Thomas Söderqvist Nynke Birgitte Genee, kandidatstuderende i dansk på KU, skrevet for en tid siden en opgave på kurset i kurset ‘Anvendt museologi’ med titlen ‘En sanselig og poetisk oplevelse af biomedicinen: om den æstetiske formidlingsform i udstillingen i det medicinskhistoriske museum Medicinsk Museion’. Kurset fokuserede på det tekstlige niveau i udstillinger, især genstandstekster, men man arbejdede også med narratologi som metode til at analysere udstillingers æstetik. Vi har fået lov at gengive Nynkes opgave her:
- Indledning
- Den refleksive udstilling
- Ny museologi
- Analyse af udstillingen Del og Hel
- Mellem kunst og videnskab
- Den narrative og den poetiske model
- Fra deskriptiv til berettende fremstillingsform
- Et flerperspektivisk blik på biomedicinen
- En sanselig udstillingsoplevelse
- Vurdering
- Konklusion
- Litteraturliste
Indledning
Genstanden for denne opgave er udstillingen Del og Hel. Brudstykker fra biomedicinens tid vist på det medicinskhistoriske museum, Medicinsk Museion, i perioden juni 2009 til april 2010. Udstillingen bliver af museet selv betegnet som en “materielt og visuelt eksperimenterende udstilling” . Den canadiske kunstner Martha Flemming har fungeret som udstillingens hovedkurator. At en kunstner har været inde over udstillingen, har sat sit tydelige præg på udstillingens koncept og formidlingsform, der ikke er traditionel videnskabelig, men æstetisk funderet. Den æstetiske formidlingsform, mener jeg, anvendes ikke blot som middel til at nå ind til biomedicinen, men også til at sætte museets egne udstillingsmetoder i fokus. I forlængelse heraf kan man kalde Del og Hel en metaudstilling eller en refleksiv udstilling. Den refleksive udstillingsform, som sætter sig igennem i udstillingen, lader sig i stigende grad spore i flere moderne vestlige museer. I dansk sammenhæng kan bl.a. nævnes Det Kongelige Biblioteks skitseudstilling Everything you think of is true fra 2008/2009, kurateret af kunstner og teaterinstruktør Robert Wilson, eller Københavns Bymuseums legetøjsudstilling StorbySpilopper fra 2009/2010, kurateret af værten fra børnetime på DR1, Shane Brox. Kendetegnende for begge udstillinger var deres iscenesættelse af genstandene i et eventyrligt, næsten disneyagtigt univers. Med æstetikken i fokus synliggjorde udstillingerne deres egen ramme som værende et formgivende element i hele udstillingen.
Med udstillingen Del og Hel som genstand vil jeg i denne opgave undersøge, hvordan æstetikken kan bruges som indgangsvinkel til videnskaben. Jeg vil se på, hvordan udstillingen igennem dens blanding af æstetik og videnskab kan være med til sætte nye perspektiver på videnskaben og således bidrage til dannelsen af ny betydning. At blande to distinktive områder som æstetik og videnskab med hinanden kan have en frugtbar indvirkning på forståelsen af udstillingens genstande, men bliver æstetikken for markant, kan den også lede opmærksomheden væk fra indholdet. Dette ser jeg som en fare ved den æstetiske formidlingsform, som også kommer til udtryk i Del og Hel. Et andet aspekt ved opgaven vil således også være at undersøge, hvor den æstetiske formidlingsform har sine begrænsninger. De to nævnte undersøgelsesområder kan således samles til det, der skal udgøre opgavens overordnede spørgsmål: hvorledes er den æstetiske formidlingsform med til at ‘åbne’ henholdsvis ‘lukke’ for genstandenes betydning?
Fokus i denne opgave vil ligge på udstillingens tekster. Med henblik på besvarelsen af opgavens overordnede spørgsmål vil jeg undersøge, hvordan udstillingens æstetik kommer til udtryk i teksterne. Foruden genstandene udgør udstillingens tekster et centralt medium i udstillingen. Disse kan læses på udstillingens vægge samt i en lille udstillingsguide, som beskueren kan tage med hjem efterfølgende. Teksterne refererer til genstandene, men de optræder samlet også som en seperat enhed, hvorfor det også er meningsfuldt her at behandle dem som et i udstillingen selvstændigt medium.
Inden vi bevæger os ned til analysen af udstillingsteksterne, vil jeg først give en nærmere karakteristisk af den refleksive udstillingsform samt kort redegøre for nogle årsager til, at den refleksive udstillingsform har vundet og stadig vinder større indpas i museumsverdenen.
Den refleksive udstilling
Den refleksive udstilling, også kaldet metaudstilling eller eksperimenterende udstilling, er som allerede nævnt i indledningen kendetegnet ved i sin form at henvise til sin egen æstetik. Refleksivt peger den på udstillingens ramme som det medium, der er med til at formgive indholdet. Den refleksive udstillings mål er ikke at repræsentere virkeligheden eller reproducere viden, men tværtimod at rette opmærksomheden mod de processer, hvorigennem viden produceres (Basu, Macdonald 2007). Således betragtes den refleksive udstilling også som et udstillingseksperiment, der ved at blande forskellige faggrupper, udstillingsformer og medier undersøger udkommet (Basu, Macdonald 2007).
Kendetegnende for den refleksive udstilling er følgelig også dens hybride og varierende form. Igennem sin hybride form lader udstillingen normalt adskilte elementer interagere med hinanden. Hermed skaber den rum for dannelsen af nye, ofte uanede, betydningssammenhænge, der går på tværs af taksonomi og andre hierarkiserede videnssystemer. Dette giver udstillingen en åben position, hvor der gøres plads til forskellige tolkninger og læsninger af udstillingens (re)præsenterede indhold (se også Christensen s. 84-85). Målet er ikke at skabe et entydigt og reduceret blik på videnskaben, men tværtimod at udlægge videnskaben som en flertydig og kompleks størrelse. Men i dannelsen af nye betydningssammenhænge er udstillingen også med til at bryde med allerede etablerede og traditionelle videnssystemer, hvad der kan have overraskende og ofte chokagtige effekter på oplevelsen af udstillingen. Den overraskende form er et typisk træk ved den refleksive udstilling.
