Thomas Söderqvist Tale ved åbningen af udstillingen MetaScent på Medicinsk Museion, onsdag 14. maj 2014
Indtil for nylig har det været tekster og fortællinger, forklaringer og sammenhænge der har stået i centrum for museernes opmærksomhed. Museerne er blevet opfattet som en slags uformelle læringsrum, hvor genstandene nærmest er blevet reduceret til illustrationer til forklaringer og fortællinger.
Men nu kan vi se tegn på at genstandene i deres egen ret er på vej tilbage i museumsverden igen. Flere og flere museer er blevet optaget at arbejde med tingene som ting i sig selv, og ikke kun som props i de kuratorielle fortællinger.
Samtidigt med at tingene er på vej tilbage, så er der en voksende interesse for tingenes sanselige kvaliteter. Og da mener jeg ikke sanselighed i form af en dramaturgisk iscenesættelse af fortællingerne — det er endnu en slags props og en hel museumsindustri i sig selv — men den sanselige oplevelse af tingene selv.
Det er denne form for direkte og umedieret tingslig sanselighed (æstetik i ordets oprindelige Baumgarten’ske betydning) vi er begyndt at interessere os for her på Medicinsk Museion. Udstillingen MetaScent, som åbner i dag, er et led i interessen for denne slags sanselighed.
Sammenhængen mellem materialitet og sanselighed er imidlertid ikke helt ligetil. Alle sanser er ikke lige materielle.
Jeg tror man med fordel kan skelne mellem de ”virkeligt materielle sanser” og de ”ikke-helt-så-materielle sanser”.
Med de ”virkeligt materielle sanser” mener jeg de sanser, som handler om den håndfaste og umiddelbare interaktion mellem tingene og os selv som materielle kropslige væsner (som min kollega Adam Bencard plejer at minde mig om at vi jo er).
Den mest sanselige form for nærkontakt mellem os og de materielle ting — den mest umiddelbart materielle af sanserne — er nok følesansen. Receptorer i fingrene og huden går i gang når vi rører ved tingene. Vi sanser bogstaveligt materialiteten mellem fingrene.
Høresansen er jo ret beset også meget materiel. Det man kalder ”lyd” opstår da molekylerne i luften svinger, og luftsvingningerne påvirker trommehinden, som via de små ben i det indre øre sætter små flimmerhår i bevægelse. Ren materialitet.
Det samme gælder smagssansen. Små molekyler i maden går i clinch med store molekyler (såkaldte smagsreceptorer) i celler på tungen.
Og det samme med lugtesansen. Ofte tænker vi nok ikke på lugtesansen som en materiel sans. Lugt opleves tit så esoterisk, at man nemt glemmer, at det er tale om ren hardcore-materialitet: lugt opstår da molekyler i luften binder sig til lugtreceptormolekyler i næsen. Det er også en helt igennem materiel proces.
Men hvad så med synssansen – den femte af de fem klassiske sanser? Er den en ”virkeligt materiel sans”? Både ja og nej. Husk på, at det at ”se”, rent biologisk og fysisk set, er det samme som at registrere elektromagnetisk stråling i et snævert område af det elektromagnetiske spektrum i en bølgelængde der ligger cirka mellem gamma/røntgenstråler og radiobølger, og at elektromagnetisk stråling har en lidt borderline-agtig status ud fra et materialitetsperspektiv. Lys er både lidt materielt (partikler, så kaldte fotoner), men samtidigt er det underligt immaterielt (bølger). Og selv det materielle aspekt af lyset er lidt mærkeligt, for fotonerne har ikke rigtigt nogen masse.
Så man kan med vis ret sige, at synssansen faktisk ikke er nogen rigtigt materiel sans; at synssansen til forskel fra de fire øvrige klassiske sanser ikke består i en entydigt materiel interaktion mellem vores kroppe og verden omkring os.
Og det leder til et musealt paradoks:
På den ene side er museerne endelig ved at frigøre tingene fra de snærende fortællinger og fortolkninger; vi er ved at slippe dem fri fra sprogets snærende bånd. Og da ville man jo tro at det var de ”rigtige materielle sanser” som ville komme på spil.
Men på den anden side får synssansen alligevel lov til at tage al opmærksomheden. På trods af den voksende interesse for ting og materialitet på museerne – og på trods af al snak om den såkaldte ”materielle vending” blandt humanisterne — så udstiller vi alligevel vores ting bag glas, hvor vi kan få lov at kikke på dem. Men ikke røre dem, eller høre, hvordan det lyder da vi slår på dem, eller smage eller lugte til dem. Og udstillingsarkitekterne taler om lyssætning – men sjældent om lydsætning, og aldrig om følesætning, for ikke at tale om smagssætning.
