Matilde Dohm Burton beskrev de mange forskellige slags melankolier mennesket kunne lide af, eksempelvis hovedmelankoli, hypokondrisk melankoli eller kærlighedsmelankoli. Hvad især optog Burton var, Hvordan disse melankolier opstod, og hvilke behandlinger der var hensigtsmæssige.
For at strukturere og systematisere svarene på disse spørgsmål opstillede Burton nogle omfattende figurer. Det er disse figurer denne blog skal handle om, men inden jeg kommer dertil, skal det måske lige forklares, hvad melankoli egentlig er for en størrelse, og hvorfor vi her på Medicinsk Museion beskæftiger os med melankoli.
Melankoli kan sammenlignes med, hvad vi i dag ville kalde klinisk depression. Ordet melankoli kommer fra det græske melancholia og kan oversættes til sort (melas) galde (chole). Den sorte galde var, ifølge den Hippokratiske medicinforståelse, én af de fire dominerende væsker i menneskekroppen. Udover den sorte galde var de tre øvrige blod, slim og gul galde. Ubalance i de fire væsker kunne gøre mennesket sygt, eksempelvis kunne man have for meget eller for lidt af en væske. Led man af melankoli var det således den sorte galde den var gal med, og ofte var problemet simpelthen en overproduktion af den sorte galde.
Melankolien er interessant i forbindelse med Medicinsk Museions kommende udstilling Mind the Gut. Udstillingens tema er netop forbindelsen mellem tarm og hjerne, og her er det interessant at undersøge, hvordan sindslidelser er blevet behandlet igennem tiden. Burtons bog er et glimrende eksempel på dette, da han er yderst detaljeret i sine beskrivelser af melankoliens behandlingsformer. Det er dog vigtigt at understrege, at Burtons behandlingsformer ikke nødvendigvis er repræsentative for Burtons egen samtid.
De mange forskellige melankoliformer og deres behandlinger er i The Anatomy of Melancholy systematiseret i et overvældende netværk af figurer og skemaer. Ved første øjekast ser figurerne noget uoverskuelige ud, men efterhånden som man begynder at studere dem, begynder en vis logik at træde frem. Eksempelvis deler Burton behandlingerne op i tre kategorier: kirurgisk behandling, behandling baseret på kost og diæt og farmakologisk behandling. De som kender lidt til humoralpatologien ved, at det netop var inden for disse tre kategorier man mente at kunne behandle ubalancen i de fire væsker.
Ved kirurgisk behandling foreslår Burton eksempelvis åreladning, kopsætning og igle påsætning. Disse behandlinger skulle virke udrensende, således at kroppen fik hjælp til at skille sig af med de væsker der var i overflod og skabte ubalancen i kroppen. Var problemet derimod mangel på en væske, kunne behandling ved hjælp af kost være en mulighed.
Den farmakologiske behandling fylder absolut mest i Burtons figurer. Han nævner et væld af forskellige urter, planter og rødder samt farmaceutiske blandinger, som er godt for dette og hint. En del af de farmaceutiske blandinger var, som den kirurgiske behandling, tænkt som udrensende medikamenter, såsom opkast- og nysemidler. På billedet nedefor kan den udrensende medicin studeres:
Medicin blev ikke kun brugt som udrensende midler, der skulle fremkalde opkast og nys. I figuren nedenfor ses eksempler på, hvordan den medicin desuden blev brugt. Det kunne eksempelvis være grødomslag, eller olier der skulle påføres kroppen. Også indvortes medicin, såsom medicinblandinger tiltænkt at styrke bestemte organer, kunne indtages eller indføres ved klyster.
Den opmærksomme læser har allerede nu lagt mærke til, at mange af urterne og planterne går igen i flere af figurerne, og at der ofte står &c. efter de forskellige eksempler. Efterhånden som jeg studerede og renskrev alle Burtons figurer, gik det langsomt op for mig, at der i mange tilfælde faktisk stod det samme i de forskellige figurer. Og ved de fleste eksempler på hensigtsmæssige urter står der efterfølgende og så videre, eller og lignende (&c). Så i virkeligheden kunne alle de samme urter (og mange flere) bruges til alle slags melankolier? Jeg endte med at sidde tilbage med følelsen af, at det hele virkede lidt meningsløst, og at alle de komplicerede figurer i virkeligheden bare var for syns skyld…
Problemet er nok, at denne type figur i vores samtid ville være fyldt med fakta og facit, og derfor er det sådan vi er vant til at læse sådanne figurer. Burtons figurer er fra 1600-tallet, og det kan meget vel være, at han ikke har ment sine figurer som en facitliste, men derimod som inspiration. Eksempler på hvordan melankolien kunne behandles, og ikke nødvendigvis hvordan den skulle behandles. Hvis Burton derimod tænkte de ovenstående figurer som eksakte vejledninger for, hvordan melankolien skulle håndteres, kan man stille spørgsmålet: Hvorledes kom han frem til alle disse resultater? – Det er en længere diskussion, som jeg ikke vil åbne her. Det skal blot understreges, at undersøgelser af sjælelivet foregik på en markant andeledes måde på Burtons samtid end i dag, og derfor skal Burtons bog og figurer læses ud fra Burtons egen samtid.
Hvilken rolle Burtons og hans figurer kommer til at spille i udstillingen Mind the Gut, er ikke fastlagt endnu. Ét er dog sikkert, Burtons bog er en yderst detaljeret beskrivelse af, hvordan melankolien kunne forstås i Burtons samtid. Et nedslag i melankoliens lange kulturhistorie, hvor forståelsen og fascinationen af sindets lidelser og deres opståen er søgt forklaret og håndteret.
