mama I mandags deltog jeg i en interessant temadag, som det relativt nye Center for Sund Aldring afholdt. Centeret hører under Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet og Medicinsk Museion bidrager bl.a. til centeret med forskning i relation til program 5 ”Formidling og innovation: Sundhedsfremme og brugerinddragelse”, som man kan læse om her.
Temadagen var særligt spændende, fordi den viste, hvor utrolig mange perspektiver, man kan lægge på aldring, både inden for de enkelte fagretninger og i spektrummet fra naturvidenskab over samfundsvidenskab og humaniora, som centeret indeholder. Hjerner, stamceller, mitokondria, muskelstyrke, træthed, spørgeskemaer, databaseopbygning, forebyggende medicin og aldring som et kulturelt situeret fænomen med magt, identitet og sociale kategorier i spil var nogle af vinklerne, der var oppe. Fælles for mange af oplæggene var bl.a. diskussioner om, hvordan man kunne udtale sig generelt om aldringsfænomener, når ældre er så forskellige – og diskussioner om, hvordan ‘aldring’ egentlig skal forstås og mere specifikt, hvordan ‘sund aldring’ skal opfattes. Er sund aldring eksempelvis det samme som ‘ingen aldring’, eller er der forskellige kriterier for sund aldring i forskellige livsfaser?
Kompleksiteten i forskningsfeltet var tydeligt, men det var også tydeligt, at der var mange frugtbare forskningsprojekter i gang eller på vej – sund aldring er både forskningsmæssigt og politisk et aktuelt felt, som berører (og i dette tilfælde er med i udviklingen af) en stor del af nutidens og fremtidens biomedicin. Medicinsk Museion har tidligere lavet en særudstilling, Oldetopia, med alder og aldring som tema, som har et interessant og anbefalelsesværdigt katalog, man stadig kan købe, som kan give en god introduktion til temaet (se her).
Som endnu et eksempel på feltets aktualitet deltog jeg i onsdags i yderligere en workshop om aldring, med titlen “NoAge – Alder uden hindring”, der var arrangeret af Innovation Center Copenhagen (icph). Intentionen her var at komme op med innovative ideer til, hvordan man kan fastholde ældres ‘ønskede livsrum og funktionsevne’ til gavn for både borgerne selv, det offentlige og private virksomheder. Ideerne skulle således helst være konkrete, have en målbar effekt og kunne kommercialiseres. Jeg var med for at blive inspireret til et forskningsprojekt, jeg håber på at kunne arbejde med på Museion i fremtiden.
En fordel ved NoAge initiativet var dog, at det kunne tydeliggøre nogle af de måder, der tænkes i sundhedspleje i dag. Mange af diskussionerne i min og de andre af workshoppens grupper kredsede om, hvordan man i højere grad kan gøre individer ansvarlige og rustede til at varetage deres eget helbred gennem nye teknologier og sociale medier – hvor sundhedssystemet måske mere blev sat i en rolle som fascilitator af tilbud og kommunikator af viden end som noget, der kan eller skal indgribe direkte i den enkeltes hverdag. Borgerne skal selv overtage deres egen kropsdisciplinering i velfærdsstatens interesse kunne man sige med Foucault i baghovedet.
NoAge kunne også pege på det biomedicinske felts brede berøringsflade i samfundet og den store mængde aktører, der kan have interesse i og kan blive påvirket af forskning i felter som sund aldring. Det er ikke kun de ældre selv, men også alt fra sociale netværk, sundhedsinstitutioner, lægepraksisser, kommuner, virksomheder og forskningsinstitutioner mm., der er aktører i feltet – og som man kan beskæftige sig med, hvis man ønsker at forske i eller formidle den biomedicinske kulturarv. Med andre ord – når man først dykker ned i feltet er mulighederne legio. Og skal man som museum bevare denne kulturarv for eftertiden er udfordringerne ligeså…
