Kirsten Jungersen
Det medicinhistoriske museum ligger som en af de små oaser i Damaskus’ gamle bydel.
Denne beliggenhed er museets største aktiv, idet rammerne udgøres af det gamle hospital Bimarstan Al-Nouri, bygget for Nureddin i midten af 1100-tallet.
Museet åbnede i de smukt restaurerede bygninger i 1978.
Vi blev venligt modtaget af Elham Mahfoud som er museets ledende konservator og direktør.
Syrerne har god grund til at være stolte af deres indsats i den arabiske lægekunsts storhedsperiode.
Det kan man bl.a. læse om i Philippe Provencal: Arabisk Medicin, Aarhus Universitetsforlag 2007 og i Peter E. Pormann og Emilie Savage-Smith: Medieval Islamic Medicine, Georgetown University Press 2007.
Begge henviser til M. Ullmann: Die Medizin im Islam. Leiden 1970.
Ofte var syrisk et mellemsprog i oversættelsen af Hippokrates og Galen fra græsk til arabisk, som det er tilfældet hos den fremragende nestoriansk kristne oversætter Hunayn (død ca. 873).
Museets indhold er øjensynlig tilvejebragt til åbningen og ser ikke ud til at bygge på større bevarede samlinger.
Den bedste del er den farmakologiske udstilling, og det er velbegrundet, for Ibn al-Baytâr skrev mellem 1240 og 1248 i Damaskus en af den arabisk-islamiske kulturs væsentligste bøger om farmakologi hvor han gennemgår ca. 1500 lægemidler.
Museets indre gård er tilplantet med en mængde forskellige lægeurter omkring fontænen, og det er gjort med stor æstetisk sans, flere steder kommer man til at tænke på vor hjemlige blomsterkunstner Tage Andersen.
Den medicinske udstilling rummer bl.a. nogle tableau’er i naturlig størrelse af undervisning, konsultation og behandling, en samling kirurgiske instrumenter, men også musikinstrumenter til behandling af sindslidende, og en fødestol.
Alt i alt giver det lille museum rigelig anledning til eftertanke om lægekunstens udøvelse.
