Kirsten Jungersen ”Næringens kraft når til knoglen og alle dens dele, til sene, vene, arterie, muskel, hinde, kød, fedt, blod, slim, marv, hjerne, rygmarv, indvolde og alle deres dele.”
”Den når indefra til hår, negle og til den yderste overflade. Udefra når næringen fra den yderste overflade til det inderste” (d.v.s påsmurt huden).
Disse og de følgende citater er taget fra det hippokratiske skrift om menneskets næringsstoffer som på engelsk har titlen ”Nutriment”, og på latin ”De alimento”.
Med næring menes alt som den menneskelige forbrænding har brug for, altså også luft:
”Lungerne drager næring som er modsat legemets, hele resten af kroppen drager den samme.”
”Indåndingens næring begynder ved næseborene, munden, luftrøret, lungerne og resten af åndedrættet. Fødens næring, hvad enten den er flydende eller fast, begynder ved munden, svælget, bugen. Den allerførste næring kommer gennem maveskindet hvor navlen sidder.”
Denne lægelige erkendelse af næringsomsætningen leder tankerne hen til det berømte citat af Heraklit (omkring 500 f.Kr.): ”Man kan ikke to gange gå ned i den samme flod”, idet floden tydeligt nok forandrer sig med nye strømme af vand, mens også menneskekroppen er underkastet samme uendelige forandring.
Meget andet i skriftet minder ligeledes om Heraklit: formens korte aforismer, indholdets opstilling af modsætninger og dets dunkelhed.
Forskerne har da også foreslået et udvalg af mulige forfattere lige fra Heraklit selv til en lægeligt interesseret filosof, en filosofisk interesseret læge eller Hippokrates i det spekulative hjørne.
En antik tradition henfører det til Hippokrates, men det er vanskeligt foreneligt med de skarpe udfald mod filosoffer i andre af de hippokratiske skrifter, så den henføring kan de fleste moderne forskere ikke godtage. Skriftet er klart mere filosofisk spekulerende end lægeligt iagttagende.
Også dateringen er vanskelig på grund af flere filosofiske smuler som findes langt større udfoldet hos Platon, Aristoteles og stoikerne. Er de mon senere levn, så skriftet er forfattet så sent som i den hellenistiske periode (323 f.Kr. – 30 f.Kr.), eller er de tidlige spirer, så det er fra ca. 400 f.Kr., og dermed stadig kan være af Hippokrates? En nærmere analyse af sproget siges at pege i retning af den sene datering.
Den måde maden ifølge ”Nutriment” transporteres rundt på, betegnes blot som fugtighed.
”Fugtighed er næringens bærer.”
Blod nævnes ligesom mælk som et overskudsprodukt og ikke som en af de fire legemsvæsker der senere kom til at være en fast bestanddel af den hippokratiske lære.
Blodets kredsløb blev først erkendt langt senere af William Harvey. Han publicerede sin afhandling om dette i 1628, og Malpighi tilføjede det endelige kendskab til kapillærerne i 1661.
Et par citater mere fra ”Nutriment”:
”Når man har brug for et hurtigt tilskud, er et flydende middel bedst til at genvinde kræfterne med.
Når man har brug for et endnu hurtigere, går det gennem lugtesansen.
Når man skal have et langsommere tilskud, er det fast føde.”
”Faste muskler nedbrydes senere end andre kropsdele med undtagelse af knogler og sener. Veltrænede kropsdele forandrer sig ikke så meget.”
Hippokrates og menneskets ernæring
”Næringens kraft når til knoglen og alle dens dele, til sene, vene, arterie, muskel, hinde, kød, fedt, blod, slim, marv, hjerne, rygmarv, indvolde og alle deres dele.” ”Den når indefra til hår, negle og til den yderste overflade. Udefra når næringen fra den yderste overflade til det inderste” (d.v.s påsmurt huden). Disse og de følgende […]
