Thomas Söderqvist Gustav Holmberg kommenterer mit tidligere indlæg om oplevelsesøkonomi her på bloggen. Han skelner (ikke udtømmende) mellem fem slags formål med samlinger og udstillinger (her omformuleret i mine egne ord):
1) samlinger er en knude i et globalt teknovidenskabeligt netværk (á la Latour, Callon og Law).
2) udstillinger er et retorisk (identitetspolitisk) verktøj for social konstruktion af centrale politiske størrelser, fx. nation eller profession.
3) udstillinger har et didaktisk formål.
4) udstillinger har et oplevelsesøkonomisk formål.
5) (samlinger?) og udstillinger er et sted for kritisk reflektion over samfundsmæssige magtstrukturer.
Det sidste punkt er det vigtigste, mener Gustav, fordi det handler om demokratiets muligheder.
Det er jeg helt enig i. Men det rejser så en meget mere omfattende diskussion om hvad demokrati egentlig indebærer i en globaliseret verden dag. Og det er faktisk et helt centralt spørgsmål for en institution som Medicinsk Museion, mener jeg. Fordi biomedicin og bioteknologi — som bla. Eugene Thacker er inde på i The Global Genome (MIT Press, 2005) — er ved at blive vigtige bestanddele af den ‘motor’ der driver globaliseringsprocessen. Dermed bliver også forståelsen og indsigten i, hvad der egentlig foregår inden for det globale biomedicinske felt vigtig for reformuleringen af demokratiproblemet. Dvs. ‘public understanding of biomedicin’ er — hvadenten man kan lide det eller ej — ved at blive en ret central politisk ‘issue’. Det er der andre som har sagt tidligere, men det skader ikke at påpege det igen.
Spørgsmålet er hvordan ‘public understanding of biomedicine’ skal forstås, begrebsmæssigt. Det er svært at behandle kortfattet i det her medium (bloggen). Men lad mig alligevel gøre et forsøg. Mit udgangspunkt for at diskutere demokrati og ‘public understanding of biomedicin’ er Michael Hardt og Antinio Negri’s seneste bog Multitude (London: Hamish Hamilton, 2004) — et af de mest omtalte indlæg i debaten om den globale politiske situation, og (i parentes sagt) en af de mest inspirerende og håbefulde bøger om globaliseringsproblemet jeg har læst i meget lang tid.
Hardt og Negri indfører begrebet ‘multitude’ for at give et navn til en global, demokratisk sociopolitisk tendens. (De bruger ‘multitude’ i to betydninger — dels som ontologiskt begreb (‘always-already’), dels som et politisk begreb (‘not-yet’) — men jeg mener ikke at denne distinktion er vigtig for den aktuelle diskussion.) Grunden til at de mønter begrebet er for de vil komme ud af marxismens konceptuelle og politiske monopol på at tale om ‘folket’ og ‘demokratiet’ — et formuleringsmonopol, som blev en politisk blindgyde allerede under den kolde krig. ‘Multitude’ er altså blevet indført for at kunne tale om det, som tidligere, og med andre teoretiske udgangspunkter, er blevet kaldt ‘people’, ‘masses’, ‘working class’, ‘citizens’ (‘borgere’) — eller ‘demos’.
H&N definerer ‘multitude’-begrebet på lidt forskellige måder, men følgende to citater dækker det rimeligt godt:
“The multitude is a diffuse set of singularities that produce a common life; it is a kind of social flesh that organizes itself into a new social body. That is what defines biopolitics” (p. 349).
og
“an open network of singularities that links together in the basis of the common they share and the common they produce” (p. 129).
Et andet centralt begreb hos H&N er altså ‘singularitet’ (hvad andre måske ville kalde ‘individualitet’, men H&N har deres specielle filosofiske og politiske grunde til at tale om ‘singularitet’ istedet for ‘individualitet’) — dvs. ‘multitude’ er ikke individer der handler i fællesskab, men “singularities that act in common” (s. 105). Det er her H&N’s filosofiske ståsted bliver tydeligt: ‘singularitets’-begrebet har de fra Spinoza og Deleuze. For H&N er ‘multitude’ alle dem, som med bibeholdte individuelle (undskyld!) forskelligheder og særtræk arbejder og producerer under den globaliserede transnationale kapitalisme.
‘Arbejde’ og ‘produktion’ skal her ikke forstås i nogen slags udvidet marxistisk mening, men i den meget generelle betydning af ‘biopolitisk produktion’, dvs. skabelsen og genskabelsen af de grundlæggende sociale relationer og livsfunktioner. “Biopolitical production is immanent to society and creates social relationships and forms through collaborative forms of labor” (p. 95). “Biopower”, på den anden side, er det regime som både “threatens us with death but also rules over life, producing and reproducing all aspects of society” (p. 94). Det var ‘biopower’-begrebet (mere eller mindre inspireret af Foucault), der stod i centrum for deres første bog, Empire (2001). I Multitude handler det om ‘biopolitical production’ og i forlængelse heraf om muligheden for demokrati.
Hvad er så ‘biopolitical production’? Ifølge H&N er den dominerende form for biopolitisk produktion i dag immateriel:
“We will argue that the dominant form of contemporary production, which exerts its hegemony over the others, creates ‘immaterial goods’ such as ideas, knowledge, forms of communication, and relationships” (p. 94).
