Ja, museerne skal ud til folket — men pas på det ikke ender i ren oplevelsesøkonomi

Nu ligger Medicinsk Museion godt nok ikke under Kulturministeriet (som KU-museum hører vi under Videnskabsministeriet) — men det gør jo ikke kulturminister Carina Christensens udspil (se dagbladet Politiken idag) mindre interessant.
Ministeren mener kort sagt at hvis folket ikke vil komme til museerne, så må museerne ud til folket. Kunsten og kulturarven skal ud på gader og torve, ind i indkøbscentrene og ud på friluftsbadene — eller der hvor folk nu tilfældigvis befinder sig i deres hverdag.
Grundlæggende synes jeg at det er en glimrende måde at tænke kulturarvsformilding på. Selvfølgelig skal museernes samlinger og udstillingstilbud ud og luftes! Vi skal ikke vente på at folk kommer ind i templet, men ligesom Jesus skal vi være der, hvor folket befinder sig (man kan drage mange interessante analogier mellem kirken og museerne!).
Ligesom en del andre museer (Trapholt m.fl.) har vi prøvet at lave en del udstillinger tættere på brugerne. For to år siden var vi med til at lave en udstilling om Rigshospitalets historie i forbindelse med deres 250-årsjubilæum. Den blev placeret i indgangshallen og blev set af tusindevis af ansatte, patienter og pårørende hver dag igennem flere måneder.
Vi har også eksperimentet med udstillinger på Bella Center. Da 5000 europæiske anæstesilæger var på kongres i København for to år siden kunne de se en kulturhistorisk udstilling inde på messeområdet — halvdelen af dem kom forbi vores 100 kvm i løbet af de to dage kongressen varede. Det var ikke mindst den grønne, frygtindgydende jernlunge fra polioepidemien i København i 50-erne som trak — men også den gamle flaske med curare!
Og vores seneste udstilling — om proteiner i historien — er placeret midt i vandrehallen på Panum, mellem undervisningslokalerne og kantinen, hvor mange hundrede studerende og ansatte går frem og tilbage hver dag. Hvis vi havde stillet den op i vores fine gamle museumsbygning i Bredgade ville den have haft et langt mindre publikum end  i det halvoffentlige rum på Panum.
Og så videre. Der findes altså allerede museer som i praksis lægger kulturen ud til brugerne. Og vores erfaring er, at det giver rigtigt god mening at tage museet ud, der hvor folk befinder sig. Det har været succesfulde udstillinger både for os på museet og for brugerne — og for institutionerne som har huset dem. Ren win-win-win! 
Samtidigt skal vi huske på at det ikke er uproblematisk. Man skal kende sin målgruppe, man skal arbejde meget tæt sammen med brugerne. Risikoen ved at bringe kunsten og kulturen ud til indkøbscentre og sportsanlæg er at museumsvirksomheden overgår i fladpandet oplevelsesøkonomi. Man kan nemt komme at tænke i “antal kunder i butikken” istedet for at se brugerne som kvalificerede, engagerede deltagere i et fælles langsigtet kulturarbejde.
Jeg tror at den nu højaktuelle diskussion om brugerinvolvering og museum 2.0 vil være et bedre udgangspunkt end den oplevelesøkonomiske tankegang. Når vi vil bringe kunsten og kulturhistorien ud til folket, så skal vi ikke primært gøre det for at tjene penger eller bidrage til det samlede eksportværdi — men for at skabe bred forståelse for vores historie og folkelig beredskab til at håndtere fremtiden. Det er brugerinvolvering og brugerstyret museumsinnovation det handler om, ikke oplevelser som Handelshøjskolen i København opfatter dem.