Kommentar til Design4Science

Diskussionen om Design4Science fortsætter…
Her følger en kommentar fra Morten Hilgaard Bülow: 
“Det er en virkelig interessant og flot udstilling, I har fået sat op.
Design-vinklen er spændende både i forhold til forståelsen af naturvidenskab og i forhold til den debat om repræsentationer af biomedicin i museale sammenhænge, som Museion har del i. På den måde virker det som en meget passende udstilling for Museion.
En kritik kunne dog være – at udstillingen mangler kritik. Forstået på den måde, at den ikke tager de indeholdte videnskabsteoretiske (og museologiske) problemstillinger op til eksplicit debat. Tværtimod var der en del ‘klassiske’ citater rundt om på de flotte plancher i udstillingen, som havde stort set samme indhold som Blake-citatet, der møder én i starten af udstillingen: “What is now proven was once imagined”. Sat på spidsen kan citatet ses som indeholdende essensen af et traditionelt positivistisk videnskabssyn: hypoteser bekræftes og Sandhed findes, den videnskabelige udvikling går linært mod større erkendelse. Udstillingen indeholder dog også (implicit) en kritik af dette videnskabssyn, som det kunne have været interessant at få mere frem. For det tydeliggøres jo også, at der i modellerne og billederne netop er tale om repræsentationer af genstande, og at designet har en afgørende betydning for både forståelsen/tolkningen af genstanden og for den modtagelse, det får i det videnskabelige miljø. Som en enkelt lille tekstbid i udstillingen fremstillede det, var der i den enkelte model en bevægelse fra arbejdsredskab til en i det videnskabelige miljø anerkendt model til en potentiel ikonstatus, hvis designet var godt nok.
Det er med andre ord ikke Sandhed med stort S, designerne og videnskabsfolkene producerer, når de konstruerer et billede/en skulptur el. lign. Det er netop konstruktioner – lavet i et bestemt videnskabeligt miljø på et bestemt historisk tidspunkt osv. Men dette element syntes lidt for fraværende i udstillingen efter min mening.
Hvor er konteksten? Hvor er spørgsmålene om videnskabernes udsigelseskraft og sandhedsværdi? Hvor er pointerne fra fx Dumits “Picturing Personhood” om hjerneskanninger? Og hvor er de metaovervejelser omkring repræsentationer af biomedicin, som jeg ved Museion flyder over med?
Søren Brunak havde nogle virkelig gode pointer i sit oplæg til udstillingens åbningsseance, hvor han bl.a. sagde, at videnskabsfolk tidligere var gået efter at lave så simple modeller som muligt, men at det nu er de komplekse, der er de interessante. Netop kompleksiteten på alle niveauer kunne have været interessant at få frem – når nu alle de flotte genstande og plancher havde det i sig.”