Medicinske samlinger og udstillinger “in the making”

Jeg har lige fået en idé i en snak med Hanne. Den går ud på følgende. Hvis man nu vil gøre alvor af at medtænke de sidste 20 års diskussioner inden for videnskabshistorie og ”science studies” i studiet af dansk biomedicin som kombineret medicinhistorisk og museologisk projekt (og det vil vi jo gerne) – så stiller det os egentlig over for to forskellige slags opgaver:
1) dels handler det selvfølgelig om at skifte metodologisk fokus i indsamling og udstillinger, fra det traditionelle fokus på ”ready-made” medicinsk viden/objekter til et fokus på medicinsk viden/objekter ”in the making”. Dvs. at ikke fremstille biomedicinen som fiksfærdige resultater og artefakter, men at vise på medicinens dynamiske side, at forskning og klinik er en kontinuerlig process, hvor kognitive elementer, personaktører, sociale relationer etc. gensidigt producerer hinanden i en foranderlig politisk og kulturel kontekst.
20 års videnskabshistorisk og ”science studies”-forskning har jo efterhånden vist, at dette kan lade sig gøre på videnssiden – men det er såvidt jeg ved ikke blevet gjort på objekt-siden. Der ligger altså en særlig udfordring i at præsentere museumsobjekter ”in the making”, dvs. at vise materielle objekter som led i en forståelse af medicinens dynamiske karakter. Den udfordring har vi talt om i ny og næ, men ikke rigtigt fået sat på prænt endnu.
2) dels handler det om at indføre et refleksivt niveau i forhold til indsamling og udstilling, som viser, at også medicinske genstands- og arkivsamlinger og medicinske udstillinger har denne dynamiske karakter og kontinuerligt konstruerede karakter – dvs. at heller ikke samlinger og udstillinger er ”ready made”, men ”in the making”. Det var vel dette udstillingen ”Museum Europa” på Nationalmuseet prøvede at vise for mange år siden – og det er vel også dette Camilla afhandling går ud på (ikke?) – men det har ikke har fået nogen konsekvenser for den måde samlinger og udstillinger bliver præsenterede på.
Disse overvejelser kom ud af at Hanne påpegede at Whipple Museum i Cambridge har en monter hvor de fortæller hvordan en ting accessioneres ind i samlingerne (og bagefter i udstillngen), bla. ved at vise registreringsark (men alt dette må Hanne hellere selv fortælle om). Pointen er altså at vise i selve udstillingen hvordan man laver samlinger og udstillinger, dvs. man afslører arbejdet som ligger bag repræsentationerne.