Med til refleksion over, hvordan betydningen i udstillingen dannes, hører også en refleksion over beskuerens rolle i udstillingen. Denne opfattes ikke som en passiv indtager af udstillingens mening, men regnes derimod med som en aktant på linje med andre andre aktanter i udstillingen. Beskueren udgør et væsentligt element i betydningsdannelsen. Ved at bryde med faste betydningsammenhænge skaber udstillingen en form, hvor det i højere grad er op til beskueren selv at finde sammenhæng og skabe mening i udstillingen (Christensen, s. 84-85). Flere taler i denne forbindelse om “the performative turn” i udstillingerne, hvor både beskuer og installation indgår i en interaktiv proces (Basu, Macdonald 2007, s. 12). Man kan i denne sammenhæng også tale om en dialogbaseret udstillingsform, hvor installation og beskuer mødes på ligeværdig vis med hinanden.
Årsagen til, at den her beskrevne udstillingsform har sat sig igennem som en tendens i flere moderne udstillinger, henter bl.a. sin forklaring i en større teoretisering af kulturstudierne op gennem 70‘erne og 80‘erne. Nye retninger inden for studiet af museerne opstod som følge deraf. Inden for feltet af museumsstudier taler man ofte om et skift fra ‘gammel’ til ‘ny museologi’, hvor ny museologi sidenhen er kommet til præge museumsstudierne frem til i dag.
Ny museologi
Begrebet ‘ny museologi’ blev første gang lanceret af den britiske kunsthistoriker Peter Vergo i antologien “The New Museology” (1989). Ifølge Vergo koncentrerer den gamle museologi sig “too much about museums methods, and too little about the purpose of the museums” (Vergo 2006, s. 3). Forskellen mellem den gamle og den ny museologi gør Sharon Macdonald også rede for i antologien A companion to Museum Studies:
The old was predominantly concerned with “how to” matters of, say, administration, education, or conservation; rather than seeking to explore the conceptual foundations and assumptions that established such matters as significant in the first place or that shaped the way in which they were addressed. By contrast, the “new museology” was more theoretical and humanistic. (Macdonald 2006, s. 2)
Mens den gamle museologi fokuserer på, hvordan man etablerer en udstilling, retter den ny museologi sit fokus mod de koncepter og præmisser, der ligger til grund for museets udformning og måde at formidle sit indhold på.
Kendetegnende for den ny museologi er en ny opfattelse af museumsgenstanden og beskueren. Genstanden opfattes ikke som lukket størrelse med en iboende betydning, men som en størrelse, hvis betydning altid er afhængig af tid, sted samt af de fortolkninger, beskueren lægger ned over genstanden. Beskueren bliver i forlængelse heraf ikke opfattet som en passiv indtager af udstillingens mening, men som en aktiv fortolker og medskaber af betydning. Skiftet fra den gamle til den ny museologi betegner samlet set et skift fra at opfatte museet og dets indholds betydning ikke som fikseret og fastgroet, men som kontekstuel og kontingent (Macdonald 2006, s. 2-3).
Den ny museologi henter sit teoretiske grundlag i semiotikken, strukturalismen og poststrukturalismen. Alle sammen teorier, der gør op med forestillingen om tegnets referentialitet og transparens. Sproget udgør ikke et vindue til virkeligheden, men optræder tværtimod som det medium, der formgiver virkeligheden. Med semiotikken som teoretisk grundlag afspejler den ny museologi også de tendenser, der retter sin kritik mod forestillingen om repræsentativitet. Begreber som naturlighed, objektivitet, sandhed og tro forstås ikke længere som fastforankrede enheder. Museet bliver selv opfattet som et sprogsystem eller et “language paradigme” som Bruce W. Ferguson bl.a. skriver (Ferguson 2007, s. 176). Udstillingen skal ikke opfattes som en neutral ramme om nogle tilfældige udvalgte kunstobjekter, men derimod som et “materielt sprog”, der reproducerer allerede etablerede og institutionaliserede fortællinger:
Exhibitions are publicly sanctioned representations of identity, principally, but not exclusively of the institutions which present them. They are narratives which use art objects as elements in institutionalized stories that are presented to an audience (Ferguson 2007, s. 175).
At se museumsudstillinger som narrativer, er også blevet almindeligt inden for den ny museologi. Ved at opfatte udstillingen som en tekst og beskueren som en læser er den narrative litteraturteori blevet implementeret som metode til at forstå, hvordan udstillingsmediet skaber mening og producer viden.
Den større opmærksomhed omkring, hvordan viden produceres, leder til en strømning af studier, der har til formål at dekonstruere kulturelle produkter, såsom tekst eller udstilling, med det mål at afsløre hvilke ideologiske og politiske diskurser og interesser, der taler igennem og formgiver museet (Mason 2006).
Bevidstheden om, at der bag enhver fremstillingsform altid ligger forskellige værdipolitiske interesser bag, stiller nye krav til museerne og deres måde at udstille videnskab, kultur og historie på. Museet kan ikke længere nøjes med at anskue tingen ud fra et perspektiv eller skabe en samlet fortælling om genstanden. For at undgå at museet favoriserer bestemte grupper, opfattelser eller tolkninger af et givent emne, må det skabe en åben udstillingsform, der muliggør, at flere stemmer og interesser kommer til orde i udstillingen.
Den refleksive udstilling skal bl.a. ses som et produkt af den teoretisering af museumsstudierne, som den ny museologi førte med sig. Som antydet har den refleksive udstilling ikke som mål at reproducere viden. Ved at demonstrere, hvordan viden skabes, er den refleksive udstilling selv med til at problematisere og kritisere allerede etablerede betydninger.
