mama Neurovidenskab er for tiden en af de allestedsnærværende repræsentanter for moderne biomedicin. Måske fordi hjernen er så interessant et organ, hvortil alle mulige egenskaber og personlighedstræk bliver knyttet. Forleden var der eksempelvis en artikel på Politiken.dk med titlen: Forskere kan se om du er homo. Ifølge artiklen kunne forskere ved hjælp af algoritmer og hjerneskannere aflæse om de 28 homo- og heteroseksuelle forsøgspersoner kunne lide det, de så på – hvilket i denne forsøgsopstilling var billeder af kønsorganer. Som en af forskerne udtalte til Politiken:
»Det her viser grundlæggende, at man kan aflæse folks holdninger i deres hjerner. Ved at analysere særlige aktiveringer i forskellige områder af hjernen kan vi nu se, om en fyr er gammel eller intelligent eller homoseksuel. I bund og grund er det en slags tankelæsning«, siger Hartwig Siebner [overlæge på Hvidovre Hospital] om de nye forskningsresultater, der skulle virke i 90 procent af tilfældene.
Artiklen er interessant på flere måder. Dels er den langt fra den første artikel om homoseksualitet og hjerner – de dukker op med jævne mellemrum, især efter at den amerikanske neurobiolog Simon LeVay udgav sin populære bog The Sexual Brain i 1993. Se eksempelvis denne artikel fra sidste sommer, som baserer sig på svensk hjerneforskning.
Ovenstående forskning kan siges at ligge i forlængelse af positivistiske naturvidenskabelige teorier om homoseksualitet fra sidst i 1800-tallet og starten af 1900-tallet. Den danske seksualbiolog og retsmediciner Knud Sand (1887-1968) havde eksempelvis i 1920’erne en teori om, at mandlig homoseksualitet måtte skyldes ‘kvindelige’ hormoners påvirkning af hjernen. Ifølge Sand kunne homoseksualitet anskues som en såkaldt psykoseksuel hermafroditisk tilstand, hvor hermafroditismen, i stedet for at bestå af en blanding af mandlige og kvindelige fysiske træk, bestod i at et individ havde ‘en mandlig krop og kvindelig hjerne’. Sand eksperimenterede selv med at udvikle (fysiske og psykiske) hermafroditter (se her for mere om dette). Medicinsk Museion er bl.a. i besiddelse af et par af Sands udstoppede eksperimentelt fremstillede ‘hermafroditiske hønsefugle’:
Artiklen på Politikens hjemmeside undlader at konkludere på årsagerne til individers seksuelle orientering, hvilket en del andre relaterede artikler ellers gør. Men den kan alligevel ses som et indslag i en kønspolitisk debat, hvor spørgsmål om forholdet mellem biologi og kultur er centralt. Det er en debat, der har masser af spændende biomedicinsk gods i sig, men som også bliver voldsomt stor, når man begynder at dykke ned i den (kritiske værker kan bl.a. findes her eller her).
Én kommentar, jeg ikke kan lade være med at komme med, er dog, at definitionen af homoseksualitet og heteroseksualitet synes lidt vel snæver i forskernes forsøgsopstilling: I Politikens og forskernes egen artikel refererer begreberne til personer, der får nydelse af at se på kønsorganer, der ligner deres egne/ikke ligner deres egne. Det synes at være en lidt snæver definition af begreber, der dækker over store identitetsspørgsmål og mange forskellige praksisser (og hvordan med personer, der synes kønsorganer generelt er grimme, men har et aktivt seksualliv?).
Artiklen skal nok fremkalde nogle reaktioner på den måde køn og seksualitet fremstilles. Emner som ofte kan få folk op af stolene. Mit afsluttende spørgsmål er: Ville man kunne lave en udstilling om moderne biomedicin, der tog fat i emnerne køn og seksualitet? Det kunne i mine øjne være en interessant tilgang, der både kunne tiltrække publikum og kunne lægge op til en diskussion af forholdet mellem kultur og materialitet, og videnskab og politik, som jo er væsentlige emner i moderne medicinhistorie. Flere aspekter kan drages frem end de kønslige. Eksempelvis kunne man have spurgt til ovennævnte artikel, hvad det er for et billede af neurovidenskab, den frembringer? Hvad er det for nogle fortællinger, der er i medierne om biomedicinens – eller hjerneforskningens – fremtidsmuligheder? Det ville jeg gerne se en udstilling om.