Dvs. sygeplejersker og biokemikere, statistikere og husmødre, psykoterapeuter og call centre-ansatte i Bombay — you name it. Eller sagt på en anden måde: “the multitude … most importantly produces cooperation, communication, forms of life, and social relationships” (p. 339). Ikke vare- eller tjensteproduktion — og bestemt ikke oplevelsesproduktion — men skabelsen og vedligeholdelsen af det menneskelige biologiske og sociale liv, som vi kender det, i al sin rigdom og variation. Man kunne måske sige at det er en produktion som bliver ved med at genskabe ‘singularities’, til forskel fra ‘biopower’ som systematiserer, ensretter og former os til ‘kunder’, ‘borgere’, populationsindivider’, ‘brugere’, ‘klienter’ mm.
Det med den immaterielle produktion er selvfølgelig ikke nogen ny idé — det har mange samfundsteoretikere hævdet længe (fra Daniel Bell i 1970’erne til Manuel Castells i 1990’erne; og man kunde lægge til Baumann, Giddens m.fl.). Det nye er at H&N bruger denne indsigt til at redefinere det radikale demokratiske projekt, som det oprindeligt blev formuleret i 1700-tallet.
I de sidste par års skandinaviske politiske debat er ideen om den dominerende immaterielle produktion blevet ført med henvisning til Richard Florida’s bog The Rise of the Creative Class (2002), som Gustav også henviser til. H&N ser nok de samme økonomiske tendenser som Florida, men ud fra et mere radikalt (i ordets egentlige betydning) politisk perspektiv. Hvis man spurgte H&N ville de nok sige at såvel den ‘biopower’ som udøves inden for “the new global form of sovereignty” (p. xii), som den ‘biopolitiske produktion’, kendetegnes af kreativitet. Det afgørende er dog ikke om der udøves kreativitet i sig, men til hvilket formål denne kreativitet udøves. Dvs. indgår det kreative arbejde i “the current global order”, eller videreudvikler kreativiteten samfundet i demokratisk retning? (Hertil kommer at kun en lille del af den immaterielle produktion er kreativ — det meste er jo dagligt genbrug.)
‘Multitude’ etableres, ifølge H&N, i “collaborative social interactions” (p. 222). H&N nævner ikke med et ord universiteter og museer, men om man følger deres tankegang, vil disse institutioner være centralt placerede i spændingsfeltet mellem ‘Empire’ og ‘multitude’. Jeg tror at en lang række tilbagevendende spørgsmål vedrørende demokrati i forskning, undervisning, formidling og kulturarvsarbejde med fordel vil kunne re-defineres i lyset af binariteten ‘biopower’ — ‘biopolitical production’ (‘Empire’ — ‘multitude’).
Tag fx forskningssiden. Hvad indebærer demokrati i medicinhistorisk forskning? Et traditionelt 1970’er-80’er-politisk tema som “forskning for folket” giver ikke særlig meget mening ud fra et ‘multitude’-perspektiv. Det var jo det, de socialhistorisk inspirerede medicinhistorikere så gerne ville — de ville tage magten over historieskrivningen ud af de angiveligt magtfuldkomlige lægers hænder ved at skrive om magtløse patienter og sygeplejersker i stedet for. Men det ironiske er, at en stor del af denne socialhistorisk inspirerede medicinhistorie tværtimod kom til at videreføre den samfundsmæssige strukturelle magtudøvelse — man skrev om patienter, men med få undtagelser skrev man ikke sammen med dem. Og det faldt heller ikke socialhistorikerene ind at skrive sammen med almindelige praktiserende læger, hospitalslæger, sygeplejersker og bioanalytikere, dvs. de mennesker, som står midt oppe i ‘biopolitical production’. Dvs. socialhistorikerne kom i praksis til at isolere sig fra ‘biopolitical production’ — og dermed fra muligheden for demokrati.
Ud fra et ‘multitude’-perspktiv vil det være indlysende for en historiker at deltage i og fordybe “cooperation, communication, forms of life, and social relationships” — og det gør man, som jeg ser det, bedst ved at samarbejde med patienter, læger, sygeplejersker, forskere, bioanalytikere, fysioterapeuter mm. Ikke skrive historie om dem, eller til dem — men sammen med dem. Det er ikke nemt, og der kan komme en del slagsmål om, hvad der kendetegner “god” historieskrivning, men det er for mig at se den eneste vej fremad, hvis man ønsker at medicinhistoriografien skal tage det demokratiske imperativ alvorligt.
En demokratisk historieskrivning indebærer også, som jeg ser det, at man tager en række historiografiske genrevariationer, som historikere af tradition har været mistænksomme over for — fx. anekdoten, som fx Adam Bencard har skrevet om (“Kroppen og anekdoten”, Årsskrift for Medicinsk Museion, 1: 19-27, 2004) — alvorligt. H&N er inde på det i afsnittet “Carnival and movement” (ss. 208-211), hvor de tager udgangspunkt i Bakhtin’s argument i Problems of Dostoyevsky’s Poetics vedr. den dialogiske fortælling og den polyfone narrative struktur:
“Bakhtin’s polyphonic narration, in other words, poses in linguistic terms a notion of the production of the common in an open, distributed network structure” (p. 211).
(For netintros til Bakhtin, se fx. det her paper eller det her)
Nu rykker det! Jeg tror, at et lignende ræsonnement kunne føres om ‘formidling’ og udstillinger [fortsætning følger] …