Analyse af udstillingen Del og Hel
Mellem kunst og videnskab
Udstillingen Del og Hel befinder sig i et spændingsfelt mellem videnskab og kultur. Den er en udstilling, der udforsker biomedicinen ud fra både et videnskabeligt, historisk og sociokulturelt perspektiv. Udstillingen kan derfor både karakteriseres som en historisk-videnskabelig og kulturhistorisk udstilling. Der skelnes altså ikke skarpt mellem de forskellige discipliner, tværtimod indgår de her i et tværdisciplinært samarbejde. Blandingen mellem videnskab og kunst kommer i udstillingen formelt til udtryk gennem den hybride form. Ved at lade to normalt distinktive områder, æstetik og videnskab, interagere med hinanden etableres en udstilling, der både er eksperimenterende, overraskende og effektfuld i sin form.
Del og Hel sætter nye perspektiver på videnskaben ved at formidle biomedicinen ud igennem kunstens optik. Udstillingen viser, at videnskaben i lige så høj grad er et kulturelt og nærværende fænomen, som den er et distanceret, videnskabeligt objekt, der kan gøres til genstand for analyse. Således virker udstillingen i kraft af den æstetiske formidlingsform som middel med til at åbne op for nye betydningssammenhænge. Samtidig er der i udstillingen også fare for, at den æstetiske vinkel stjæler opmærksomheden fra udstillingens indhold og hermed forhindrer, at betydningsdannelsen vil finde sted. Om målsætningen for udstillingen står der følgende på museets hjemmeside:
Målet for Del og Hel er hverken at forklare de teorier, der ligger til grund for biomedicinens opfattelse af sygdom og sundhed, eller at diskutere de etiske problemstillinger, der er en del af den moderne medicin.
Derimod indbyder Del og Hel til en unik æstetisk oplevelse. Udstillingen vil inspirere sit publikum til at sanse og reflektere over biomedicinens praktiske arbejde med at dele, undersøge og samle kroppen i en verden fyldt at vævsprøver, køleskabe og computere. Hvad sker der, hvis vi nærmer os biomedcinen gennem dens materialitet og visuelle udtryk? Udstillingen tilbyder en ny måde at opleve biomedicinens verden, ved at lade publikum se dens genstande, mærke dens former og høre dens lyde.
Udstillingen vil hverken forklare teorier eller diskutere etiske problemstillinger, men tværtimod give den besøgende en “unik æstetisk oplevelse”. Således synes udstillingen at vægte de kunstneriske aspekter højere end videreformidling af information. Dette kan dog synes problematisk i en udstilling, hvor stoffet i forvejen er kompliceret og sværttilgængeligt. I sådanne tilfælde mener jeg, at der er risiko for, at æstetikken bliver altdominerende i udstillingen, hvormed den kritisk-reflekterende vinkel udebliver.
Med udgangspunkt i museets udstillingstekster vil jeg i det følgende belyse den æstetiske vinkel i udstillingen. Udstillingsteksterne udgør foruden genstandene selv et af udstillingens mest centrale medier. Teksterne består af flere korte genstandstekster samt af nogle overordnede udstillingstekster. Udstillingsteksterne lægger sig til genstanden som en refererende enhed, men optræder også som en seperat og selvstændig enhed, der kan tages ud af udstillingen. Jeg mener hermed, at teksterne reflekterer hele udstillingens form, som både kan opfattes som en størrelse, der forholder sig til et konkret virkelighedsindhold, samt en æstetisk-kunstnerisk enhed, der lukker sig om sig selv.
Den narrative og den poetiske model
Del og Hel har én indgang, hvor beskueren introduceres for udstillingen via en introtekst. Udstillingen er delt op i elleve afsnit, hvert afsnit er nummereret og inddelt i mindre udstillingsrum. Afsnittene lyder som følgende: 01. Flydende overgange, 02. At fastholde en strøm, 03. Laviner af data, 04. Realityshow, 05. I kødet – under huden, 06. Masseobservation, 07. Kontrol! er der styr på delene?, 08. Koldt og godt, 09. Ønsket – uønsket, 10. Opløftet og nedtrykt, 11. Et billede på nethinden. Til hvert afsnit hører en udstillingstekst, og til hver genstand en genstandstekst. Det står beskueren frit for, hvilken vej han/hun vælger at bevæge sig igennem udstillingen. Men de nummererede rum er dog indirekte med til at give beskueren en slags guideline eller retningslinje til en bestemt rute gennem udstillingen. Numrene forbinder teksterne til hinanden i en bestemt rækkefølge. Samtidig er teksterne også forbundet tematisk og stilistisk. Tematisk ved hver især at fortælle om de forskellige metoder og værktøjer, som biomedicinen gennem historien har anvendt til at udforske kroppen med. Der kan bl.a. læses om, hvorledes biomedicinen anvendes til sygdomsbekæmpelse og til forebyggelse; der berettes om målingsinstrumenter, nye scanningsteknologier, om observering af menneskelige organer, kameraobservation, om opbevaring af legemsdele m.m., alt sammen fortolket ind i en kulturel kontekst.
Stilistisk forbinder teksterne sig til hinanden bl.a. ved at gentage samme tredelte struktur. Den gentagende form finder også sted på sætnings- og ordniveau, idet enkelte sætningskonstruktioner og ordforbindelser går igen i flere af teksterne. Vi finder ord som “strøm”, “flydende”, “liv” og “krop” i flere af teksterne: “Hvor i denne strøm er du?” (fra “Flydende overgange”), “-strømmen af data” (fra “At fastholde en strøm”), “strømmen af ‘liv’” (fra “Laviner af data”), “døde, eller levende, krop” (fra “Realityshow”), “livet i kroppen” (fra “Masseobservation”) osv. Numrene og de her nævnte tematiske og stilistiske ligheder teksterne imellem forbinder teksterne med hinanden i en meningsstruktur, der også er med til at danne et forløb i udstillingen. Eksemplet viser her, at der er to litterære former på spil i udstillingen, en narrativ og en poetisk form. Det er bl.a. i spændingsfeltet mellem disse to former, at den æstetiske vinkel i udstillingen kommer til udtryk.
