Lad mig føle dit kranie og jeg kan fortælle dig hvem du er

I dag lyder det måske lidt skørt, men i 1800-tallet kunne man gå til frenolog og få kortlagt sine personlighedstræk på baggrund af kraniets form/bump og buler. Det kan minde lidt om håndlæsning eller horoskoper, men i en årrække blev frenologi betragtet som en videnskab.

HVAD ER FRENOLOGI?
Frenologi blev opfundet i 1796 af den tysk-østrigske læge Franz Joseph Gall (1758-1828). Menneskehjernen var Galls store fascination. Han inddelte den i 26 områder, som han kaldte organer, og han beskrev, hvordan hvert organ repræsenterede et personlighedstræk. Størrelsen og placeringen af organet bestemte i hvor høj grad, man besad en bestemt egenskaben. Altså, hvis man var musisk begavet, var det fordi ens musikorgan var særligt stort – og dette ville kommefysisk til udtryk i en bule omkring tindingen, hvor organet ifølge Gall var placeret. Menneskets indre karakteristika kom således til udtryk i kraniets form. Frenologi består således af to grundideer; at ens personlighedstræk former hjernen, og at hjernen former det omkringliggende.

Galls 26 organer

1. Instinkt til at reproducere – libido
2. Kærlighed til sine børn
3. Troskab
4. Selvforsvar
5. Drab – en trang til at dræbe
6. Listighed
7. Ejendomsfølelse/tyveorgan
8. Stolthed
9. Ambition og forfængelighed
10. Forsigtighed
11. Uddannelsesevne
12. Følelse af placering – stedsans
13. Hukommelse
14. Verbal hukommelse
15. Sprog
16. Farveopfattelse – favesans
17. Musikalsk talent
18. Matematiske evner
19. Mekanisk dygtighed
20. Visdom
21. Metafysisk klarhed/filosofisk sans
22. Humor
23. Poetisk talent
24. God natur, medfølelse og moralsk sans
25. Evnen til at imiterer.
26. Sans for Gud og religion.

UDVIKLINGEN AF FRENOLOGI
I 1767 sad en niårig Gall på skolebænken og observerede sine klassekammerater. Han lagde mærke til, at de, der var gode til at huske store mængder information, havde udspilede øjne og øjenbryn, som han kaldte ’ko øjne’.[i] Denne observation var begyndelsen på Galls tankegang om, at en indre egenskab kunne afspejles i det ydre.

For at få sin teori anerkendt måtte den kunne bevises, og til dette formål havde han brug for forsøgspersoner. Gall var primært interesseret i tre typer af mennesker i sin forskning; kriminelle, sindssyge og genier. Både kriminelle og sindssyge var forholdsvis nemme at få adgang til dengang, da dette var en tid før fokus på samtykke og rettigheder i forbindelse med lægelige anliggender. Genierne var sværere at inkludere, da de som regel tilhørte de højere samfundslag. De havde derfor mulighed for at sige fra over for Galls undersøgelser, der indebar at blive målt og rørt ved i længere tid. Gall benyttede derfor også gipsafstøbninger af folks hoveder eller kranier, men fordi afstøbningsprocessen kunne være ret ubehagelig var mange af Galls afstøbninger dødsmasker. Gall endte med en større samling af afstøbninger, blandt andet en af hans ven Wolfgang von Goethe.

METODE
Gall havde flere arbejdsmetoder alt efter omstændighederne. Var der tale om levende personer foregik undersøgelsen ved samtale og måling. Gall ville enten spørge forsøgspersonen eller vedkommendes medbragte venner, hvad de mente, var de mest dominerende personlighedstræk. Gall ville herefter enten måle kraniet med et måleinstrument eller selv føle på personens kranie for at finde ujævnhederne og sammenligne dem med resten af sin data. Hvis det var kranier fra kriminelle, kunne han muligvis vide, hvad de var dømt for, og efterfølgende lede efter området, der havde ledt dem ud i kriminalitet. Faktisk rejste Gall selv rundt i bl.a. Danmark for at undersøge kriminelle og særligt tyve, da Gall mente, at disse personer besad et tyveorgan. Dette organ, der styrede besiddertrang, var særligt stort hos tyve og var grunden til, at de ikke kunne modstå fristelsen til at stjæle.

På baggrund af sine mange undersøgelser udformede Gall flere større teorier om menneskers karakter, blandt andet en om forskelle på mænd og kvinder. Galls samtid var præget af en heteronormativ kønsopfattelse, og derfor tog han kun udgangspunkt i de to traditionelle biologiske køn og deres tilhørende kønsstereotyper. Han udpegede særligt to organer, der illustrerede de centrale forskelle mellem mænd og kvinder. Disse var; instinkt for forplantning og kærlighed til børn. Hos manden er det førstnævnte organ større, hvor det andet organ er større hos kvinden. Ifølge Gall forklarede dette, hvorfor kvinder besad alle de egenskaber associeret med en omsorgsperson, hvor mænd i stedet besad et større intellekt. De organer, der typisk var associeret med kvindelige egenskaber, var placeret omkring nakken, hvor imod genialitet og andre egenskaber traditionelt associeret med mænd var placeret på toppen af kraniet. Mænd ville derfor typisk have højere pander, mens kvinder ville have et mere prominent baghoved. Gall mente, at dette, ligesom alle de andre organer, var naturgivent, og at forskellene derfor ikke havde noget med miljø at gøre.

EFTERMÆGLE
Selvom Galls teori virker meget fremmed for os og vores tankegang i dag, har frenologi været med til at bane vejen for mange videnskabelige fremskridt. Et eksempel er neurovidenskabens tradition for at inddele hjernen i centre. Før Galls tid blev hjernen set som et samlet organ, der fungerede som én enhed. I dag forstås hjernen som et organ bestående af mange centre, der står for alle vores kropslige og kognitive funktioner. Meget groft sagt kan man sige, at Gall var med til at bane vejen for forståelsen af, at særlige områder i hjernen kontrollerer særlige dele af den menneskelige psyke og kognitive egenskaber. Frenologen bidrog desværre også til at understøtte nogle mindre gode tendenser. Blot for at nævne et par eksempler: Underkendelsen af kvinders intelligens, forstærkningen af traditionelle kønsroller og udviklingen af racevidenskab. Misogynien kom til udtryk gennem generaliseringer som i det tidligere eksempel, hvor kvinder stemples som børnepassere, mens mænd associeres med intelligens. Racismen kom til udtryk ved, at man frenologisk begrundede, at den kaukasiske race var bedre end alle andre, mens andre var skabt til at tjene og være underdanige. Alt sammen uden et solidt videnskabeligt grundlag.

Frenologi blev dømt som pseudovidenskab i 1834, kun 38 år efter dens opståen. Meget af kritikken gik på, at metoden for undersøgelse var subjektiv, da det ikke nødvendigvis var alle, der mærkede buler i kraniet ens og objektivt kunne vurdere hvilke karaktertræk, der var fremtrædende. Frenologien levede dog videre i som selskabsunderholdning blandt lægfolk i længere tid, men i dag er det mest de negative associationer der huskes om frenologien.

For flere eksempler fra frenologien kan man besøge den psykiatriske udstilling på Medicinsk Museion, hvor man kan blandt andet kan se tegninger af frenologiske undersøgelser og et porcelænshoved inddelt i Galls organer.

[i] Finger, Stanley, and Paul Eling. Franz Joseph Gall: Naturalist of the Mind, Visionary of the Brain. New York: Oxford University Press, 2019. side 9.