Hippokrates og trepanation

Ved udgravning af oldtidskulturer har man fundet kranier med et cirkelformet hul som er helet pænt i kanterne, hvilket betyder at personen har overlevet skaden. Det tolkes som bevis på at læger allerede dengang var i stand til at foretage vellykkede indgreb gennem hjerneskallen (trepanation).
”Wounds in the Head” er en skriftlig overlevering om sådanne indgreb.
Skriftet er blandt de få i den hippokratiske samling som næsten ubestridt kaldes ægte, hvormed man mener at det er nedskrevet af Hippokrates selv i 5.årh.f.Kr.
”Wounds in the Head” er en gennemgang af fem forskellige former for kraniebrud og deres behandling. Forfatteren viser et ret nøje kendskab til kraniets opbygning og suturer (hjerneskallens knoglesømme), men hans beslutning om indgreb hviler på et overraskende grundlag som han ikke kommenterer yderligere:
”De værste hjernerystelser og brud trænger mindst til trepanation.”
Før et eventuelt indgreb skulle lægen omhyggeligt undersøge skadens omfang og tilstand med en sonde og forhøre sig om den sårede havde været bevidstløs eller blev omtåget og faldt om.
Hvis lægen ud fra sygdomsbilledet forudså en dødelig udgang, skulle han videregive den prognose.
Efter rensning og tørring af bruddet for at undgå betændelse kunnne man perforere hjerneskallen med et bor (trýpanon hvoraf betegnelsen trepanation) eller fjerne et stykke hjerneskal med en cylindrisk sav (príon). Vi ved fra andre forfattere at man roterede instrumenterne ved hjælp af en buestreng.
”Når man trepanerer, skal man ofte tage saven ud og dyppe den i koldt vand på grund af opvarmning af knoglen, for saven bliver hed af rotationen og brænder kraniet ved at varme og udtørre det og fjerner derved mere af den omgivende knogle, end det var hensigten.”
”Man skal holde inde med trepanationen, når meget lidt mangler at blive savet igennem, og knoglestykket allerede er til at rokke.”
Stykket bliver dødt som et potteskår midt i alt det blodfyldte og levende og kan forsigtigt lirkes op.
Det anbefales at vælge stedet omhyggeligt der hvor knoglen er tykkest, så man ikke beskadiger hjernehinden (mêninx). Det er ikke tilrådeligt at lægge boringen i suturerne og heller ikke i tindingerne, da det kan give kramper.
”Hvis venstre tinding gennembores, angriber krampen i højre side, og hvis højre tinding gennembores, angriber krampen i venstre side.”
Aristoteles afslører i ”Historia Animalium” I,7 at han ikke har læst hvad Hippokrates skrev om kraniets suturer i ”Wounds in the Head” eller om hjernens funktion i det hele taget i andre hippokratiske værker – eller måske har Aristoteles ikke ønsket at lade sig belære af en praktiker som ikke formulerer det teoretiske grundlag for trepanation.