Narrativen forstås her som en serie af sekvenser (handlinger/elementer), der tilsammen konstituerer et “plot” (Brooks 1985; Bal 2007, s. 75). Narrativen udgør læserens middel til at orientere sig og skabe mening og forståelse i det tekstuelle landskab. Plottet er narrativens ordnende eller strukturende princip, mens narrativen skaber en slags totalforståelse eller overordnet forklaring (Brooks 1985, s. 10). David Dean benævner narrativen som en fundamental og essentiel del af udstillingen for etableringen af et oplysende udstillingsprogram samt for dannelsen af udstillingens design. Narrativen udgør guiden til at forstå udstillingen (Dean 1996, s. 106). Teksterne, der her optræder som et centralt medium, spiller hermed en fundamental rolle for forståelsen og etableringen af udstillingens fortælling:
Labels are the heart of the educational content of the exhibition. They give the collection object the voice that it otherwise might not have, to speak of its own importance and uniqueness and tell its story (Dean 1996, s. 109).
Men narrativen skal ikke alene forstås som et færdigt produkt, læseren tilegner sig. Konstitueringen af narrativen sker hverken i teksten eller hos læseren alene, men i mødet mellem læserens forventningshorisont og tekstens erfaringshorisont (se også Basu 2007, s. 53). Konstitueringen af narrativen er en hermeneutisk proces, hvor læseren tilegner sig tekstens indhold ved at forholde sig til tidligere erfaringer og oplevelser, som tilsammen udgør læserens forståelseshorisont (Mølgaard og Fibiger 2008, s. 15-19). Dannelsen af narrativen er således en rumlig (læseren forholder sig til sin egen erfaringshorisont) og tidslig (læseren sammeplotter de narrative elementer over et tidsrum) proces, som sker gennem suggestion af forskellige handlingssekvenser.
Ved både at opfatte narrativen som et produkt og som en proces må narrativen således også være i stand til, igennem sine egne litterære midler, konstant at omforme sig og skabe nye betydningssammenhænge.
Meningsdannelsen sker også gennem anvendelsen af retoriske virkemidler, der bl.a. kommer til udtryk gennem forskellige former for billedsprog: metaforer, analogier, kontrastfigurer, ironi m.m.. Dette bringer udstillingsteksterne tættere på poesien. Det poetiske eller retoriske sprog kan anvendes som et litterært middel i en narrativ tekst til at skabe mening og betydning. Men det retoriske sprog kan også bryde med den narrative sammenhæng; det er her, æstetikken i teksterne bliver virkningsfuld. Narrativen er syntaktisk i sin struktur, idet meningsdannelsen i narrativen er en fremadskridende og lineær proces. Den poetiske tekst derimod opmuntrer læseren til at læse bagud såvel som fremad i teksten (Brooks 1985, s. 21), den bryder hermed med narrativens fremadskridende læseform. Til gengæld opfordrer den poetiske tekst læseren til at finde sammenhæng og mening mellem ord og på tværs af syntaks og tekst. Således kan det poetiske sprog også være med til at frisætte ordene fra deres konventionelle meningssammenhænge og skabe nye og uanede betydninger samt resonans og forundring hos beskueren (se også Bal 2007, s. 77).
Fra deskriptiv til berettende fremstillingsform
Tager vi først et kig på genstandsteksterne, er de kendetegnede ved at være knappe og minimalistiske i deres form. Kun de mest nødvendige informationer om genstanden er taget med. Følgende uddrag er fra udstillingsafsnittet “Laviner af data”:
GENEREL FYSIOLOGI
3.1 Vægt (c1940, Divus)
3.2 Målestok
3.3 Udstyr til måling af højde og talje (1993, Kirchner and Wil-
helm, Asperg)
Brugt i perioden 1993-97 i Kost, Kræft og Helbred-undersøgelsen, det
danske bidrag til det europæiske EPIC-studie
3.5 Stetoskoper (19. århundrede)
3.6 Stetoskoper (slutning af det 20. århundrede, Bauer &
Häselbarth-Chirug, Ellerau)
3.7 Rygmåler (c1935)
Prototype af instrument til måling af effekt af korrigerede rygbehand-
linger. Ikke videreudviklet.
3.8 Ergometercykel (c1970, Gymnastik- och idrottshögskolan
(GIH), Stockholm)
Brugt i Glostrupundersøgelsen, en stor folkesundhedsundersøgelse
startet i 1964
3.9 Spørgeskemaer fra epidemiologiske undersøgelser
(Østerbroundersøgelsen og Herlev-Østerbroundersøgelsen)
Anvendt i undersøgelser i 1976-1978, 1981-83, 1991-93, 2001-03 og
2003-13
Teksten er minimalistisk og nøgtern i sin formidlingsform. Der indgår ingen unødvendige informationer i teksten, ej heller er der gjort nogen forsøg på fortolkninger. Genstandsteksterne er altså ikke forklarende i deres form, men de optræder nærmere som en slags etiketter med definitioner, der relaterer sig til et konkret virkelighedsindhold. Stilen i genstandsteksterne er deskriptiv eller beskrivende. Beskrivelsen refererer altid til en genstand uden for teksten selv (se også Bal 1985, s. 131-134).
