mama I vores særudstilling “Del og Hel – Brudstykker fra Biomedicinens tid” er der gjort mange forskellige tankevækkende og til tider lidt “vovede” tiltag. Et af dem er at inddrage publikumstoiletterne som udstillingslokaler. Dette er noget mange af vores gæster har kommenteret på, som regel fordi de synes det er skægt eller pudsigt. Enkelte har dog også fundet det “ulækkert” og -tør jeg helt lommepsykologisk sige- provokerende.
Jeg tror ikke udgangspunktet har været at provokere, men alligevel kom jeg til at tænke på den italienske kunstner Piero Manzoni, der helt tilbage i 60erne udstillede sin egen afføring på dåse. Denne manifestation kan man selvfølgelig mene om hvad man vil, men jeg er temmelig sikker på at det ikke blot var hovedløs provokation, men derimod et forsøg på at sætte fokus på forholdet mellem en genstand i sig selv og en genstand som udstillingsobjekt. I dette tilfælde helt banalt; afføring er afføring, men afføring som udstillingsobjekt er kunst. Det kan synes selvindlysende (og/eller forargeligt og plat), men jeg synes nu alligevel det er lidt tankevækkende.
I “Del og Hel” tror jeg måske pointen er mindre vidløftig. Her drejer det sig vist i højere grad om at sætte fokus på hvordan biologisk affald også er en del af det biomedicinske område og at der findes ganske omfattende regler og procedurer for hvordan det håndteres. Ikke desto mindre synes jeg nu stadig der er noget af det samme over vores “toilet som udstillingsrum” og Manzonis “afføring på dåse som kunst”. De har i hvert fald det tilfælles at man ikke kan undgå at tænke over objektet/rummet på en anden måde end man tidligere gjorde.
Toilettet som toilet kontra toilettet som udstillingslokale synes jeg er en interressant problemstilling, fordi den ikke bare er opfindsom og skæg, men faktisk også sætter fokus på forholdet mellem funktion og æstetik (og måske også mellem det sublime og det platte). Ligesom den også gør opmærksom på den i grunden meget flydende grænse imellem hvornår et lokale “blot” er de fysiske rammer om en udstilling og hvornår de faktisk i sig selv bliver en del af udstillingen.
Det er muligt at jeg tænker for meget over det, men om ikke andet synes jeg i hvert fald at også denne del af udstillingen er et (toilet)besøg værd, så kan man jo danne sig sin egen mening om sagerne.
Lokumsdigterier
I vores særudstilling “Del og Hel – Brudstykker fra Biomedicinens tid” er der gjort mange forskellige tankevækkende og til tider lidt “vovede” tiltag. Et af dem er at inddrage publikumstoiletterne som udstillingslokaler. Dette er noget mange af vores gæster har kommenteret på, som regel fordi de synes det er skægt eller pudsigt. Enkelte har dog også fundet det […]
