Lægerne i Ferrara

Leonicenos efterfølgere i Ferrara blev lægerne Giovanni Manardi (1462-1536) og Antonio Musa Brasàvola (1500-1555) som nok fortsatte i hans spor, men hver på sin måde.
Manardi var en mindre ånd end sin læremester, og måske erkendte han det selv, eller også havde han vænnet sig til at stå i skyggen, da han nåede en alder af 62 år, før Leoniceno døde. Man kan lære ham ganske godt at kende i de 20 bøger han udgav af sine breve under titlen Curia Medica. F.eks. fremfører han på side 196 i Curia Medica en generel og helt overfladisk kritik af den arabiske læge Avicenna og forsøger at underbygge den med: ”som det ellers vil blive påvist af en større domstol.” Brevet er skrevet i 1522, og den større domstol var formentlig Leoniceno som stadig var i gang med sin detaljerede søgen efter fejl i Avicennas identifikationer af urter (baseret på den latinske oversættelse der var til rådighed).
Manardi ser ud til at have været en god praktiker. Han kommer med nogle ganske jordnære betragtninger som at ”lægerne hellere skal betragte urinen end stjernerne, når der skal træffes beslutning om en åreladning.”
Han viderebringer den erfaring at kviksølv er giftigt for hjernen, hvilket man kan indse ved at iagttage de håndværkere som arbejder med lueforgyldning.
Han nægter at drage Hippokrates ind i den pågående diskussion om astronomi/astrologi for ”Hippokrates levede jo over 500 år før Cl. Ptolemæus” (Manardi var selv samtidig med Copernicus).
Miljøets indflydelse på sundheden betød meget for den hippokratiske tradition, og man mærker lægernes bestyrtelse over at Lusitanerne (portugiserne med Columbus) havde fundet mennesker som levede ved ækvator hvor der burde være for varmt og tørt.
Man diskuterede på den tid ivrigt hvor det var sundest at bo, og Manardi argumenterer for at klimabælte 6 som Ferrara ligger i, er bedre tempereret end klimabælte 4 hvor Rom er placeret. Ferrara er på alle måder et ideelt sted at leve, skriver han, og det er desuden under ledelse af den bedste af alle fyrster, Alfonso d’Este. (Dette brev er skrevet i Buda under Manardis udlændighed som hoflæge der). De nordlige klimabælter plages af stor kulde, og her giver han som eksempel ”Dacia og den del af Britannia som kaldes Scotia.”
I 4.bog er der et par sider som han kalder ”Compendium Medicinæ”, hvor han bl.a. nævner middelalderens tre sygdomskategorier: naturales, non naturales og præternaturales. Imidlertid tyder hans beskrivelse af naturales (de naturgivne sygdomme) på at han forveksler dem med sundhed, når han skriver at ”de bør bevares ved at behandles med mere af det samme.” Måske er det betegnelsen naturales som har ledt ham på vildspor.
Brasàvola er mest kendt for sit imponerende index til den græske læge Galens samlede værker, første gang trykt i Firenze 1552. Brasàvolas index bar titlen Index refertissimus in omnes Galeni libros. Det blev først erstattet i 1833 af Fr. Guil. Assmann i lægen C. G. Kühns Galenudgave på græsk med oversættelse til latin. Ifølge noge forskere var det ikke til det bedre.
På ægte humanistmaner studerede han sine græske kilder meget omhyggeligt, f.eks. sit forbillede, den græske botaniker Dioscorides fra første årh. e.Kr. (trykt udgave i 1499), men Brasàvola gjorde også sine egne studier i naturen og registrerede over 2000 planter i sin Examen omnium simplicium (fra 1536) hvor Plinius kun kendte 1000, og Dioscorides ca. 850.
Foruden denne undersøgelse af alle simplicia (de enkelte urter) skrev Brasàvola også en række bøger om sammensatte præparater, f.eks. Examen omnium syruporum (fra 1538) udformet som en fortrolig dialog mellem ham og en gammel urtesælger. Hos Brasàvola bliver recepter fra de antikke grækere, byzantinerne og araberne behandlet lige sagligt.
Det ses i hans værker at han var en energisk, upartisk og humoristisk mand, og det blev også værdsat – bl.a. på en tidstypisk måde, idet matematikeren Geronimo Cardano (1501 – 1576) valgte netop Brasàvolas horoskop til at eksemplificere en pålidelig renæssancehumanist og læge, mens andre samtidige medicinske forfattere kun blev omtalt i nedladende vendinger.
Brasàvola har fået opkaldt en smuk mellemamerikansk orkide efter sig. Om det også er ham som har givet navn til det delikate Brasaola-kød, ved jeg ikke.