Den beskrivende form er mimetisk i sit projekt, dens mål er at repræsentere genstanden så nøjagtigt som muligt, hvorfor den traditionelt set er blevet opfattet som en saglig, objektiv og således også videnskabelig formidlingsform. Som navnene på genstandene remses op efter hinanden, inddelt under afsnit, nærmer fremstillingsformen sig den encyklopædiske form (Bal 1985). Hermed minder fremstillingsformen om et udstillingsprincip, der bl.a. fik sit gennembrud under oplysningenstiden med dets klassificering og systematisering af virkeligheden. Også igennem den knappe, næsten uformidlede udlægning af udstillingsgenstandene ligner fremstillingsformen her oplysningstidens udstillingsprincip. Et princip, der bl.a. relaterer sig til ideen om, at erkendelse af omverdenen sker igennem iagttagelse af den foreliggende og konkrete virkelighed (Christensen, s. 92; Kristensen 1993). Oplysningens udstillingsprincip bestræber sig på at udlægge genstandene næsten helt uformidlet for beskueren, således at denne, uhildet og fordomsfri, kan gøre sig sine egne iagttagelser og således få indsigt i genstanden.
I de overordnede udstillingstekster, som kan læses på udstillingens vægge, gør sig dog et andet udstillingsprincip gældende. Et princip, der ikke har til formål at adskille genstandene i en slags encyklopædiske videnssystemer, men som tværtimod, på tværs af taksonomi og hierarkiske systemer, forbinder genstandene med hinanden til større betydningssammenhænge. Hvis udstillingens genstandstekster er beskrivende, så benytter de overordnede udstillingstekster sig af en berettende fremstillingsform, der fortolker genstandene ind i en sammenhæng (se også Ågren 1995, s. 41-42). Den berettende fremstillingsform skaber hermed et helhedsblik på genstandene. Foregående udsagn skal følgende belyses ud fra nedenstående teksteksempel fra afsnittet “Laviner af data”:
Som Laviner af data
Siden det tidligere 19. århundrede har medicinen målt kroppen i en grad, man ikke tidligere troede mulig. Inden for fysiologien bliver kroppen visualiseret i grafer og kurver på endeløse ruller af papir. Kredsløbet og hjertets pumpen bliver nu set gennem strømnings-mekanikkens optik. Blodtryksmåling er blevet en central del af enhver praktiserende læges arbejde, og informationen herfra bruges også i storstilede fremskrivninger af befolkningens sundhedstilstand. De nyeste bioteknologier har mangedoblet mængden af information, der kan skabes ud fra en enkelt blod-prøve.
Som laviner af data og prøver bliver strømmen af ’liv’ indfanget og behandlet i biokemiens våde laboratorium og modelleret numerisk på computere i bioinformatikkens tørre laboratorium. Data genereres i alle dele af samfundet: sundhedspleje, aktiemarkedet, kvalitetsstyringssystemer – endda i statistikker over museumsgæster. Spørgeskemaer er måleinstrumenter ligesom målebånd og vægte. I takt med at forebyggelse indtager en hovedrolle i moderne medicin, bliver millioner af mennesker del af epidemiologiske studier og screeninger.
I biomedicinen er det netværket af centrale registre, bundet sammen af CPR-numre, der forbinder individer med sundhedsstatistikkernes ’befolkningskroppe’. Disse statistikker bliver så kortlagt, undersøgt og administreret af folkesundhedsvidenskaben. Hvor står vi hver især i dette omstridte felt mellem individuel sundhed og sundhedspolitik?
Mens genstandsteksterne remsede genstandene op i numerisk orden, sætter teksten her genstandene ind i en sammenhæng. Igennem teksten erfarer læseren, i hvilken bane blodet eller ‘livet‘ strømmer. Den første blodtryksmåling tages hos lægen, hvorefter data genereres videre til andre laboratorier for derefter at ende i sundhedstatistikker i samfundet. Ved at forbinde genstandene med hinanden skaber udstillingsteksten et fremadskridende forløb, hvilket, i modsætning til genstandsteksterne, gør teksten narrativ i sin form. Idet udstillingsobjekterne gøres til genstand for fortælling, transformeres de fra at være ting til at blive til sproglige tegn i et semiotisk system eller handlingssekvenser i et narrativt system. De er narrative elementer, der binder sig sammen til forklarende helheder.
Til forskel fra genstandsteksterne, der benytter sig af videnskabelige fagtermer, er de overordnede udstillingstekster kendetegnede ved at benytte sig af et billedsprog, der omskriver indholdet og sætter det ind i en kontekst. Tropen ”Som laviner af data” er en sammenligning. Betydningen af denne konstruktion etableres ved, at beskueren drager paralleller til sin egen viden om laviner fra det virkelige liv. Sammenligningen finder vi også i konstruktionen “ligesom målebånd og vægte”. Målebånd og vægte kendes både fra laboratoriet, men også fra beskuerens egen hverdag.
Konstruktionen “strømmen af ‘liv’” er et symbol, der her både kan betyde blodet, som måles, samt de data-oplysninger, der udvindes fra blodet. I konstruktionen “sundshedsstatistikkernes ‘befolkningskroppe’” er der tale om en personifikation. Ved at sammensætte statistikker med ‘befolkningskroppe‘ er teksten med til at ændre opfattelsen af statistikker som et uvedkommende og tørt fænomen til at blive en slags levende, menneskelig organisme. Billedsproget er betydningsdannende, det skærper forståelsen for biomedicinen, ikke ved at benytte en rationel-analytisk indfaldsvinkel, men tværtimod ved at vække beskuerens følelser og sanser. F.eks. sammenligningen “Som laviner af data” er her virkningsfuld, ikke fordi den fremlægger eksakte informationer for beskueren, men fordi den skaber en fornemmelse af, at mængden af informationer fra blodtryksmålingen er enorm.
Med litterære figurer og troper som middel kontekstualiserer teksten videnskaben, sætter det ind i et genkendeligt hverdagsunivers, og etablerer en forståelsesramme, som beskueren kan relatere sig til. Teksten bryder objektiviteten og videnskabeligheden, som genstandsteksterne synes at bringe for dagen, og gør i stedet for biomedicinen nærværende og familiær. Udstillingen benytter sig her af et helhedsorienteret udstillingsprincip, som vi bl.a. genfinder i mange tidligere og også nutidige folke- og frilandsmuseer, hvor genstandene iscenesættes i rekonstruerede miljøer. Intentionen hermed er at videreformidle kulturen, ikke kun den materielle, men også den immaterielle kultur, såsom traditionelle værdier (se også Skougaard 2005, s. 104).