Synssansen og det visuelle dominerer altså stadigvæk museumsoplevelsen. Trods at museerne er fyldt op med materielle ting, som vi ville kunne høre og smage og føle på, og lugte til, så er de besøgende stadigvæk underlagt et visualitetens tyranni. Og selv om museerne nogen gange inddrager andre sanser, især hørelsen, så er det primært som en ekstra dramaturgisk foranstaltning med hensigt at understøtte de visuelle oplevelser og fortællingerne (props igen!). Men ikke for at undersøge tingenes egne auditive egenskaber.
Der kan være mange årsager til at visualiteten har fået – og stadigvæk har – en så dominerende plads på museerne. Det hænger nok bland andet sammen med at hele vores kultur er blevet så gennemgående visuelt orienteret (og digitaliseringen gør det ikke bedre). At udrede disse årsager ville dog blive en hel forelæsning i sig selv, så det vil jeg undgå her — og bare afslute med at sige at her på Medicinsk Museion er vi startet en modstandsbevægelse mod visualitetens tyranni.
Det betyder sådan set ikke at vi mørklægger udstillingerne. Og vi lægger stadigvæk vægt på lækkert lys (LED-lys selvfølgelig, for at være miljøbevidste). Men vi er også begyndt at interessere os for, hvordan man kan udforske tingene med sanserne, med alle sanser. Her er nogle eksempler:
I den lydinstallation (Labyrinthitis) som den eksperimentelle lydkunstner Jakob Kirkegaard lavede her på museet for nogle år siden, var ideen netop at undersøge høresansen i dens allermest ekstreme form og omforme den til et stykke musikalsk komposition.
Høresansen vil vi helt sikkert vil vende tilbage til i andre sammenhænge. Tag fx den kendsgerning, at ting af plastic lyder helt anderledes da man håndterer dem end ting af glas og metal. Den hverdagsæstetiske oplevelse af plastic (i køkkenet, klinikken eller laboratoriet) bygger i lige så høj grad på vores auditive perception af tingene som på den visuelle perception.
Med hensyn til følesansen har lektor Jan Erik Olsén og PhD-studerende Emma Peterson udviklet et forskningsprojekt med udgangspunkt i en stor samling af genstande, som Medicinsk Museion fik fra Blindeinstituttet i Hellerup for et par år siden. Jan Erik og Emma har så at sige trådt ind i rollen som blinde børn, og har ved hjælp af følesansen udforsket et genstandsunivers, som er helt anderledes end det majoritetsbefolkningen normalt ser.
Smagssansen, må jeg erkende, har vi desværre kun strejfet endnu. Den er jo en lidt kedelig sans, fordi den ikke har mere en fem (maksimalt ti) kvaliteter – sød, sur, salt, bitter og umami, og måske også metallisk og astringerende og kalket – så det er begrænset, hvad man kan gøre med den på museet. Men forhåbentlig ikke helt umuligt.
Og selv om vi laver modstand mod det, jeg kalder visualitetens tyranni, så kunne vi ikke dy os for at invitere fotokunstneren Nikolaj Howalt til at lave en udstilling som eksperimenterer med lyset. Men med den pointe, at i stedet for at bruge lyset til att se på de materielle ting, så bruger Nikolaj de materielle museumsgenstande til at undersøge lysbølgerne og vores sansning af lyset.
Og så til sidst lugtesansen. Det lille udstillingsrum – eller installationsrum skulle vi måske kalde det – som vi åbner i dag under navnet MetaScent, handler altså om lugten. Om kroppens lugt, om lugten af sygdom og om at udstille lugt på museet.
Jeg har jo haft privilegiet at være PhD-vejleder for Anette Stenslund, som fik ideen til rummet og som har konceptudviklet og kurateret det, med Bente Vinge Pedersen som museal projektvejleder. 
Og jeg må erkende, at det har været en fantastisk næseåbnende rejse at følge Anettes forskningsprojekt, og at få lov at være med i tilblivelsen af dette — også internationalt set — unikke udstillingseksperiment.
Jeg bruger ordet ’eksperiment’ bevidst. Som universitetsmuseum (vi er jo en del af Københavns Universitet), er Medicinsk Museions mandat ikke nødvendigvis at få største mulige antal besøgende ind gennem dørene. Det vigtigste for et universitetsmuseum er at eksperimentere, konceptudvikle og afprøve teorier i praksis — for derigennem at være med til at åbne nye veje for hvad museer kan lave.
Derfor håber jeg, at I vil se (og lugte) vores nye udstilling som en del af et PhD-projekt og som et eksperiment i at udforske en ny dimension af den materielle tilværelse på museet.
Og derfor er vi også meget, meget åbne for kritiske synspunkter. Så kom endelig med kritik af teksterne, af valget af genstande, af måden vi har præsenteret stoffet på – og hjælp os endelig med at svare på det spørgsmål som studieværten på TV2, Stine Sylvestersen, spurgte Anette om i sofaen i Lorry’s Lounge forleden (se 10’15” og fremover): ”Hvorfor skal man udstille lugte på museum”? Vi lader spørgsmålet hænge lidt i atmosfæren herinde.
