Thomas Söderqvist Under overskriften “Forskningskommunikation 2.0” skrev Kristian H. Nielsen igår på videnskab.dk om nogle af sine indtryk fra den lige afsluttede Public Communication of Science and Technology-konference i Firenze.
Jeg har ikke noget at indvende mod Kristians referat af plenumsessionen som sådan. Det jeg ikke forstår, er at han bruger udtrykket”forskningskommunikation 2.0″ som overskrift på indlægget, uden at gøre opmærksom på, at der under hele konferencen kørte en meget intens Twitter-strøm som baggrund til sessionerne.
Der var en konstant strøm af kommentarer til de enkelte oplæg, sessioner og konferencen som helhed, nogle gange flere i minuttet. Jeg vil tro at der var lige så mange kommentarer på Twitter som der var mundtlige spørgsmål under sessionerne. Flere af deltagerne sparede Twitter-strømmen på Storify, så den kan stadigvæk læses, fx. her.
Grunden til at jeg påpeger dette er, at jeg mener, at Twitter lige nu er det mest interessante udtryk for ånden i begrebet “forskningskommunikation 2.0”. Det blev gjort meget tydligt torsdag eftermiddag under en session, der var arrangeret for at kikke tilbage på tidskriftet Public Understanding of Science’s 20-årige historie. Her sagde PUS-redaktør Martin Bauer bl.a., nærmest i en bisætning, at han ikke vidste hvad en blog var eller hvad den kunne bruges til.
Måske var det bare en dårlig formulering, eller måske var det en provokation, resultatet blev under alle omstændigheder at Twitter-strømmen nærmest eksploderede. Hvordan kunne redaktøren for PUS være så uvidende om sociale medier og deres betydning for forskningskommunikation?
Begrebet “forskningskommunikation 2.0” kan let misforstås (og misbruges). Jeg tror det ville være godt med en bredere diskussion om hvad begrebet står for, hvordan forskningskommunikation via sociale medier kan foregå i dag, og hvad fremtiden kan byde på i den retning.
Hvor foregik forskningskommunikation 2.0 egentlig på PCST-konferencen i sidste uge?
Under overskriften “Forskningskommunikation 2.0” skrev Kristian H. Nielsen igår på videnskab.dk om nogle af sine indtryk fra den lige afsluttede Public Communication of Science and Technology-konference i Firenze. Jeg har ikke noget at indvende mod Kristians referat af plenumsessionen som sådan. Det jeg ikke forstår, er at han bruger udtrykket”forskningskommunikation 2.0″ som overskrift på indlægget, uden at gøre opmærksom på, at der under hele […]