Et flerperspektivisk blik på biomedicinen
Igennem sin berettende form skaber teksten sammenhæng og mening. Anvendelsen af litterære figurer og troper vidner dog også om, at teksterne ikke udgør vinduer til virkeligheden, men at de tværtimod igennem deres fortolkende praksis skaber egne virkeligheder. De opbygger illusoriske rum, som læseren kan leve sig ind i. Sammenligningen “som laviner af data” refererer ikke til en betydning uden for sig selv. Den er ikke mening, men en poetisk figur, som teksten anvender for at skabe nærvær. Dette er et paradoks ved teksterne, som de retoriske figurer også reflekterer.
Ovenstående udstillingstekst slutter med spørgsmålet: “Hvor står vi hver især i dette omstridte felt mellem individuel sundhed og sundhedspolitik?”. En retorisk-poetisk figur, som jeg mener, synliggør æstetikken i udstillingsteksten.
Det retoriske spørgsmål har en kontrasterende og overraskende effekt på udstillingsteksten. Ubesvaret, som det hænger i luften henvendt til læseren selv, stopper det tiden og underminerer den fremadskridende og lineære læseform. Spørgsmålet dementerer den allerede etablerede betydningssammenhæng. Her slår det refererende sprog pludselig over og bliver noget andet, idet det ikke har udstillingsobjektet som genstand for beskrivelse. I stedet for at pege ud, mod en genstand, peger teksten refleksivt på sig selv. Tomt for mening som spørgsmålet er, viser teksten, at dets sprog heller ikke besidder et fast indhold. Den refererede genstand, biomedicinen, bliver hermed også fremlagt som en uhåndgribelig og fremmedgjort størrelse, der altid er underlagt fortolkning.
Mens teksten i sin forklarende form positionerer subjektet som den, der aktivt tilegner sig teksten, kan man nu tale om en repositionering af subjektet. Igennem spørgsmålet kastes ‘blikket‘ over på læseren. Læseren, som også er beskuer, bliver gjort opmærksom på sin rolle som betragter og fortolker af genstanden. Hermed rykkes beskueren væk fra sin rolle som det overskuende subjekt, som den, der har teksten og biomedicinen som objekt, til i stedet for selv at være den, der gøres til genstand for betragtning.
Der er her tale om et skift fra en narrativ til en poetisk, fra en metaforisk til en metonymisk fremstillingsform. Mens den narrative form skaber formfuldendte helheder, splitter den poetiske diskurs teksten op i mindre dele. Den poetiske diskurs har en negerende eller dekonstruktiv effekt på udstillingens fortælling.
Omvendt er de retoriske figurers fragmenterende virksomhed også med til at ‘løsrive’ tegnene fra deres vante meningssyntaks. Tegnene udvikler sig hermed fra at være hermetisk lukkede enheder med en fast betydning til at blive en form for ‘åbne’ tegn, der er i stand til at indgå i nye betydningssammenhænge (se også Christensen 2001). Den opfordrer beskueren til at skabe sammenhænge på tværs af den fremadskridende narrativ og selv danne sig sin egen fortælling. Herigennem skaber udstillingen et flerperspektivisk blik på videnskaben.
Skiftet fra den narrative til den poetiske fremstillingsform udtrykker også et skift fra ét udstillingsprincip til et andet. Den poetiske vinkel i udstillingen spejler en ny måde at ordne og organisere genstandene på. Organiseringen af genstandene følger her ikke princippet om kronologi og taksonomi. Ved at bryde med den narrative udstillingsform gør udstillingen også op med ideen om det altoverskuende helhedsblik skabt af en oplysende og fremadskridende narrativ. I stedet for udtrykker den poetiske form et udstillingsprincip, der muliggør, at publikum kan fortolke genstandene bag om den traditionelle historiske lineære narrativ (Prior 2006).
En sanselig udstillingsoplevelse
I udstillingens sidste afsnit “Et billede på nethinden”, antydes det, hvorledes udstillingen forsøger at udlægge biomedicinen som en fremmed og uhåndgribelig størrelse, beskueren ikke kan forstå rationelt, men kun kan sanse og føle. Det anatomiske teater udgør udstillingafsnittets genstand. Teatret optræder ikke alene som det objekt, teksten refererer til. Det optræder i lige så høj grad som en effektfuld stil-figur, der snarere har som mål at vække følelser og forundring end at forklare.
Et billede på nethinden
Formet som et gigantisk øje er dette anatomiske teater et instrument der visualiserer ved at redistribuere lys. Da det i sin tid blev benyttet til undervisning af lægestuderende, blev der foretaget dissektioner i rummets rolige centrum i lyset fra åbningen i det hvælvede loft.
Hvælvingen spejles i siddepladsernes skrå trin der usynligt holdes oppe af træstivere, meget lig dem i trefoden foran dig. Uden disse støtter ville der ikke være frie synslinjer, og derfor ingen oplysning. De giver dig mulighed for at kaste dit blik fra galleriet ned på spøgelserne fra anatomiens historie – i begge ender af kniven.
I dag imploderer dette rum. Et medicinsk øje der kigger på sig selv. Pillekameraet er det 21. århundredes forfinelse af lægens sonde. En lille kapsel der tager 50.000 digitale billeder på sin rejse gennem tarmkanalen. Hvor det engang var patienten der blev opslugt af teatret, er det i dag patienten der sluger panoptikonet.
I afsnittet kastes et blik på det anatomiske teater, hvor der tidligere blev foretaget dissektioner af døde kroppe til undervisningsbrug. Det anatomiske teater sammenlignes med vore dages måde at observere mennesket på.
