Sven Erik Hansen Tak til Kirsten Jungersen for den fine serie af punktnedslag i de hippokratiske skrifter her på museionblog.dk (se fx her og her).
Alt for ofte møder man udsagnet: ”Hippokrates, det er ham med de fire væsker, slim, blod, gul og sort galde,” og så er det emne tilsyneladende udtømt. Intet kunne være mere ”u-hippokratisk.”
De hippokratiske skrifter, Corpus hippocraticum, (CH) er en stor samling af græske tekster, der i opbygning, mangfoldighed og betydning for den vestlige kultur næsten kan sammenlignes med Biblen. Jeg vil forsøge at give en lille oversigt over dem.
Skrifterne synes at være et medicinsk bibliotek, øjensynligt med forskellige forfattere, heriblandt Hippokrates, der menes født omkring år 460 før Kristi fødsel. I 1500-tallet begyndte man at oversætte teksterne fra græsk til latin og udgive dem i bogform. Gennem de sidste 150 år er de fleste blevet oversat til fransk, tysk og engelsk i varierende omfang, ofte med teksten på græsk parallelt med et moderne sprog. CH består af omkring 96 afhandlinger efterfulgt af epistler og fylder godt 900 tekstsider.
Den medicinske tankegang i CH er helt forskellig fra nutidens. Der er ikke en opfattelse af mennesket, patienten som generelle typer, men hver enkelt individ anses at have sin helt egen karakter og sin helt egen sygdom, som det gælder om for lægen at forstå. Den anatomiske og fysiologiske viden er set med vore øjne sparsom. Noget, der går igen, er at kroppens dele kommunikerer med hinanden gennem arterier, vener, nerver, sener, hul-organer som luftrør, urinleder osv. Alle mulige væsker og luft antages at cirkulere frem og tilbage gennem disse kanaler med det formål at holde kroppens dele i en harmonisk balance. Ofte angives væskernes art ikke, hyppigst omtales slim og gul galde og kun et enkelt sted omtales sort galde i et skrift som ikke er af Hippokrates selv. Fire-væske-læren med den sorte galde og melankolien er opstået senere i Oldtiden og Middelalderen.
Sundhed, hygeia, beror på at væskerne ved en ”kogning,” pepasmos, blandes på en måde som er gunstig for netop det enkelte individ på det sted han befinder sig på et givet tidspunkt af året. Sundheden er til stadighed truet af dårlig fordøjelse og af dårlig kogning af væskerne, samt af for lidt eller for megen fysisk aktivitet. Ved ændringer i miljøet opstår der lettere ubalance i væskerne og dermed mulighed for sygdom. Miljøfaktorer, der har betydning for opståen af sygdom, kaldes en periodes eller et steds katastasis. Et overskud af væsker, der ikke er i overensstemmelse med kroppens behov, og omgivelsernes tilstand, kan på et kritisk tidspunkt fjernes enten spontant eller ved lægens hjælp, eller modsat slå sig ned et sted i kroppen og fremkalde sygdom. Den hippokratiske læge stiller altså ikke diagnoser i den moderne forstand, hvor man udvælger en sygdomsenhed fra et abstrakt system af mulige diagnoser. I stedet er hans hovedfunktion at sandsynliggøre en prognose for den enkelte patient. Det gør han ved at søge oplysning om patientens livshistorie og sygdommens hidtidige forløb, undersøge patienten ved hjælp af syn, hørelse, lugtesans og følesans og herudfra forudsige det mest sandsynlige forløb. Lægen skal oplyse patienten eller de pårørende om prognosen, altså være ærlig overfor patienten. Hvis prognosen er meget dårlig skal han afstå fra at behandle patienten for ikke at få skyld for fejlbehandling. Hvis prognosen er god kan han nøjes med vejledning om sund levevis. I mellem disse yderpunkter kan lægelig behandling komme på tale. Denne har til formål at genoprette organismens harmoniske enhed ved at manipulere med væskerne og/eller at modificere omgivelserne. Udskillelse, katharsis, af dårlige eller overflødige væsker fremkaldes med afførings- eller brækmidler, og ved modifikation af føden. Kirurgi kan komme på tale i form af åbning af bylder. Stagnerende væsker kan sættes i bevægelse ved hjælp af kopsætning, omslag, rygning med stærkt duftende tørrede planter eller med brændjern. CH indeholder også detaljerede vejledninger i behandling af benbrud og ledskader.
CH indeholder altså en række værdifulde tanker om medicinske forhold og lægegerning, f.eks. en forudanelse om kredsløb og nervesystem der samler kroppens dele til et hele, det at miljøet og den enkeltes levevis har betydning for sundhed og sygdom, tanker om lægens professionalisme som en uhildet observatør af sygdom, hans integritet, der skal beskyttes samtidigt med opfyldelse af etiske forpligtigelse over for patienten samt opfordringen til at interessere sig for den enkelte patients livs- og sygdomshistorie. Tankerne er formuleret så åbent at de har kunnet tale til og inspirere hver generation i mange århundreder. Især i perioden fra ca. 1500 til 1850 støder man ustandseligt på henvisninger til CH i medicinsk og anden litteratur.
Nærværende oversigt er lavet især på basis af: Laurent Ayache: Hippocrate. Paris: 1992, Presses Universitaires de France, nummer 2660 i billigbogsserien ”Que sais-je?” 126 sider, som giver et glimrende koncentreret overblik over CH, men altså desværre på fransk. En større fremstilling af CH oversat fra fransk til engelsk findes i: Jaques Juanna: Hippocrates. Baltimore: Johns Hopkins University Press, 1999. 520 sider.
