Thomas Söderqvist De sidste 15-20 år har humanister været optaget af sundhed og sundhedsvidenskab. Det er blevet lavet meget historisk forskning, fx. for at forstå, hvordan epidemiske sygdomme er opstået og har spredt sig, så vi kan lære af historien, når næste influenzapandemi kommer. Filosofferne har været med til at analysere sygdomsbegrebet, og etnologerne har bidraget til at forstå, hvad der skal til for at skabe sunde livsforløb.
Grundtemaet for den her slags humanistisk forskning er, hvordan humaniora kan nyttiggøres og bidrage til befolkningens sundhedstilstand. En sådan nyttig brug af humaniora for sundhedens bedste var den røde tråd i Kultur og sundhed: Humanistisk forskning i krop, sundhed og sygdom fra 2005, som Anne Løkke redigerede for det daværende Humanistiske Forskningsråd. Det er også nytteaspektet, som i grunden motiverar medicinske fakulteter rundr om i verden til at ansætte humanister inden for forskellige varianter af ‘medical humanities’: ‘medical philosophy’, ‘medical ethics’, ‘medical history’, ‘medicine and literature’, ‘medicine and art studies’ m.m. Der satses mange millioner på forskning indenfor bioetik, medicinhistorie, medicin og kunst og desuden på public outreach f.eks. i form af museumsudstillinger, biblioteksvirksomhed og event-virksomhed på området. (Wellcome Trust i Storbritannien, som hvert år støtter sundhedsforskning med ca. 6 mia. danske kroner, støtter herudover ‘medical humanities’ med ca. 450 mio. danske kroner.)
Men det ville også være frugtbart at vende på nytteargumentet, dvs. “don’t ask what the humanities can do for health and the health sciences — but what health and the health sciences can do for the humanities”. Med andre ord, kan den medicinske forskning inspirere humanister til at tænke humaniora i nye baner?
Forskning i visuelle kulturstudier er et eksempel på hvilke muligheder den omvendte tænkning kan indebære. De biomedicinske videnskaber genererer i stadigt stigende omfang billeder af mennesket i alle tænkelige funktioner og forstørrelsesgrader. Ikke bare klassiske røntgenbilleder, men i stigende grad avancerede digitale imaging technologies: CAT-scanningbilleder, 3D-ultralydscanningsbilleder af fostre, fMRI-billeder, som lægger en fysiologisk-funktionel billeddimension oven i den klassiske anatomiske, etc.. Det vælter ud af digitale billeder af kroppen i alla afskygninger og der er en sand eksplosion af billedmateriale på vævs-, celle-, og molekylært niveau.
Den biomedicinske videnskab og teknologi åbner i dag op for helt nye visuelle erfaringsverdener – visuelle verdener, som kunsthistorien næsten ikke har beskæftiget sig med. Det interessante i denne udvikling er, at hvis der for alvor bliver sat turbo på den slags nye visuelle verdener, bliver også et helt nyt spektrum af visualisering af mennesket – dvs. et af humanioras klassiske foci – sat på dagsordenen. For den her slags forbliver jo ikke inden for forskningsverdenen. De mange billeder, som produceres inden for den biomedicinske forskning, diffunderer langtsomt men sikkert ud i kulturen gennem massemedier, via internettet, på YouTube, på blogs, på FlickR, i museumsudstillinger, i de kulørte videnskabsmagasiner, og ud i det formelle uddannelsessystem (om end lidt langsommere). Gradvist bidrager dette fyrværkeri af biomedicinske billeder til at forme et nyt menneskebillede og dermed også et nyt billede af mennesket.
Forskning i materielle kulturstudier er et andet eksempel. De biomedicinske videnskaber åbner op for en ny form for materialitet. I de sidste 30-40 år har humaniora været præget af tanken om sproget som det helt centrale. Den ‘sproglige vending’ (‘the linguistic turn’) har præget humaniora. Den ‘sproglige vending’ har været nært forbundet med en næsten hegemonisk socialkonstruktivisme inden for store dele af humaniora og samfundsvidenskaberne, hvor samfunds- og kulturfænomener er blevet set som sprogligt, intersubjektivt konstruerede, og videnskab og teknologi er blevet behandlet som sociale konstruktioner.