Med til forestillingen om det anatomiske teater hører også forventningen om, at kroppens indre organer udlægges, således at beskueren kan danne sig et fuldendt billede af mennesket. Dette er der også noget spændingsfuldt og fascinerende ved, hvilket teatret symboliserer. At kigge ind i kroppen, er som at kigge ind i hemmelighedsfuldt rum, der normalt ikke er synlig for beskueren. Samtidig er der også noget uhyggeligt og angstfremkaldende forbundet med liget på dissektionsbordet. Ved at sammenligne dissektionen med vore dages måde at betragte kroppen på, skabes en umiddelbar indlevelse, der også indgyder frygt; det kunne være betragteren, der lå på dissektionsbordet. Ordet ‘spøgelserne’ er ligeledes med til at fremmane denne følelse af angst og ugenkendelighed.
På lignede måde som den lægestuderende dengang gik ind i dissektionsrummet med en forventning om at få udlagt kroppens hemmelighed, således betræder også beskueren udstillingen med en forventning om at få udlagt biomedicinenens indre hemmelighed. Med teatret som metafor, bliver udstillingsafsnittet hermed til en iscenesættelse af det blik, der kigger på biomedicinen. Et blik der, som i teatret, er præget af æstetisk fascination og forundring. Igennem dette udstillingsafsnit bliver biomedicinen udlagt som en beundringsværdig og mystisk størrelse, der aldrig vil åbenbare sig fuldt ud for beskueren. “Et billede på nethinden” forvandles her til en slags tekst i teksten eller museum i museet; en metapoetisk kommentar, hvor museets egen udstillingspraksis stilles til skue for beskueren.
Vurdering
I spændingsfeltet mellem den narrative og den poetiske form, skaber museet en udstilling, der snarere end forklarer, vækker følelser og forundring hos beskueren. Udstillingen undviger at virke didaktisk-belærende, og giver i stedet for beskueren en central plads i udstillingen. Den poetiske diskurs skaber en form, der muliggør, at beskueren selv skal tage del i konstitueringen af udstillingens narrativ og skabe sammenhænge mellem elementer.
Den poetiske diskurs i udstillingsteksterne vidner om, at teksterne ikke er objektive gengivelser af virkeligheden, men fortolkninger. Med udstillingens objekter som genstande konstruerer teksterne sammenhængende fortællinger. Udstillingen udlægger hermed videnskaben, ikke som natur, men som en menneskelig og kulturel konstruktion. Hermed adskiller udstillingsformen sig fra tidligere traditionelle udstillingsprincipper, der bygger på forestillingen om, at museet kan repræsentere genstanden. Et princip, der baserer sig på oplysningstidens opfattelse af virkeligheden og videnskaben som en konkret størrelse, der eksisterer uafhængigt af et subjekt. Det udstillingsprincip, som sætter sig igennem på Medicinsk Museion, baserer sig tværtimod på en poststrukturalistisk eller postmoderne opfattelse af virkeligheden. Virkeligheden er ifølge en postmoderne tolkning altid sprogliggjort af kulturen, hvorfor den således også som kulturen er et menneskeskabt og foranderligt fænomen (læs også Christensen). Således kan virkeligheden heller aldrig repræsenteres i neutral form, den er altid underlagt fortolkning.
Som allerede antydet og vist i analysen, kan den refleksive udstillingsform både have en kritisk og en frugtbar indvirkning på det formidlede indhold. Igennem den æstetiske vinkel sætter udstillingen nye perspektiver på biomedicinen; den rykker ved allerede etablerede opfattelser af medicinen og åbner samtidig op for, at genstanden kan indgå i nye sammenhænge. Men spørgsmålet er, om denne betydningsdannelse finder sted i udstillingen Del og Hel.
I en udstilling som Del og Hel, hvor det formidlede indhold i forvejen er komplekst og af højt niveau, kan det være problematisk, når æstetikken bliver den primære indgang til biomedicinen frem for informationen. Del og Hel synes at forudsætte en beskuer, der på forhånd besidder en viden om, hvad biomedicin er for en størrelse, samt hvad de forskellige genstande i udstillingen repræsenterer. Når forklaringen udebliver, er der en fare for, at den æstetiske formidlingsform mister sin virkning; at den kommer til at dominere indholdet i en grad, så der ikke er noget at vende sit kritiske blik imod. Der er altså en risiko for, at æstetikken kommer til at overskygge udstillingens genstande, således at oplevelsen af udstillingen alene bliver en æstetisk oplevelse, hvor beundring, spænding, chokeffekter skabt af den overraskende form, kommer til at fylde mere end videreformidling af erfaring eller viden. Udebliver den kritiske vinkel i udstillingen, er der altså en fare for, at udstillingen ikke formår at skabe rum for ny videns- og betydningsdannelse.
Man kan synes, at udstillingen grænser til det elitære, fordi kun en lille indviet del af befolkningen; læger, sygeplejersker, farmaceuter og andre fagfolk, der dagligt kommer i berøring med medicinen, besidder nok viden om medicinen til også at kunne reflektere over den. Omvendt, når æstetikken ikke skaber engagement, men i stedet for gør besøget i museet til en komfortable oplevelse, grænser museet nærmere til det, vi kunne kalde for ren underholdning. Her kunne også ligge et forsøg fra museets side til at gøre sig en del af populærkulturen. Udstillingen Del og Hel eksemplificerer både hvilke muligheder og potentialer samt hvilke begrænsninger, den refleksive udstilling indeholder.
