Mozart og diagnoser

En artikel i Politiken fik mig til at tænke over et interessant fænomen, navnlig det at spekulere i historiske personers dødsårsager, hvilket er overraskende populært. Der er mange historiske personer hvis død har været genstand for spekulation, eksempelvis Napoleon eller som i dette tilfælde Mozart -og så er der personer som Elvis hvor spekulationerne går et skridt videre og sætter spørgsmålstegn ved om han overhovedet ER død.  
I dette tilfælde er det som sagt Mozart det handler om; en gruppe forskere mener nemlig i en undersøgelse at være nået frem til hans dødsårsag, sløret som den var bag datidens diagnose “hitziges frieselfieber” -en generel betegnelse for sygdomme der gav høj feber, opsvulmethed og en række andre symptomer. Men nu mener man altså, om ikke med sikkerhed, så i hvert fald med sandsynlighed, at det formentligt var en streptokok infektion der gjorde det af med komponisten. Det er ganske spændende -selvom det unægteligt er mindre malerisk end f.eks. giftmordet i filmen “Amadeus”.
Der er selvfølgelig mange problemer ved på den måde at foretage en retrospektiv diagnose. Først og fremmest er der jo det helt åbenlyse problem, at den der stiller diagnosen ikke selv er til stede til at observere symptomerne og spørge ind til dem, men i stedet må forlade sig på den information der er videreleveret om “patienten” og sygdomsforløbet. Dette er jo i sig selv et ganske stort problem, da en sådan “fjerndiagnose” uværgeligt vil baseres på et ufuldstændigt billede. Men ligeså væsentligt er det, at diagnoser jo til hver en tid stilles ud fra det på daværende tidspunkt herskende medicinske paradigme. Altså både hvordan man opfattede sygdom, symptomer og årsager som helhed, samt hvordan (og hvor skråsikkert) man diagnosticerede. Endelig er det naturligvis også væsentligt hvilken læge der faktisk stillede diagnosen og hvordan denne læges personlige teorier, ideosynkrasier, opmærksomhed og forhold til den konkrete patient spillede ind på diagnosen. I Mozarts tilfælde lader det til at det måske ikke en gang var en læge der stillede diagnosen, hvilket jo ikke gør sagen bedre.
Selvfølgelig er det også væsentligt hvem den nutidige læge eller forsker der forsøger at stille en diagnose er. For naturligvis kan der være en tendens til f.eks. at fokusere på sit eget specifikke fagområde, at tillægge visse kilder og symptomer mere vægt ud fra ens hypotese og så videre.  Derudover er det også relevant at ihukomme Kuhn’s pointe om at videnskab ikke foregår i et socialt vakum; en forsker skriver sig naturligvis også idag ind i -og op imod- en tradition. Det ser man jo ikke mindst i det faktum at der har været ganske mange teorier om hvordan Mozart faktisk døde -og hermed er hvert nyt bud jo, om ikke et angreb på andre forskere, så i hvert fald en afvisning af deres konklusioner. Alt dette medvirker til at gøre retrospektive diagnoser til en ganske problematisk affære.
Forskerne bag undersøgelsen erklærer sig da heller ikke 100% sikre på deres konklusioner. Men det er alligevel spændende at tænke over hvor vidt vores evner og værktøjer til at rekonstruere fortiden mon egentlig rækker. For det er jo dybest set det man gør i al historieskrivning -og dermed vel egentlig også det vi gør her på Museion.