Men materialismen er på vej tilbage i humaniora. Ikke som en firkantet materialisme, fx i historie-materialistisk og marxistisk forstand, men som en mere sofistikeret materialisme. En materialisme, som begynder at se mennesket og dets kulturelle interaktioner grundlæggende som interaktioner mellem molekylære væsner. En materialisme, som gør Kants dystre profeti om umuligheden af en naturvidenskabelig forståelse af mennesket og livet til skamme.
Med udgangspunkt i kortlægningen af det humane genom er den biomedicinske forskning i fuld gang med at kaste lys over det detaljerede cellemaskineri. Komplicerede fysiologiske reaktioner og anatomiske strukturer bliver kortlagt ned i de molekylære detaljer: hvordan transporten af vand, ioner og signalmolekyler foregår, hvordan sansereceptorerne fungerer, hvordan proteinsyntesen reguleres. For 50 år siden var maskinanalogien for menneskekroppen blot en kulturel metafor. Nu begynder den at blive realistisk.
Det mest kendte udtryk for denne nye molekylære materialisme er ambitionerne hos en del hjerneforskere, der mener, at de allerede nu kan sætte menneskelige følelser og endda tankeprocesser på materiel formel, f.eks. ved hjælp af fMRI. Meget af dette er formentlig hype. Der er lang vej endnu. Men det konstante bombardement af molekylære nyhedsbulletiner har en stor påvirkningskraft, også på humanister. Vi kan begynde at se humaniora med andre øjne.
Det gælder fx den aktuelle satsning på proteinforskning. Når det gjaldt udforskningen af det humane genom i slutningen af sidste århundrede, foregik meget af forskningen inden for et slags sprogligt paradigme. Grundmetaforerne var ’livets bog’, ’livets kode’ og ’livets sprog’, og man talte om DNA som kroppens styresystem i kybernetiske termer. Analogien til computer science og sprogvidenskab var nærliggende. I mange årtier var den biomedicinske forskning på linje med fortolkningsparadigmet inden for de humanistiske videnskaber.
Proteinforskningen vender op og ned på metaforikken. Grundmetaforerne er nu ’maskineri’ og ’kroppens arbejdsheste’ i klar kontrast til styresystemmetaforerne. I den biomedicinske forskningslitteratur fylder proteinerne mere og mere på bekostning af DNA. De er allestedsnærværende, og de introducerer en sofistikeret materialitet som erstatning for ’livets bog’.
Set i det lys er humanioras udfordring at lade være med at udgrænse en sådan molekylær forståelse af mennesket ved at kalde den for ’biologisk’ eller ’humanbiologisk’ reduktionisme og derved slippe for at forholde sig til den. Opgaven er snarere at inkorporere den biologiske forståelse for derved at udvide humaniora, så de kommer til at rumme den komplekse materialitet, de biomedicinske videnskaber lægger for dagen.
Så i stedet for at blive ved med at opretholde et kunstigt fakultetsskel mellem humaniora og sundhedsvidenskaberne eller kun gøre humaniora nyttig for sundheden, kan man håbe på, at det humanistiske fakultet vil tage hjerteligt imod den nye visuelle og materielle menneskeforståelse, sundhedsvidenskaberne producerer i disse år.
En Leonardo for det 21. århundrede?
De sidste 15-20 år har humanister været optaget af sundhed og sundhedsvidenskab. Det er blevet lavet meget historisk forskning, fx. for at forstå, hvordan epidemiske sygdomme er opstået og har spredt sig, så vi kan lære af historien, når næste influenzapandemi kommer. Filosofferne har været med til at analysere sygdomsbegrebet, og etnologerne har bidraget til at forstå, hvad […]