Konklusion
Målet med denne opgave var at undersøge, hvordan den æstetiske formidlingsform ‘åbner’ henholdsvis ‘lukker’ for genstandenes betydning. Valget af den æstetiske formidlingsform er ikke enestående for Medicinsk Museion. Det afspejler tværtimod en tendens, som i stigende grad anvendes i mange vestlige museer. Den udstillingsform, som har sat sig igennem i Del og Hel, er også blevet kaldt refleksiv. Kendetegnende for Del og Hel og andre refleksive udstillinger er, at de igennem den æstetiske form peger på deres eget udstillingsmedium. Refleksivt peger de således på de metoder, som museet selv anvender som middel til at konstruere sine fortællinger. Den refleksive udstillingsform kan ses som et svar på den teoretisering af museet, som bl.a. satte sig igennem med skiftet fra gammel til ny museologi. Skiftet fra gammel til ny museologi betegner også et skift fra at opfatte museet og dets mening ikke som fikseret og fastgroet, men som kontekstuel og foranderlig. Påvirket af teorier der gør op med ideen om repræsentativitet, har den ny museologi bl.a. rettet sit fokus mod de mekanismer, politiske interesser og ideologier, der ligger til grund for museets udformning, og som taler igennem museet. Ved at sætte sin egen udstillingsform i fokus er den refleksive udstillingsform således selv med til at vende et kritisk blik imod allerede etablerede forestillinger og viden. Igennem bruddet med eksisterende viden muliggør udstillingen samtidig også dannelsen af nye betydningssammenhænge. Således kan museet, med refleksiviteten som middel, afstedkomme den kritik af repræsentationen, som de nye strømninger inden for museumsstudierne bl.a. har rettet mod museerne.
Med fokus på udstillingsteksterne har jeg undersøgt, hvordan æstetikken i udstillingen Del og Hel har en refleksiv effekt. Dette ved at se på forholdet mellem den narrative og den poetiske vinkel i udstillingsteksterne. Det er i spændingsfeltet mellem disse to litterære-æstetiske modeller, at udstillingens æstetik synliggøres. Den poetiske vinkel er med til at dekonstruere og dementere udstillingens narrativ. Til gengæld muliggør den poetiske vinkel en læsning af udstillingen, der går på tværs af den lineære narrativ og allerede etablerede betydningssammenhænge. Hermed kan den æstetiske vinkel være med til at åbne for betydning.
Udstillingen Del og Hel peger dog også på de problematikker, der kan være, ved at museet lader den æstetiske vinkel være udstillingens fokus.
Der er en stor fare for, at æstetikken ‘stjæler showet’, således at udstillingens indhold rykkes i baggrunden, og den æstetiske vinkel ganske enkelt mister sin refleksive og kritiske effekt. Fordi Del og Hel har vægtet æstetikken så langt højere end informationen tenderer udstillingen mod at blive en oplevelse, der hverken rykker ved faste overbevisninger eller skaber nærmere indsigt i de overbevisninger og den viden, der nu engang eksisterer inden form biomedicinens felt. Her er en fare for, at den æstetiske vinkel, i stedet for at åbne lukker for betydning.
Del og Hel er en modsætningsfuld udstilling, der både synes at ville informere, men samtidig undgå at sætte sig i rollen som didaktisk-belærende udstilling. På mange måde afspejler Medicinsk Museion igennem den her analyserede udstilling museet som fænomen i en moderne kultur, hvor viden ikke lader sig reducere til en samlet fortælling, og hvor museet har rykket sig væk fra sin rolle som en oplysende instans og måske i højere grad er blevet en del af underholdningskulturen.
Litteraturliste
- Bal, Mieke, “Exhibition as Film” i Exhibition Experiments, Blackwell 2007
- Bal, Mieke, “Telling Objects: A Narrative Perspective on Collecting” i A Mieke Bal Reader, University of Chicago 2006
- Basu, Paul and Sharon Macdonald, “Introduction: Experiments in Exhibition, Ethnography, Art, and Science” i Exhibition Experiments, Blackwell 2007
- Basu, Paul, “The Labyrinthine Aestehtic in Contemporary Museum Design” i Exhibition Experiments, Blackwell 2007′
- Brooks, Peter: ‘Reading for the Plot’, ‘Narrative Desire’ and ‘Freuds Masterplot’ in Reading for the Plot, Design and Intention in Narrative, New York, 1984
- Carbonell, Bettina Messias, “Introduction: Museum/Studies and the “Eccentric Space” of an Antology” i Museums Studies. An anthology of Contexts, Blackwell 2009
- Coxall, Helen, “How Language Means: An Alternative view of museums text” i Museum Language, Leicester University Press 1991
- Christensen, Line Hjorth, “Scener fra naturens galleri” i Passepartout nr. 17, Arhus Universitet 2001
- Christensen, Line Hjorth, “Til minde om byen” i Nordisk Museologi 2001/1-2
- Dean, David, “Storyline and Text Development” i Museum Exhibition, Theory and Practice, Routledge 1996
- Ferguson, Bruce W., “Exhibition Rhetorics” i Greenberg, Ferguson, Nairne (ed.) Thinking about exhibitions, Routledge, 1996
- Hauge, Hans, “Dekonstruktivisme” i Litteraturens tilgange – metodiske angrebsvinkler, Academica 2005
- Hudson, Kenneth, “The Museum Refuses to Stand Still” i Museums Studies. An anthology of Contexts, Blackwell 2009
- Lionnet, Francoise, “The Mirror and the Tomb: Africa, Museums, and Memory” i Museums Studies. An anthology of Contexts, Blackwell 2009
- Lorimer, Anne, “Raising Specters: Welcoming Hybrid Phantoms at Chicago’s Museum of Science and Industry” i Exhibition Experiments, Blackwell 2007
- Macdonald, Sharon, “Expanding Museum Studies: An Introduction” i A Companion to Museum Studies, Blackwell, 2006
- Mason, Rhiannon, “Cultural Theory and Museum Studies” i A Companion to Museum Studies Blackwell, 2006
- Prior, Nick, “Postmodern Restructurings” i A Companion to Museum Studies, Blackwell, 2006
- Skougaard, Mette, “Folkekulturen på museum” i Ny dansk museologi, Århus Universitetsforlag, 2005
- Uldall, Anne Grethe, “Strategier for udstillingstekster” i Passepartout, Institut for Kunsthistorie, Århus 2001
- Vergo, Peter “Introduction” i The New Museology, Reaktion Books, 2006
- Ågren, Per-Uno, “Om museer og utställningsspråk” i Nordisk Museologi, 1995
