Pas på med kemi …

Det har været en rimelig fælles opfattelse herinde på Medicinsk Museion igennem en årrække at vi ikke skal være en didaktisk museumsinstitution. Opgaven er ikke primært at undervise i kroppen og dens funktioner. Vi er ikke en tredimensionel medicinsk lærebog, men et museum som skal give et historisk, kulturelt og eksistentielt perspektiv på kroppen i sundhed og sygdom. 
Men nogle gange kan man virkelig få lyst til at vende tilbage til det klassiske pædagogiske museumsideal. Som her til morgen, hvor jeg læste en artikel i Weekendavisen-Ideer af  professor, dr.med. Philippe Grandjean om hvordan vi invaderes af kemiske stoffer udefra:  ‘Vi er omgivet af kemiske stoffer’, skriver han: ‘Nogle af dem trænger ind i kroppen, fordi vi kommer til at indånde dem, spise, drikke eller røre ved dem’ (15. maj 2009, s. 12).
Grandjean ved selvfølgelig bedre når han står i sit miljømedicinske laboratorium på Syddansk Universitet. Han ved jo ganske godt, at alt vi indånder, spiser, drikker og rører ved er kemiske stoffer. Mad er ikke andet end proteiner, fedtstoffer, kulhydrater med mere, det samme gælder luften vi indånder — ilt, kuldioxid kvælstof — lutter kemiske stoffer.
Det Grandjean egentlig mener — og advarer imod — er selvfølgelig den lille mængde af artificielt fremstillede, kemiske stoffer der findes i miljøet som en uønsket sideeffekt af industriel produktion, industrialiseret landbrug etc.. De resterende 99.999 % af den mængde kemiske stoffer vi indtager til daglig er vi jo afhængige af — ellers ville vi snart dø af kvælning og sult.
Men når han skriver i avisen, falder Grandjean altså tilbage til den nemme men forkerte brug af begrebet ‘kemi’. Ved at forkorte ‘uønskede, artificielt fremstillede, kemiske stoffer’ til det mere mundrette ‘kemiske stoffer’ bidrager han til et udbredt misbrug af ordet ‘kemi’ i medierne, hvor man tit skelner mellem ‘kemi’ som noget negativt og ‘naturligt/kropsligt’  som noget positivt.
Tænk fx på alle de kosmetikfirmaer som annoncerer med at deres produkter angiveligt ikke indholder ‘kemi’ — det mener de forhåbentlig ikke, for så solgte de det rene vacuum.
Det kan synes som en rimeligt uskyldig sprogbrug. Men den slappe brug af ordet ‘kemi’ i medierne og på webben bidrager til den udbredte mangel på viden i befolkningen om, hvordan kroppen egentlig fungerer.
Organer, væv, endda celler, accepterer de fleste. Men at vi skulle være komplicerede biokemiske maskiner, hvor tusindevis af kemiske stoffer hvert brøkdel af et sekund indgår i milliarder af kemiske reaktioner med hinanden — det er ligesom ikke trængt helt igennem endnu. Og Grandjean’s kemiske invasionsmetafor gør det ikke nemmere at forklare det.
Så derfor længes jeg næsten efter det didaktiske medicinske museum igen. Med i hvert fald én lille udstilling som anskueliggør, hvordan mennesket både i sundhed og sygdom er et fin-tunet netværk af komplicerede kemiske processer. Oplysningens tid er ikke helt forbi endnu.