Om at udstille ingenting

Åbningstale ved ferniseringen af Metascent – en udstilling om menneskets duft d. 14. maj 2014.

Mennesker dufter i dobbelt forstand. De dufter til og af noget. På den lille eksperimentelle udstilling Metascent, som netop er åbnet på Medicinsk Museion, kan man få lov at dufte til og dvæle ved menneskets duft i flere afskygninger. Duftsymptomer fra den syge krop og duftspor fra den raske krop er indsamlet og gjort tilgængelige for besøgendes næser.

Titlen Metascent er en forkortelse af ’metabolic scent’, hvilket vil sige metabolisk – eller i mere dagligdags tale –stofskiftets duft. Vores kropsdufte er ud over genetik bestemt af vores stofskifte. Kroppens dufte er således en indikation på vores generelle sundhedstilstand, eventuelle sygdomme, fordøjelse, næringsoptag såvel som nedbrydelse og sågar humør er afspejlet i duft. Når det kommer til humør, så tænk for eksempel på forskellen mellem angstsved og aktivitetssved – vi dufter forskelligt alt efter, hvordan vi har det.

På udstillingen får man mulighed for at opleve og forholde sig til stofskiftets dufte på flere niveauer.

Niveauerne er afspejlet i udstillingens tekster, som er skrevet i en analogi til en parfumes ’noter’ i henholdsvis top, midte og base. Duftnoter bestemmes på baggrund af kendskab til molekylers flygtighed og tyngde, og udstillingens tekster folder sig ud i tre lignende niveauer.

Topnoterne er de dufte, vi oplever ved allerførste snif. De former vores umiddelbare indtryk, men molekylerne er lette og fordamper derfor hurtigt. Udstillingens ’topnotetekster’ præsenterer bud på førstehåndsindtryk af installationerne. De er mindre reflekterede og mere følelsesbetonede. I virkeligheden skulle der måske slet ingenting have stået, for netop de umiddelbare reaktioner er stærkt personafhængige og partikulære. Samme duft, præcis samme molekyle, kan opleves vidt forskelligt, og særligt duft har en evne til at sende os lukt tilbage i tid og sted til et sceneri fra første gang vi oplevede den specifikke duft – som et memoìre involuntaire så velkendt beskrevet af Marcel Proust.

Dufte sidder uhyre godt lagret i vores hukommelse. Derfor er det forskelligt, hvad vi oplever, og udstillingen vil gerne give plads til individuelle og personlige erfaringer før den overdynger gæster med ’hovski-snovski-versioner’ af, hvad man ‘objektivt’ kan sætte næsen til.

Fundamentet for den kuratoriske idé, som Metascent hviler på, er fænomenologisk i den forstand, at udstillingen søger at udvise sensibilitet overfor besøgendes egne oplevelser af dufte. Ved hver af udstillingens installationer er der derfor gjort en bevidst indsats for at få besøgende til at bruge næser før de bruger for eksempel øjne og intellekt.

Når topnoterne i en parfumeduft fordamper, gør de midterste noter deres entré. Disse noter udgør hjertet af en duft. De er mindre flygtige, varer længere og giver duften dens mere vedvarende karakteristika og substans. I udstillingens ’midternotetekster’ findes de mest faktuelle oplysninger om genstande og installationer.

Efterhånden som midternoterne aftager, kan basenoterne fornemmes. De er et tøvende anslag i samklang med de flygtigere noter. Basenoter skaffer dybde og volumen til en dufts fulde krop. I sig selv er de ikke altid nydelsesrige, men de kompletterer ofte de lysere noter og sørger for et intenst og varigt indtryk. Udstillingens ’basenotetekster’ er refleksioner, der træder et skridt tilbage i selvrefleksion og forholder sig til museale udfordringer, når det handler om at udstille duft. Dette er udstillingens meta-niveau.

Samtidig med at udstillingsgenstandene (dvs. duftene) er allestedsnærværende dagligdagsfænomener (de er omnipotent til stede hver eneste gang mennesker trækker vejret), så er dufte i et oplevelsesperspektiv meget ofte det rene ingenting: dufte er usynlige, flygtige, urørlige og opleves ofte som immaterielle. En udfordring når det kommer til at udstille dufte er derfor, at skulle udstille ’et ingenting’, som samtidig meget let ’berører’ museumsbesøgende så kraftigt, at de kan gå fra at være INGENTING til ALTING – eksistentielt vel at mærke. Dufte vedrører os ved at forarge, frastøde eller tiltrække os – med andre ord så stemmer de os følelsesmæssigt, og dette usynlige og dobbelttydige virke er det en udfordring ikke at slå til jorden men at lade virke i udstillingsarbejdet.

