Hvad er god videnskabelig praksis for formidling i medierne?

Københavns Universitet har et såkaldt Praksisudvalg, som skal hjælpe med at “klargøre de eksisterende normer for god videnskabelig praksis”.
Nu har udvalget indkaldt til en konference den 23. marts om forskningsformidling med to temaer på dagsorden: formidlingsforpligtelsen og “varetagelse af god videnskabelig praksis ved formidling i medierne”.
Lad mig spare formidlingsforpligtelsen til en anden blogpost. Det som lige nu får mig til tastaturet, er Praksisudvalgets efter min mening forældede syn på formidling i medierne.
Den problemstilling udvalget rejser er, at “den diskussion, der føres i medierne, nødvendigvis må være mere enkel end den videnskabelige diskussion, der føres i artikler og på konferencer”, fordi medierne har et krav om “enkle budskaber i one-liner-form”. Ifølge udvalget er der ikke mulighed for “mellemregninger … i det offentlige rum”. Forskningsformidling i medierne indebærer derfor en “nødvendig simplifikation”.
Det er en underligt inaktuel problemstilling. Godt nok findes der stadigvæk et simplifikationsproblem i forbindelse med forskningsformidling igennem traditionelle trykte og især elektroniske massemedier. Men fremvæksten af sociale webmedier er jo ved at ændre medielandskabet radikalt. De traditionelle massemedier er på tilbagegang (eller som en ansøger til en kommunikationsstilling her på Medicinsk Museion sagde på telefon: der er jo ingen mellem 20 og 35 som læser aviser mere, alle er på webben). Og dermed ændres forudsætningerne for hele problemstillingen.
Forskere bruger i stigende udstrækning sociale webmedier i deres daglige forskningskommunikation. Der findes tusindevis af forskerblogs, fra helt nørdede fysik- og kemiblogs til brede og populære blogs som blander videnskabelige og politiske diskussioner. Der findes forskere på Twitter og der findes forskere på Facebook. Flere og flere er ved at opdage at man godt kan diskutere forskningsproblemer med en bredere kreds af ikke-forskere uden at inddrage journalister og talkshow-værter. Og generelt set er grænserne mellem intern forskningskommunikation og offentlig forskningskommunikation ved at blive mere porøse.
Påstanden at medierne stiller krav til simplificerede budskaber er således i store stykker misvisende. Den gælder kun det efterhånden begrænsede medieunivers der udgøres af traditionelle massemedier. De fleste sociale webmedier (muligvis undtagen Twitter, i hvert fald hvis man ser til de enkelte tweets) udgør i modsætning hertil netop offentlige rum, der tillader og endda opmunter til diskussion af “delikate spørgsmål, der kræver mange mellemregninger”, som Praksisudvalget udtrykker det.
Men udvalget virker ikke være klar over at mediebilledet har ændret sig igennem de sidste ti år. Og derfor gør programmet for konferencen et ret antikveret indtryk.
Den virkeligt interessante og fremadrettede problemstilling for mødet burde være: Hvordan kan forskerne bruge sociale webmedier til at udvikle en god forskningsformidlingspraksis?