Medicinsk Museion Det er sommer i København og trods den varme sol slentrer byens gæster rundt i Medicinsk Museions skyggefulde udstillingssale. Museet har til huse i gamle smukke bygninger, og dets rum og trappeopgange kan tage retningssansen fra enhver, så nysgerrighed og manglende orientering mødes her i en eventyrlig blanding. Det gælder for museumsgæsterne, såvel som for museets daglige gang på de små kontorer, som huser de folk, der får det hele til at køre rundt.
Medicinsk Museion har en helt særlig sammensætning “bag gardinet”. Det er ikke kun et museum, men også en forskningsinstitution, der hører under Københavns Universitet. Kraftværket – der gemmer sig rundt omkring i huset på knirkende gulve og mellem skæve vægge – er således både museums-, samlings- og forskningsmedarbejdere. Nogle har en særlig rolle, andre en fod i flere lejre. Min rolle er ph.d.-stipendiat, dvs. ung forskningsmedarbejder, der især udgør en del af universitetsarbejdet på museet. Som en anden H.C. Andersen figur, sidder jeg oppe under loftet, bag den øverste dør ved den yderste trappe. Her deler jeg den varme sommersol med husets rengøringsansvarlige og den lejlighedsvise Nyhavnsvind, der disse måneder er en kærkommen velsignelse.
En gang i mellem får jeg selskab af en flue, eller en bi, der har forvildet sig op i højderne, og til frokost tilslutter jeg mig resten af huset i frokoststuen, hvor snakken går livligt, og nye projekt-idéer blander sig med musikanbefalinger, ferieanekdoter og dagligdags koordinering. Men ellers er der stille på mit lille loftskammer, der fungerer som en form for tanke-bunker. Her læser jeg et kapitel om Galileos betydning for videnskabens udvikling, skriver noter og stikord på lapper, der kommer op på en opslagstavle. En gang i timen ringer klokkerne fra de fire kirker, der omringer museet, og lyden fra gaden ligger sig som en dyne over hverdagslivet. Heroppe under museets loft er jeg – som Andersens student – lidt “nærmere englenes kor”. Ikke fordi det er højt, højt oppe, men fordi det gamle hus, med alle sine gange, trapper og døre, giver det lille kontor en form for hemmeligholdt stemning. Her sidder jeg på min ergonomiske stol med mit hævesænkebord, i selskab med franske filosoffer, tyske videnskabshistorikere og altid flere ubesvarede spørgsmål. Tiden er en anden end Andersens. På bordet ligger ikke Homer og Horats, men en computer, en telefon og en notesbog. Man skriver ikke længere sin afhandling på latin, men på engelsk. Og ‘studenten’ er heldigvis ikke altid en ensom, melankolsk mand, men kan lige så vel være social, kvinde og/eller glad. 
Ligesom museets udstillinger, er det netop denne kombination af det gamle hus, den eventyrlige stemning og moderne teknologi, der gør arbejdet på Medicinsk Museion helt specielt. Det er det moderne blik på gamle præparater, eller de gamle instrumenters kontrast med moderne instrumenter, moderne forskning mellem gamle vægge og i et traditionsfyldt hus. Selvom jeg ikke dagligt færdes i udstillingen, så strømmer den halv-magiske forundring fra besøgende gennem husets gamle brædder og skaber forbindelse mellem arbejdet “bag gardinet” og dem. Mens jeg vipper lidt på min stol over en tung teoretisk tekst, kan jeg mærke den lange tradition der går forud, ikke kun intellektuelt, men i husets mure og gulve, som en opfordring til yderligere udforskning. En færden ind i en eventyrlig labyrint, i undersøgelse og på opdagelse i menneskets vilkår, nu som for 200 år siden.
*Læs H.C. Andersens “Studenten (Høit under Taget, hvor Svalen boer)” (1829)
