Hippokrates og menneskets anatomi

Titlen på det hippokratiske skrift ”Places in Man” som på latin kaldes ”De locis in homine”, dækker det man kalder en topografisk anatomi, d.v.s. en lære om de anatomiske regioner i mennesket.
Det græske ord tópos betyder sted eller region.
Ordet anatomi indgår ikke i titlen, fordi anatomi i denne tidlige periode kun betød opskæring (dissektion) og ikke de deraf indhøstede oplysninger.
Der findes et lille hippokratisk skrift med titlen ”Anatomy”, men det dateres til en senere tid og er en meget kort beskrivelse af nogle af de anatomiske regioner i mennesket.
”Places in Man” er trods sin titel ikke begrænset til kroppens regioner, men indeholder f.eks. en systematisk gennemgang af knogler og led.  Forfatteren afslører så stort kendskab til menneskekroppe at han skelner mellem det almindelige og det individuelle.
Skriftet virker sammensat af flere som ikke alle handler om anatomi, og der er de forventelige mangler i terminologi og i forståelsen af f.eks. blodkar og nerver. Hjernens betydning for høresansen er erkendt og bliver smukt beskrevet.
Interessant er det, at han i stk. 6 taler om underkæben som en sammenvoksning af to led (hvilket man finder hos dyr). Denne påstand gentog lægen Galén ca. 600 år senere, og det blev et af angrebspunkterne for Vesalius (1543) som hævdede at Galéns anatomiske viden udelukkende byggede på dissektion af aber og svin.
”Places in Man” kan enten dateres til 5. årh.f.Kr. og dermed være skrevet af Hippokrates, eller til det efterfølgende 4. årh.f.Kr. Det har været fremført at brugen af termen oisophágos om spiserøret vanskeliggør den tidlige datering, men man kunne lige så godt pege på at termen phrénes om mellemgulvet (i stedet for diáphragma) taler for en tidlig nedskrivning, mens oisophágos kan forklares som en rettelse i overleveringen.
Indholdsmæssigt er der mange forbindelser til andre, tidlige hippokratiske værker. Skriftet indledes med denne erklæring:
”Efter min mening findes der ikke et begyndelsespunkt for kroppen, men alt er i lige grad begyndelse og afslutning. Man kan jo ikke udpege begyndelsen på en cirkelform.”
Der nævnes ikke bestemte legemsvæsker, men kun kvaliteterne tørt, fugtigt, koldt og varmt. Især fugtighed fremhæves som nødvendig for den udveksling der sker i hele kroppen, og den er dermed afgørende for sundhed og sygdom.
Senere i skriftet sammenlignes lægekunst med læsning hvor bogstaverne altid repræsenterer det samme. Lægekunst er langt vanskeligere, den virker ikke på samme måde det ene øjeblik som det næste.
”Noget kan behandles ved det stik modsatte af hvad det består i, og hvad det kom af – andet ved det samme som det består i, og som det kom af. Årsagen til dette er kroppens sårbarhed.”
Den dygtige læges succes beror ikke på held, men på forståelse for kairós, d.v.s. det rette øjeblik og den rette mængde.
Det endelige tegn på at forfatteren er Hippokrates, finder jeg i følgende stolte og uhyrlige erklæring:
”Efter min mening er lægekunsten som den er nu, udfundet i sin helhed!”
P.S. Hvad byggede denne forfatter sin anatomiske viden på?
Spørgsmålet er alt for stort til at kunne besvares her, men jeg slynger alligevel ud at jeg ikke kan begribe at det ikke skulle være muligt for en agtværdig lægeskole i de tidlige græske bystaters slavesamfund at skaffe sig materiale til indsigt i kroppens indre dele.