mama Når man viser rundt i samlingerne på Medicinsk Museion sker der efter et stykke tid det, at man få et mere afslappet forhold til de genstande man fortæller om (nogle gange lidt for afslappet). Det er uden tvivl meget naturligt og sker på de fleste museer, men det er langt fra almindelige genstande vi har her på Museion. Blandt kirurgiske instrumenter, standbeholdere og underlige medicinske redskaber findes også de mere kuriøse effekter. Her tænker jeg specifikt på de genstande der på den ene eller anden måde har været en del af menneskekroppen. Et syfilisbetændt kranie, et tværsnit af en tuberkuloseramt lunge og et menneskehoved, hvor overhuden er fjernet.
Netop hovedet reagerer mange af vores gæster skarpt på. Udsagnet: “Det kan da ikke være ægte”, høres ofte. Det er ikke kun på Museion at vi møder den døde krop. Det sker også på andre museer (Moesgård Museum, Silkeborg Museum og Nationalmuseet for blot at nævne nogle), forskellen er måske, at når vi står ansigt til ansigt med Egtvedpigen eller Grauballemanden er der en distance i tid (og rum) som gør, at identifikationen med den afdøde er sværere. Her adskiller Museion sig væsentligt fra de øvrige museer. Når man viser rundt på Museion starter man normalt i auditoriet (glimrende beskrevet af Kirsten her, her, her og her). Det sker ofte at gæster på Museion bliver forbløffede over, at de sidder i de samme sæder, hvor mange lovende kirurger har siddet før dem og at auditoriet har været brugt til dissektioner af afdøde mennesker. Måske er det dette rumlige nærvær med det sted, hvor den døde krop har været opbevaret, der gør, at Museion er en anderledes museumsoplevelse. For at forstå, hvordan kroppen fungerer, har det været nødvendigt for generationer af kirurger at dissekere afdøde mennesker – og det er netop det, der er sket på Museion som har til huse i det Kongelige Kirurgiske Akademi fra 1787. Jeg har ofte bemærket, hvordan de besøgende reagerer på synet af menneskedele og der er næppe nogen del af kroppen de reagerer stærkere på, end netop hovedet.
Det er der formentligt mange grunde til. Hvis man lider af et dårligt hjerte, er der mulighed for at få et nyt. Hvis blindtarmen gør knuder kan den undværes, men hvis først hjernen står af, er der ikke noget at gøre. Hovedet og hjernen associationers med den menneskelig personlighed, det er her tanken opstår og ideen om sjælen, forbindes ofte med hovedet. Jeg har endnu aldrig mødt nogen som forbandt sjælen med milten eller blindtarmen. Måske er det derfor, at det, at stå overfor et ægte menneskehoved er så speciel en oplevelse?
Det tror jeg kunne være en del af forklaringen – og her tør jeg godt lægge hovedet på blokken (bloggen).
