mama Medicinsk Museions samlinger byder på en bred vifte af oplevelser. Fra det sjældne til det almindelige. Fra det gamle til det nye. Fra det sjove til det sørgelige. Og fra det smukke til det uhyggelige. Genstande i den sidste kategori gør tit et stærkt indtryk på de besøgende, og det er lithoklaster et godt eksempel på. Lithoklasten, eller stenknuseren, er et ca. 25 cm langt metalinstrument beregnet til at blive ført op gennem urinrøret med det formål at fange og knuse nyresten. At stå ansigt til ansigt med dette instrument kan få selv de mest hårdføre til at blegne.
Ikke desto mindre repræsenterer lithoklasten et enormt fremskridt i behandlingen for de meget smertefulde nyresten. I århundrede havde den eneste mulige behandling været at fjerne stenene kirurgisk. I en tid uden bedøvelse har det været en ufattelig smertefuld operation. På Medicinsk Museion kan man se en særlig stol hvor patienten kunne blive spændt fast mens kirurgen gjorde sit arbejde.
Det var derfor en sensation da den danske læge Ludvig Levin Jacobson (1783-1843) i 1926 demonstrede sin nye opfindelse, lithoklasten. Denne behandling har uden tvivl også været yderst smertefuld, men den var trods alt langt mere skånsom end et kirurgisk indgreb. I 1833 blev Jacobson belønnet med den prestigefulde Prix Montyon af L’Academie Francaise i Paris for udviklingen af lithoklasten.
Med Montyon-prisen fulgte en pengegave på 4000 franc, og de penge bruge Jacobson til at erhverve sig en lille tobaksdåse i 18 karat guld. Ved sin død gik dåsen i arv til Jacobsons datter Louise, der siden gav den til sit barnebarn, overlæge Peter Vilhelm Tuxen. Siden da har den været i familien Tuxens eje. Det vil sige bortset fra nogle få dage i starten af 1920’erne, hvor den blev stjålet af en “Dr. Wendel”, der udgav sig for at være danskfødt russisk læge på flugt fra det revolutionære Rusland. “Dr. Wendel” blev dog afsløret og dåsen returneret til dens rette ejere.
Gulddåsen er nu blevet doneret til Medicinsk Museion af Jacobsons efterkommer Peter Allan Tuxen. Dåsen stammer fra omkring 1800 og er dekoreret med graveringer og blå emaljefigurer. På den måde udgør den en smuk kontrast til den uhyggelige lithoklast – men vidner også om hvor vigtigt et fremskridt dette instrument var.