En yderligere og meget teknisk udfordring handler om duftes flygtighed.

De kan ikke fastholdes, de overskrider grænser, lader sig svært indramme og stabilisere, og så indtager de let hele udstillingsrum. De blander sig med hinanden og flyver af sted, inden vi får sniffet dem til os. På den måde er dufte ’ustyrlige’ sanseindtryk, og en erfaring vi kan tage med os fra udstillingsarbejdet er, at vi på museet må lære at affinde os med mindre kontrol. Ofte er museumsudstillinger gennemtænkt 120 gange, hvis ikke mere. Kuratorer har deres ideer om, hvad besøgende måtte hente ud af diverse genstande, men netop her er dufte dybt fascinerende, fordi de ikke lader sig styre og tilrette på samme måde som for eksempel lys, lyd og temperaturforhold.

Om det lykkes at fastholde duftene på Metascent, og hvad besøgende egentlig oplever, når de dufter sig igennem udstillingen, er hvad der gør lugten i galleriet exceptionelt spændende.

For kort at komme tilbage til udstillingsteksternes niveauer, så er det i ’midternoteteksterne’, at man kan finde, hvad man med den franske filosof og essayist Roland Barthes kan kalde for fænomenoplevelsernes betydningsniveau (la signifiance). Vi tager et snif og tænker ”nå, hvad er det så udstillingen vil kommunikere, når jeg dufter til det her?” I denne søgen efter at forstå den åbenlyse mening (le sens obvie) med duften leder vi efter dens repræsentation. Og pludselig får vi måske færden: ”nåh ja, det her dufter jo af….” Kabalen går op og vi behager os over at have    haft næse for sagen. Det er et behag (le plaisir) over at kunne finde de ’noter’ vi får at vide, at vi naturligvis (obejktivt) må kunne finde.

På Metascent er vi imidlertid særligt interesserede i, hvad Barthes har kaldet for le trosième sens, der direkte oversat betyder den tredje sans/mening eller le sens obtus (den stumme mening/sans). ’Sense’ betyder på fransk såvel som på engelsk både mening og sans. Le trosième sens er en sanselig kropserfaring, som det ikke lykkes vores intellekt at håndtere. Det er en oplevelseskvalitet, der ikke findes ord for, og som snarere prikker til os, stikker, giver gåsehud, kvalme, eller bevirker, at vi tiltrækkes. På præcis dette niveau opererer dufte meget ofte. Vi har et begrænset vokabular til at beskrive dufte med. Som regel referer vi til andre sanser. Det kan dufte sødt (en smag), det kan dufte af noget (fx roser), men duften ’i sig selv’, hvor er den? Dufte sprænger vores vokabular, de prikker til os, de berører os bare uden budskab og mening. Dette niveau ligger hos udstillingens besøgende selv hver især – i topnoterne, som vi håber, at vores gæster selv vil komponere.

På Metascent er der udstillet flygtige dufte såvel som fastholdte dufte (bundet ved hjælp af nanoteknologi), og der er gjort plads til fortidens dufte – dem vi genkalder os i hukommelsen og som igangsætter minder. Holdet bag Metascent har stor interesse i besøgendes egne oplevelser, og derfor er der i udstillingslokalet opstillet en stor transparent boks, som skal fungere som en slags gæstebog. Her kan besøgende dele deres duftoplevelser på skrift eller give sig i kast med andre kunstneriske kreationer ved at tegne på boksen. Alle bidrag bevares og vil kunne udgøre materiale til en kronik eller lignende – det afhænger alt sammen af gæsternes hjælp.

 

Vi glæder os til at invitere jer indenfor på Metascent – en udstilling, som vi håber både vil fungere som en umiddelbar og konkret udstilling, men også som en avanceret og tankevækkende udstilling.

For yderligere information se Metascents hjemmeside og følg #metascent på twitter og instagram.