skade indtræffer, taler lægerne om at bevare den aktuelle tilstand og ikke om at foregribe et fremtidigt onde.
Der er visse ting, kroppen nødvendigvis må ændres af, andre, som ikke er nødvendige.
Jeg kalder dem for nødvendige, som på ingen måde kan undgås, og de øvrige unødvendige.
Det er en nødvendighed, at vi færdes i den omgivende luft, at vi spiser, drikker, er vågne og sover; men vi behøver ikke nødvendigvis udsætte os for sværd og vilde dyr (siger Galen, som har fået den væsentligste del af sin uddannelse på gladiatorskolen i fødebyen Pergamon). Derfor har kunsten at beskytte kroppen at gøre med den første type årsager og ikke den sidstnævnte.
Når vi bestemmer alle de områder, som nødvendigvis forandrer kroppen, vil vi for hvert enkelt af dem finde en tilsvarende type sundhedsbefordrende årsager.
Nr. 1 findes i kontakten med den omgivende luft.
Nr. 2 findes i motion og hvile, dels for kroppen som helhed, dels for dens dele.
Nr. 3 findes i søvn og vågen.
Nr. 4 findes i det, som indtages.
Nr. 5 findes i det, som udskilles eller tilbageholdes.
Nr. 6 findes i sindsbevægelser.
Alle disse ting må kroppen nødvendigvis påvirkes af.
F.eks. bliver den enten opvarmet, afkølet, udtørret eller våd af den omgivende luft, eller den udsættes for noget af det kombineret, eller for gennemgribende ændringer. Og af overdreven motion eller hvile bliver den enten varm, udtørret, kold eller fugtig, eller den udsættes for noget af det kombineret.
Ligesådan påvirkes den nødvendigvis også af søvn og vågen, og på samme måde af det, som indtages, eller af det, som enten udskilles eller tilbageholdes.
Alle disse ting påvirker kroppen og er en belastning for sundheden, nogle af dem umiddelbart, andre som en senreaktion efter noget andet. Om hver enkelt af de samme ting har jeg skrevet i mit værk om det gode helbred (De Sanitate Tuenda/Hygieine). Alle de før nævnte områder er emner for sundhedsbevarende årsager. Hvis de administreres fornuftigt, er de både årsager til forebyggelse og helbredelse, men sløser man med påpasseligheden, bliver de sygdomsfremkaldende.
Af disse betragtninger er det altså blevet tydeligt, at der ikke herudover er nogle ting, som bør regnes for sunde, og andre, som bør regnes for sundhedsfarlige, men at det er de samme ting, som i forskellige relationer nogle gange virker for sundheden og andre gange imod. Hvis f.eks. kroppen har brug for at røre sig, så er træning sund og hvile skadelig. Hvis kroppen derimod trænger til en pause, er hvile sund og træning skadelig. Der gælder samme regel for mad, drikke og alt det øvrige. Hvad som helst af disse ting, som kroppen har brug for, er sundt, når det doseres i passende kvantitet og kvalitet. Men det bliver usundt, hvis der overhovedet ikke er noget behov for det, eller hvis det ikke administreres inden for rimelighedens grænser. Og således er der to ting, som hører med i billedet m.h.t. den sunde og den syge krop, og det er kvantiteten og kvaliteten af det, der tages i brug.
Det er ikke rigtigt at føje tidsfaktoren til som noget helt tredje, idet den er indbefattet i de to nævnte. For når kroppen trænger til den og den ting af en bestemt slags og i en bestemt mængde, må det også være rette tid at bruge det. Tidsfaktorens tilkomst er afhængig af det forhold, at det menneskelige legeme er påvirkeligt og foranderligt, og at det trænger til forskellige midler på forskellige tidspunkter under ændrede forhold. Derfor kommer det rette tidspunkt ikke ind som en tredje ting i klasse med de nævnte, vi bruger det bare ofte sådan i undervisningen med den nævnte begrundelse.”
Sådan lyder Galens omhyggelige udredning af det, der kom til at hedde de seks ”non naturales”. Det er en erfaren og veluddannet læge, der taler, og man mærker, at Galen var en systembygger, på de konstante referencer til ting, han allerede en gang har sat på plads, og på den overdrevne fremhævelse af den logiske fremgangsmåde og på hans præcise sprogbrug. En tålmodig pædagog, som har fået modspil til sine synspunkter i utallige offentlige diskussioner.
