Hippokrates og lægelig etikette

Der findes flere værker i den hippokratiske skriftsamling som er beregnet på at instruere begyndere i medicinstudiet i lægens korrekte opførsel over for patienter, pårørende, kolleger og kvaksalvere.
Det gælder ”Law”, ”Precepts”, ”Physician I” og ”Decorum” som alle er sent nedskrevne.
Disse småværker om etikette tåler ikke på nogen måde sammenligning med ”Eden” som er den vigtigste kilde til hippokratisk etik, men de giver direkte og indirekte et broget billede af det sundhedsmæssige marked og dermed en god forståelse for de mange uskrevne regler (der var ikke lovgivet på området) som den hippokratiske læge adlød i modsætning til andre, og som vi i dag uden videre tager for givet.
Det lille skrift ”Law” (på græsk ”Nómos”) har sammenligninger og sprogbrug som afslører at det tidligst er fra 4.årh.f.Kr.
Den der vil undervises i lægekunsten, sammenlignes med den frugtbare jord og skal (helst fra en ung alder) modtage lærerens undervisning som såsæden.
Kvaksalvere sammenlignes med statisterne i tragedier som skjult bag maske og påklædning gav det ud for rigtige skuespillere.
”Der er to former for viden: videnskab (epistéme) og formodning (dóxa). Den første bevirker indsigt, den anden at man handler i blinde.”
”Precepts” (instruktioner) kan dateres som sent nedskrevet, fordi sprogbrugen viser stor inspiration fra filosoffen Epikur (341-270 f.Kr.).
Epikur er af eftertiden uretmæssigt blevet opfattet som blot nydelsesfilosof. Han opstillede snarere realistiske, langsigtede mål for det gode liv som ikke lå langt fra lægeverdenens virkefelt.
Næsten alle oldtidens filosoffer har sat deres aftryk på lægekunsten, og lægekunsten på filosofien.
Foruden oplysninger om etikette og beskrivelse af kvaksalvere som i Molières komedier rummer ”Precepts” afsnit om udviklingen af lægekunsten som foregår ”ved at noget af det endelige mål iagttages i hvert enkelt tilfælde og sammenfattes i en helhed.”
”Physician I” (senere datering) adskiller sig fra de øvrige 13 afsnit af ”Physician” ved at beskrive den ideelle læges sjæl og krop. Det er nemlig ikke tilstrækkeligt at han opfører sig diskret og taktfuldt, han bør også sørge for selv at se sund og velsoigneret ud. Han kan f.eks. godt bruge vellugtende olier, men det må ikke være påfaldende. Han må ikke være alt for dyster eller alt for lattermild, og han skal være retfærdig og ens mod alle.
”Decorum” (meget sen datering) er endnu mere detaljeret m.h.t. den rette opførsel.
Alt bør være velgennemtænkt, når man træder ind hos den syge, og man skal være yderst opmærksom på sine bedside manners som det også hedder på græsk (prosedría).
Man skal kunne sine farmaka – de er begyndelsen, midten og fuldendelsen i lægekunsten.
Hyppige besøg tilrådes for at holde øje med sygdommens udvikling, og om patienten følger anvisningerne – om nødvendigt sættes en student som vagt.
Selv om disse småskrifter dateres til en senere periode, er indholdet som helhed i overensstemmelse med den hippokratiske tradition.
Lægen skal f.eks. opmuntre patienterne og udvise broderlig adfærd over for kolleger.
Som der står i ”Precepts”:
”Hvis der er menneskekærlighed (philanthropíe), er der også kærlighed til kunsten (philotechníe).”