Kirsten Jungersen Man har moret sig over H.C. Andersens skilt med denne tekst på natbordet, men han har nok ikke været den eneste i 1800-tallet som har frygtet at blive begravet levende.
Usikre dødstegn havde været debatteret siden 1740 hvor den danske anatom Jacob Benignus Winsløv (1669–1760) som arbejdede i Paris, havde udgivet en ”Dissertatio” på latin med en titel som betyder: ”Er usikre dødstegn mindre usikre ved kirurgiske end ved andre undersøgelser?”
Dette skrift fik stor opmærksomhed og udbredelse i 1742, da lægen Jacques – Jean Bruhier d’Ablaincourt (1685-1756) forsynede det med en oversættelse til fransk og udvidede det med et utal af skrækindjagende eksempler som han bl.a. havde fra Winsløv selv. Alligevel gik der ganske mange år, før man i Frankrig og Danmark fik indført forebyggende ordninger, f.eks. lighuse hvor de døde skulle ligge et antal dage før begravelsen med ringeklokker fastgjort til kroppen.
Her kommer Winsløvs stilfulde indledning til den originale ”Dissertatio” (i min oversættelse):
”Døden er sikker – døden er ikke sikker: At man skal dø, er fuldstændig sikkert – at man er død, er ikke altid sikkert. Der er erfaring for, at adskillige som var regnet for døde, er brudt ud af ligklæderne, af kisterne, ja endog af gravene. Der er ligeledes erfaring for at for tidligt begravede ikke blot har lidt døden ved en fejl, men en død som er langt mere frygtelig end døden i galge eller på hjul. Der er endvidere erfaring for at nogle som forhastet er udleveret til anatomen, har givet utvetydige livstegn fra sig i selve øjeblikket for det dødbringende snit – til største skam for den uforsigtige forsker og ledsaget af den efterladte families allerstørste forargelse. Nu indvender du at de som fortæller sådan noget, løber med røverhistorier.”
Winsløv anfører derefter en række eksempler på at observerede dødstegn havde vist sig utilstrækkelige. Han afslutter med konklusionen: ”Altså er usikre dødstegn mindre usikre ved kirurgiske end ved andre undersøgelser.”
Hele teksten kan findes på nettet oversat til dansk af adjunkt V. Heise ved Sorø Akademi i 1868.
